gensyn med Kenilworth

hvis jeg havde haft et Ixus 970 IS ville du kunne have set, hvad jeg ser.
sammen med mit trofaste Ixus 40 må jeg istedet fortælle dig det.

jeg sidder på verandaen udenfor mit værelse og kigger ud i parken, der støder op til den gamle skov. fuglene larmer. og på plænen ligger, går og hopper omkring 20 vilde kaniner.
og hvad de ellers gør.

men kan Ixus 40 ikke klare de lokale kaniner, klares den omliggende arkitektur så nogenlunde.








jeg slår mave.
med store, bare, behårede fødder.

aprilsnar

der er nogle tosser, der er virkeligt uheldige. og så er der os, der er født under Tournesol.

min elektronisk begejstrede kollega forstår mig ikke.
hvorfor ikke checke ind on-line og sove lidt længere i morgen?

jeg synes, det er en tand for moderne. men det pirrede mig alligevel at der åbenbart står en ram, hengemt lugt omkring mig, så jeg har lige været inde på sas.dk for at se på det.

det forpustede system kunne selvfølgeligt ikke finde min reference. virkningsløse lort.

mens jeg sad og stirrede hvast på skiftevis skærmen og den papirsrejseplan, der lå på bordet, hæftede jeg mig ved et tilfælde ved papirets data.

afgang 27-Apr-08 København 10.35.
find én fejl.

en bette research tilbage i mailkorrespondancen med husets rejsebureau afslørede, at jeg ikke kan klandre dem for, at jeg, den 25. april (man er vel checket og i god tid), har bedt om en billet til den 27.
april.

nu tager jeg istedet dagens afgang kl 8.40 i morgen.

godt det ikke var til Sidney. tænker jeg bare.
jeg siger det aldrig til nogen. har jeg tænkt mig.
og online self-check er edderbroderme in. synes jeg.

lutter lagkage

folk bestiller ikke andet end at have fødselsdag.
vi fløjter og farer.
fester og farver.

vel hjemme fra Fyn i eftermiddags med pels på tænderne og strit i håret var det på tide at fejre klarinetistens 11års.
han medbragte familie og kage.
sådan skal det være.

og bagefter var det på tide at fordybe sig i kyllinger.










det kan godt være, kyllinger ikke har opfundet noget væsentligt.
men de er sjovere end fjernsyn.

hvilken russisk forfatter?

da jeg var barn (for det har jeg også været engang), elskede jeg min fars historie om den russiske forfatter, der havde så enormt et persongalleri, at han måtte skære sine personer i træ og have dem stående foran sig på skrivebordet.
når stuepigen kom til at vælte en figur på gulvet uden at opdage det, forsvandt den person sporløst ud af romanen.

min far vidste alt og han læste klassikerne på originalsprogene.
så jeg føler mig lidt forpligtet til at kunne genfortælle hans anekdoter korrekt.

jeg kan overhovedet ikke koncentrere mig om mine andengradsligninger, fordi jeg sidder og tænker på, om det var Pusjkin?

spænd livremmen ind

jeg interesserer mig ikke et døjt for penge. så længe de ikke kan mærkes.
jeg interesserer mig heller ikke et døjt for fjernsyn.
og læser ikke aviser.

jeg har opdaget prisstigningerne i Brugsen og på Statoil helt af mig selv.

i dag vaskede vi hænder og satte os til rette for at se fjernsyn og forstå.

så nu forstår jeg, hvor meget mere vi skal betale i år for at få de samme varer, som vi købte sidste år.

men de glemte at fortælle hvorfor.

er det pga øgede transportpriser?
så cykler jeg gerne hen til dig med æg, slagtekylling, krydderurter, grøntsager, bær, kattehår og honning, hvis du vil bytte med noget.

er det pga af stigende malt- og hvedepriser?
så går jeg på tilbudshvidvin-og-aldiananaskur.

imens frikadellerne syder

ind imellem slår en ildsøjle sig op i mig. som lyn fra en klar himmel brager voltene fra et center lige under mit hara, mit tyngdepunkt, op gennem rygsøjlen med en gevaldig tyngde. hjernen lyder som en højspændingsledning i frostvejr og mens min kundalini langsomt rejser sig, forstår jeg i et nu alt.
eller i hvert fald noget.
i et sekund eller deromkring.

de fleste indsigter er for uoverkommelige for min hverdagshjerne. men noget hænger dog ved.

jeg forstår for eksempel, hvorfor små børn gentagne gange smider deres sut ud over barnevognskanten.
jeg ejer ikke længere evnen til at blive gal på små børn.

i dag holdt jeg et foredrag for en gruppe israelere. bagefter kom en af deltagerne hen til mig og sagde, at jeg havde talt til hendes hjerte.

det er sikkert noget, de går og siger til hinanden hele tiden i Israel.
men alligevel, ing.

novemberbørn har det ikke let

hvis jeg havde fødselsdag om lidt, ville jeg ønske mig en vejrhane til hønsehuset og et gevir til husgavlen.

måske kan jeg liste det ind et sted på Claus' ønskeoversigt.
han har fødselsdag snart og har alligevel alt.

farvel til Kylle og Pylle

tak for æg. og underholdning.



næste generation hopper allerede i møblerne.

'Den store hønsebog' må ikke være med

1. Pick up the nearest book.
2. Open on page 123.
3. Find the fifth sentence.
4. Post the next three sentences.
5. Tag five people, and acknowledge who tagged you.

1. done.
2. done.
3. der er kun fire sætninger på den side. og så et pragtfoto af en orange hollandsk dværg for resten.

tilbage til start.

1. done (altså next to nearest).
2. done.
3. done
4. 'Hvad? Det var bare en eller anden tosset... Jeg ved ikke - hun stillede alle mulige mærk'lige spørgsmål... Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde - men jeg var i hvert fald ikke grov - det var jeg ikke, jeg sagde næsten ikke noget, mand, og hun var skør! Hun spurgte om alt muligt om min mor, og jeg sagde bare, at jeg er sent på den - min mor holder selskab, jeg skal gå, jeg har ikke tid til at stå og snakke - det var det hele'.

det var vist kun én sætning. men nok til at slå fast, at, som Bolette siger, dette er en bog, man kun læser, fordi den da må komme igang på et tidspunkt.
men det gør den ikke.

godnat og sov godt.

jeg blev ikke tagget, tror jeg.

godt man ikke er til chips

i dag fulgtes min yndlingssis og jeg ad til Brorsans hustrus professortiltrædelsesforelæsning i nr 308.

de intellektuelle færdes ikke i højborge. de begår sig i labyrinter.
men heldigvis har de skiltet for os andre.


vi fandt ikke informationen. men vi har udvidet vores ordforråd. og i morgen skal jeg ikke have morgenmad.
hver eneste hverdag i mit liv er startet med med fiberbugnende knækbrød og en stærk neskaffe med det hele.

efter forelæsningen indeholder knækbrød og neskaffe acrylamid.
jeg er en plasticpose. en Lolitadukke. en uppblåsbara Barbara.

udlængsel

jeg er blevet henad et bedre menneske af at have kyllinger.
hver morgen sidder jeg på hønsebænken, vågner over et glas kaffe og ser på de små skyde i vejret som skvalderkål.

verden bliver også større. først var kyllingekassen alt rigeligt.
så blev legepladsen inden i hønsegården spændende.
snart blev den store hønsegård en mægtig udfordring. ikke mindst når de store høns er hjemme. så gælder det om at kunne spurte.
og nu er hønsegården blevet for lille.


så i dag, da hønsene var sendt i stauderne og kattene var ude at afpatruljere, vovede vi et øje og en kylling og åbnede til det virkelige liv.

børn på badebro.









Kaj alene i verden.




nåmen. vi har altså ikke siddet på bænken hele dagen.


ting kom op af jorden.


og ting kom ned i jorden.

pinsen kom ret belejligt i år, hva.

boble

det er sq til at leve med at være skudt og blank i hovedet, når Brorsan, Frue og Albertepigen eroderer Harrestrup i knagende sol med deres blide humor og et par hjemmeslagtede Münchner Dunkel. så må der sommersalat og dét til.
og parasol.
og noget.
Louis og Kit slog sig også fast.
og lånte omegnens ozonlag inden aftenturen gik videre til en 25års i Boltens.


brødre. vi var også unge engang.

tak for alt

hvordan siger man det.
tak.
tak for hver og en. tak til hver og en.
tak for smukke kommentarer og mails.
tak for at blive set.
det er det dejligste, et menneske kan ønske sig.

iPoem

det gælder om, at

vi lever
ikke nødvendigvis længe
men de indsigter
der måtte slide
vil vi nødigt have levet uden

vi lever
ikke nødvendigvis længe
men de intentioner
der måtte slide
vil vi nødigt have levet uden

vi lever
ikke nødvendigvis længe
men de indfrielser
der måtte slide
vil vi nødigt have levet uden

nu er jeg snart lige så dyb, som da vi var 17.

sød
tøs

intakt magi

dengang jeg stadigt var udødelig, besluttede jeg, at hvis jeg engang skulle begraves, skulle vi synge

Se nu stiger solen

Sig månen langsomt hæver

ligesom jeg havde tænkt mig, at jeg måske skulle have to schäferhunde.
en hunhund, der skulle hedde Sister Ray. og en hanhund, der skulle hedde Zarathustra.
i daglig tale skulle de så naturligvis lystre Ray og Zara.

sådan nogle mønstre, kunne jeg godt lide.
det kan jeg stadigvæk.
men nu er jeg trådt i karakter og ved, hvem jeg er, så jeg behøver ikke længere skabe dem.
de kommer af sig selv.


Se nu stiger solen.

og melodien, den Danske Salmebog har valgt til Nu lukker sig mit øje, viste sig at være

Sig månen langsomt hæver.

jeg tager en runde mere.

bønlighed

nu lukker sand mit øje
Gud Fader i det høje
i varetægt mig tage
på søndag sover far
din engel mig bevare
som ledet har min fod i dag.
amen.

mine søskende og jeg var hos præsten i dag.
vores mor var med. og vores far.

der findes en melodi til vores barndoms aftenbøn, som Birgit lærte os.
den kender vi ikke *). men vi har lovet præsten og hinanden at hviske med i morgen. hvert et ord.

og livet går videre.




det gør Claus også.
selvom han stadigvæk ikke kan passe sin hat.

vi tager lige det hele, som det kommer

når en kvinde fortæller, at hendes mand er gået til køjs med sygdom, skeler kvinder over hele jorden sammensvorent. himler og suger kinderne ind førend de eksploderer i en fælles helende lattersalve.

Claus har gået og skrantet.
de seneste dage har han endog valgt at gå i seng, selvom der var gode folk og rar mad omkring ham. og i går blev han liggende.

der er blevet hostet, skreget af smerte, rystet af kulde, taget temperaturer, himlet og klasket et glas vand ind til ham i ny og næ.
da en kær, empatisk - og rimeligt sejbasset - veninde resolut kørte i byen efter oksekødssuppe, tænkte jeg, at der måske var noget om hans snak. og jeg lovede hende at tage ham til lægen i dag.

til formiddag kunne jeg godt se, at han vist egentligt var noget hævet i den ene side af det hovede, han var ved at flå af i smerte.

lægen kiggede gevaldigt medfølende. afsagde diagnosen og udskrev penicillinen.

nu ligger Claus i knitrende sengetøj og har fået rosen.
det er sådan noget streptokoknoget, ældre mennesker får.

jeg har til gengæld fået slået græs.
og klippede næsten fingeren af.

kiss and tell

livet går videre. på smukkeste vis.

kender du de her brølende irriterende typer, der stadigvæk har bedsteveninden indenfor rækkevidde? veninden, der ved, hvad der hændte i de skrøbeligste, skøreste år. for hun var der selv.

sådan en er jeg.
sådan en har jeg.
vi har kendt hinanden i 36 år eller noget.
vi har bare ikke set hinanden i de seneste 25.
og da vi endeligt var sammen igen i går, havde en af os bare lige været nede og trække en pakke cigaretter i automaten.
vi er de genforenede sjæletvillinger.
Bolette er selvfølgelig 40 sider foran mig i den bog, vi begge er igang med at læse.
og hun glemte heldigvis sit smukke, indiske armbånd.
så det må bo på mig, til vi ses igen.

og kyllingerne vokser med raketfart og fjer på fødderne.
Claus har bygget en børnehave, så de kan komme ud at lege.






og vi skiftes til at kigge efter dem.


ellers er det bare noget med at tage os en slapper i skyggen.



hvis livet ikke er hjertebulende, så ved jeg snart ikke.

Birgits himmelfartsdag

vores mor fløj op til vores far den 1. maj kl 16.
hun sov stille ind.