et lille pip

vi skal have dværgomelet i aften.

lost in space

vi er skiftet til Cybercity. lokket af løfter om at kunne køre ornligt sygt stærkt.

siden 11. august har vi været uden dsl-forbindelse, og efter i timevis at have hængt i et telefonisk venteværelse den seneste uge er jeg lige blevet forsikret om, at en servicetekniker vil se på sagen indenfor fem arbejdsdage.

de mener, at der er nogen, der har glemt at stikke vores stik i Cybercitykontakten.

om fem arbejdsdage er vi oppe på to ugers netfravær. vi skal desværre selv kontakte kundeservice for at undgå at betale for to ugers ikke-forbrug.

det slår sq næsten postdanmark.

jeg har en hane at plukke med dig

regnen har slået hårdt ned på paradehusets tag det meste af natten.
Carlo, Rasmus og Alfred har holdt galekonkurrence siden kl 3.
jeg drømte, at jeg klaprede rundt i træsko på brosten i gyder og fangede hanekyllinger. omgivet af bindingsværk og svalegange.

af de elleve høns har vi fire unghaner. Carlo tog têten inden han var kommet ud af papkassen og kunne have fortsat som flokkens leder en rum tid endnu, hvis han havde spillet sine kort fornuftigt.


man må ikke grine af en alfahane, men stive haneben og rituel dans er underholdende. desværre er han så overrumplet af sine hormoner, at det giver sig udslag i decideret mishandling af hønerne. de gider ikke blive trukket i fletningerne hele tiden. og er han en ballademager nu, siger sagkundskaben, at han kun bliver værre med alderen. det ender med, at jeg får en spore i nakken.

Rasmus er den flotteste af de fire fyre og den, der kommer nærmest idealet af en dværgfaverolleshane. sort bryst og grøn metalglans som en nypomaderet rockabilly.


adfærdsmæssigt lægger han sig desværre lidt op ad Carlo efterhånden, så han står på vippen. med mindre han tager sig sammen, når Carlo ligger og simrer i gryden.

Alfred er stor. og pæn. og anonym. jeg har ikke set ham banke damerne endnu. måske har han et godmodigt sind.


men han er ikke særligt spændende. med mindre han tager sig sammen, når Carlo er spist og Rasmus ligger og simrer i gryden.

og så har vi vores lille Ferdinand.


ham, vi en rum tid troede, var en Isabella. han triller rundt og er veninde med hønerne og siger ikke en lyd. jeg ville ikke blive særligt forbavset, hvis han gik med i redekasserne, når de begynder at blive interessante om nogle uger.


udseendemæssigt er han ikke noget at bygge videre på, dertil er han alt for kedelig og grå. men når Carlo og Rasmus er spist og Alfred ligger og simrer i gryden, kunne det være, han trådte i karakter og blev den galanteste tropsfører på vestegnen.
jeg hørte engang om en hane, der holdt solbærgrenen ned, så kyllingerne kunne nå bærrene.

hanerne har samme far som hønerne, så han skal kun bruges til en enkelt generation. men derfor kan man jo godt øve sig i at gøre sig umage.


se. det er væsentlige tanker at sidde at gøre sig på en grå, regnvåd søndag.
der skal tages en beslutning.
nu.
hvad synes du?

stik mig lige en betablokker

i forgårs var C og hans pengepung ikke lige på samme planet. det er jo sådan noget, der sker. så skulle han bare lige låne mit dankort samt pinkode, og så kunne vi komme videre i teksten.
da jeg skulle skrive koden ned på en lap papir, kunne jeg pludseligt ikke huske den.
det er altså ikke sådan et kort, der kommer frem til jul og fødselsdage. jeg var lige kommet hjem fra downtown Ballerup, hvor jeg havde stukket chippen ned i en hel del terminaler, og tastet de fire cifre med et kvart øje på displayet.
sjovt, ikke. haha, som hjernen kan spille én et puds.

i går morges skulle jeg tidligt op og afsted til Fyn til rundt fødselsdagsselskab. ud og hjem på samme dag. ingen kufferter, kun lidt rejselekture og en gave under armen sammen med den præprintede togbillet.
da vækkeuret ringede, vågnede jeg med et nervøst spjæt. en nervøsitet der tiltog i styrke, til jeg var et rystende nervevrag. jeg forstod ingenting. at tage toget til Fyn burde ikke være så angstfremkaldende. jeg mener, jeg har misset fly på adskillige kontinenter uden at føle andet end en lettere irritation.

en grundig ransagelse klargjorde, at nervøsiteten hidrørte fra den glemte pinkode. den var ikke dukket op i hovedet endnu. jeg har haft kortet i snart tre år og har tastet den kode mindst sekshundrede gange. jeg kan smage talkombinationen, jeg kender dens farve og kan se dens kontur. men jeg kan ikke huske den.
i Assens forsøgte jeg at komme med et bud tre gange i en pengeautomat, så nu er kortet spærret. det gør ikke så meget rent pekuniært, for jeg har et andet kort, jeg kan rive igennem maskinerne.

men jeg kan ikke huske koden.

til morgen vågnede jeg op, vel hjemkommet i går efter et brag af en fest med inspirerende nye bekendtskaber. jeg burde være begejstret og synge fra morgenstunden. men det gør jeg ikke.
jeg er ked af det. hænderne ryster. jeg er hele tiden bange for, at jeg har glemt noget vigtigt og at det pludseligt er for sent. jeg trænger til at lave huskelister, men tanken fylder mig med kvalme. jeg er handlingslammet og hænderne ryster, så jeg næsten ikke kan skrive.

det er sidste feriedag og jeg er ude af kontrol. som et lille rumskib, der er kommet ud af kurs.

jeg fylder snart 50 og jeg synes, det er lidt tidligt at blive dement.

det er til at græde over.

urtesnapserier

pluk urter i solskin midt på dagen. så indeholder de flest æteriske olier.
skyl dem aldrig. skyl aldrig urter. aldrig skylle. så skyller du olierne af.

brug Brøndums snaps, hvis du ikke kender en billig vodka, der ikke smager af noget. det er skønne spildte kræfter at bruge sprut, der smager af kommen eller lakfjerner.

en håndfuld blade eller blomster er som regel nok, med mindre du vil lave et koncentrat, der fortyndes før brug.

jeg afstilker bladene. stilke smager ikke som blade.

de fleste urter skal trække i mørke i en uge. undtagelsen er malurtarter, der kun skal trække et par timer. ellers hiver du for meget af giften med ud.
(bruger du bær eller rødder, skal de trække en måneds tid).

derefter filtreres og tragtes på flasker, som stilles mørkt.

de første år eksperimenterede jeg på livet løs. der står stadigvæk hilsener i skabet. efterhånden ved vi, hvad der er godt. for os.
så nu står der fem glas med citrontimian, perikonblomster, porse, fransk estragon og verbena og trækker sol og glæde ud.

de bliver kun bedre som tiden går.
men man har pligt til at prøvesmage undervejs.

det er agurketid

- og jeg har købt endnu et Alf og damerne.
inde i det møder jeg min fortid.

en af byens smukke lejligheder, som Louis og jeg boede i sammen med to veninder i firserne, er blevet offer for en boligreportage.

fint at gense hele molivitten. og ingen tvivl om, at der er tilsat hvid maling og bygget ud og privatiseret med eget badeværelse og dét.

og nu lærte jeg, at man ikke skal tro på alt, hvad man læser.
alt det, der bliver fremhævet som den nuværende beboers kreative kamp med 'rottehullet' er helt rundt på gulvet.

herhjemme beder jeg Claus undgå at bruge udtrykket 'baljeskid'. for jeg er så visuelt anlagt.

men ok. det dækker meget godt den verbale del af reportagen.

radiofonisk selskab

alt i alt er Facebook ikke så tosset.
hvis man ikke kan finde på noget at lave med alle sine venner, kan man altid liste rundt og besøge dem. og besøge deres venner. og besøge deres venners venner.
og så finder man noget.

F.eks. har Stenstrop en ven, der hedder Pedersen. og Pedersen er ven med Radiofonisk Selskab.

kan vi så lige bede om kammertonen og noget regnvejr. jeg skal høre radio.

hjertensfryd

alting tuller.
fødderne.
og tankerne.

Kit og Kat

så blev der stille

jeg har altid drømt om at bo sådan, at gode folk lagde vejen forbi. slog sig ned og blev. sådan noget skete ikke på en fjerdesals.
men drømmen har materialiseret sig.
i den seneste tid er det gledet mere eller mindre spontant ind med gode venner, søde naboer og kæreste familiemedlemmer, og jeg fjoller stjerneglad rundt.
dét er ferie.
oven i det hele bygger et badeværelse ikke sig selv. så den, der keder sig her, lyver.

i lørdags fik jeg lokket sønnike og hans smukke Kitchen til mig. og hurra. de faldt ned i klaveret og blev til i dag.

Kit og jeg er herbaristokrater. så når vi går en tur ned for at smugle en gulerod i hestene og på vejen opdager en samling vild sæbeurt, er vores lykke smurt.
så skal der produceres.
af med bladene og ned i morteren med dem.


på med en sjat vand og simre i en halv.


køle ned.


og voilá.
nu kan vi endeligt få vasket vores pibekraver og gobeliner.

tænk, at nogen engang fandt ud af, at denne smukke, velduftende lyserøde blomsts blade indholdt saponiner. sikke et tilfælde. den stod engang i alle urtegårdene, hvorfra den har forvildet sig ud til os.
goodbye, bio-tex.

imens sæbestofferne aktiveredes, blev vi nødt til at bage nogle boller for at have et sted at udstrø vores kærlighed, rosmarin og oregano.




og så. tog den ene sæbe den anden.



grøn mynte, æblemynte,


mexikansk stjernemynte, ananassalvie, almindelig salvie, rosmarin, verbena, citrontimian, almindelig timian, broget timian, citronmelisse, oregano, tallerkensmækker, hjulkrone og brudeslør.


vi sprang over hvor gærdet var højest og smeltede reven uparfumeret svanemærkesæbe. næste gang går vi til makronen med kausisk soda og glycerin. og ærmeskånere.

udstillingen var en succes.




og så skulle der skaffes.



i dag er de unge mennesker taget tilbage til storbyen.
og nu er her så stille.

bortset fra stormen.