jeg er nabo til Orientestationen. en moderne palmelund.
så det var bare durk ned i metroen.
Lissabon kan noget med arkitektur.
og mennesker.
og mad.
og vejr.
tilsammen et sansesvirp af de mere behagelige.
jeg har hovedet fuld af det hele og sidder med glade fisk i maven og grøn vin i blodet efter en vidunderlig dag i egen hånd og en lun og lattermild udendørs aften i et par gode kollegers skær.
nå. nok om mig. hvis du har lyst, gir jeg en rundtur i Baixa. det var jo fredag og forretningerne havde åbent. så Alfama og Bairro Alto står forhåbentligt endnu på søndag, når jeg har nogle sidste timer til at ture den.
bacalhau grillet over åben ild.
jeg kan sige tre ting på portugisisk. klipfisk er en af dem. så det spiser jeg.
det skulle vel aldrig være du Ponsard, en af Eiffels elever, der har sat sin tommelfinger her.
en rigtig mand husker at justere slipset før hjelmen.
hun var sød. hun kunne ligge ned og gø.
nu er minibaren fyldt med ost og pølse af sorte svin.
og i sofaen flyder det med vihno verde og late bottled vintage.
det er med beklagelse at jeg hører, at det har regnet derhjemme.
