livet er for varmt til at sove med ørepropper

førerhanen Carlo startede på at gale kl 4.48. og blev i første hug ved til kl 5.02.
mens han spankulerede rundt inde i det velisolerede hønsehus.
porten til hønsegården går først op som reglementeret kl 8.00 i weekenden.

så dér lå jeg med svedige fingre i ørerne og forbandede de store hønsehusvinduer, der som en megafon sender Carlo ud i æteren.
og undskyldte i det stille overfor naboernes svedige ører med fingre i, mens jeg lå og tænkte på den unghane, jeg havde fået serveret på Nørrebro Bryghus i går aftes.


vi orkede ikke at slagte ham til aften. istedet har jeg besluttet at klistre sorte sække på vinduerne. så tror han forhåbentligt i morgen, at det er blevet vinter. hvis det viser sig at være en succes, kan du se frem til at kende et hønsehus med grønne vinduesskodder. uden yndige hjertehuller i.

og Kaj har fået klippet pandehår igen.


så hun har spurtet rundt hele dagen og har fanget sommerfugle.

jeg løb ingensteder i dag.

triviel trivsel

ok. du tror på mig, uden at jeg behøver at dokumentere det med et dårligt billede.
enhver kan se et pindsvin for sig, der nipper Whiskas i sig fra en azerbadiansk underkop.


men alligevel.
fordi vi har haft en del ræve her indtil for nyligt, havde vi ingen pindsvin.
nu har skab øjensynligt gjort det af med rævene. desværre.
ræve spiser pindsvin. de tisser på dem, så de åbner sig.

rævepis er det værste i verden. det ved jeg nu, hvor jeg er gået i gang med Løgnhalsen fra Umbrien.

at jeg faktisk sidder og læser i en bog kalder på en fanfare.
det kom listende som en tyv i natten i forgårs. midt om eftermiddagen. pludseligt oprandt den. ferieroen.
det tog halvanden uge.
så var den der.

jeg bor her.


og sidder og kigger herover.


arj. det er bare løgn. vi arbejder som besatte.

men til aften stod den på Spaghetti Maria Grazia med små courgetter fra køkkenhaven i skæret fra Jupiter.

det er ferie.


endeligt indfandt den sig.

sommerferiepip

hej hej hej.


jeg hedder Kaj.


og jeg ønsker mig en pekingesersløjfe.

sol over Harrestrup

og imens hønsene har haft travlt med at spise alle blomsterne, har jeg revet, flået, samlet, poset og bortkørt 21 sække med tjørnehækkeafklip.
av min arm.

mens C bare sad.


ok. han rev, flåede, samlede og posede et forhenværende gulv.
projekt badeværelse begynder at tage form.

nu er jeg så spændt på, hvem der først skal op og pudre næsen i nat.

og falder i hullet.

dagens dyr

jeg kan ikke huske, hvad den hed. men da Louis var lille, læste vi en poetisk billedbog. igen. og igen. om en lille fransk dreng, der slap alle dyr ud af fangenskab. også en lille guldfisk, der havde boet i en bowle. 'hurra'. skreg guldfisken. 'jeg er fri'. og så drønede den rundt i havet. rundt og rundt. i en cirkel på 30 centimeter i diameter. (ok. saltvands- og ferskvandsfisk tog så vi en anden dag).

i dag var Claus og jeg inviteret på frihåndsfrokost i Zoologisk have sammen med Donald samt Madame og Monsieur Stenstrop. havde det ikke været for den lange kø, havde vi klaret at mødes under Gibbonaben inden de revolutionære 20 minutter.

jeg siger det, som det er. jeg var glad for mine overtræksere, selvom de ikke gør sig sejt sammen med en motorcykel i bytrafik. men lige så snart vi fik parkeret (fif: tag motorcyklen, når du skal i Zoo. så kan du parkere ved siden af fodgængerfeltet til hovedindgangen) og Donald fik passet os op med sin berømte paraply, stilnede regnen af, og vi fik +fire stive timer i behageligt vejr.

madkurvene blev monteret på overarmene og haven erobret.
først oplevede vi en Gibbonabe tisse og nogle pelikaner, der ikke var flamingoer.
og bjørnene bød på det første melankolske blik, der skulle følge os det meste af eftermiddagen.


man ihukommer Vonneguts Sirenerne på Titan.
hvem kigger på hvem.


og så var det ellers lige durk hen til elefanternes anlæg.
hvor sjovt er det mon at være elefant?



anlægget er stort. med en kæmpe indendørs afdeling, hvor man rigtigt kan lave papir af elefantefterladenskaber. og se videoer.
vi syntes idag, at elefantanlægget var melankoliens højborg.




det er vigtigt at huske på Zoos funktion som en artsbevarende bank. ellers bliver man selv for trist i det.

andre dyr virkede mere tralala og så ud til at trives.



hende her vil jeg gerne være i næste liv. eller giftes med.








vi har grinet og leget med ordene. og nydt varmen over at se det samme sammen i samme sekund. og spist. og sat pris på havens akustik.


og vel hjemme må vi konstatere, at vores høns ikke kan gå med en bold på næsen.

håndkraft # 2

Madame skrev om den afslørende håndskrift og det fik tankerne til at tulle.
min egen skrift er der ingen, der vender sig om efter på gaden.
den er et miskmask af

- skråskrift, som fru Ovesen i tweed og cardigan lærte mig den

- formskrift, indført af Dombernowski i tunika og pagehår.
fru/frøken/hr var nu afskaffet, men der gik endnu nogle år, førend klasselæreren hed Molly

- min evige bestræbelse på at kopiere vores fars smukke håndskrift

da mine søskende og jeg pakkede vores barndomshjem sammen efter vores fars død, overtog jeg et ark, som han hastigt havde nedfældet. måske efter en af bibliotekets kogebøger. måske efter et af BBCs madprogrammer. måske efter noget andet.
i sin tredie alder fandt han glæden bl.a. i køkkenet. og i fjernsynet.

jeg tager mange noter på mit arbejde. ikke at jeg nogensinde kigger i dem igen, men selve skriveprocessen får mig til at lagre. og skulle jeg ved et tilfælde kigge tilbage i mine notesbøger, ville jeg konstatere, at jeg ikke kunne læse, hvad jeg har skrevet.
det samme gælder min indkøbsliste.
med den i lommen gelejder jeg mig igennem supermarkedet. skulle jeg finde på at kigge på den, ville al tiden gå med at fundere over forskellen på æg og løg.

min fars liste er helt klart et notat, kun beregnet for ham selv.
men ud af 193 ord, er der kun tre, jeg ikke kan læse.


det bliver lige omvendt, når Louis om føje år sidder og kigger på en af mine efterladte sedler.


og derfor bliver mine rugbrød også forskellige fra gang til gang.

hvis du mangler inspiration til hvad du kan hælde på pasta udover kødsovs, har jeg nedtampet og lagt vores fars liste her. du må selv lade dig inspirere de tre gange, der står buppelup.

Velbekomme.
pift, når du sætter pastaen over. så er jeg der som et søm.

Freddy og ko

mit mailspamfilter er effektivt, og jeg er ret god til at undgå nyhedsbreve fra andre end dem, jeg ønsker at høre fra.
så da jeg så en mail fra Freddy, rystede bukserne. det kunne kun være den ellers rare nabo, der er blevet træt af Carlos daglige 10 x 6 hanegal eller er det blevet for meget med kattebardut på Freddys enemærke.
hvordan lærer man haner ikke at gale og katte at respektere territorialgrænser. man kan nå at hyperventilere mange gange på fire sekunder.

men nej. der er i hvert fald to i Danmark, der hedder Freddy og den anden bor på Langeland og har sendt mig et nyhedsbrev, jeg selv har bedt om for længe siden.

Freddy har fået en rigtig, rigtig god idé, tror jeg, som både jerseystude, naturarealer og kødædere kan få stor glæde af.

ganske vist kan jeg bedst lide at stå med klumpen i hånden inden pungen kommer frem, men nu vil jeg alligevel gå ud og overtale C til, at vi tager chancen og sparer sammen til en anmeldelse.

vi drøner jo alligevel i brugsen i tide og utide. og det her NETtorv er jo mægtigt moderne. man kan også købe nanoteknologi derhenne.

at føle sig jævnaldrende med Goethe

jeg skriver blindskrift, som det hed engang. nu hedder det tifingersystemet.
det må edderrådme være irriterende ikke at kunne det.

jeg kan latin, fransk og tysk. ikke at jeg elskede at lære det.
men det må edderådme være irriterende ikke at kunne det, i betragtning af, at det betyder, at jeg får så meget forærende på dansk, engelsk, italiensk, spansk, portugisisk og hollandsk. og sikkert også på esperanto.

ok. jeg kom aldrig til at nærme mig undervisningen i tifingersystemet i folkeskolen. mens de andre sad med skærme og svirpende pegepinde over tastaturerne og hamrede fortvivlet, knoklede jeg med at dumpe i latin og måtte tage den lille prøve om på ungdomsskolen.

senere dumpede jeg gang på gang i blindskrift på diverse uddannelsesinstitutioner, indtil jeg betalte mig fra en Scheideggeruddannelse, hvor bedst opnåede fejlfri anslagsantal pr minut talte som eksamensresultat.
men jeg lærte omsider teknikken (tast uden at tænke. tast uden at tænke).

tysk var bare sådan noget der dullede med i opvæksten.

ialt havde jeg tre års fransk-, fire års latin- og seks års tyskundervisning inden en mådelig studentereksamen og før livtaget med den eng/fr-korrespondentuddannelse.

ikke at jeg var begejstrende begavet. men jeg var dog klog nok til i mit første job at lade som om (i begyndelsen), at jeg ikke kunne skrive på maskine for ikke at blive sat til alt det kedelige.

og nå. for så at tage min søn som et nymodens eksempel, var han, allerede inden han blev nonfirmeret, bedre skolet som projektleder, end jeg nogensinde bliver.

men måske kunne almendannelsens tidsrelaterede grundværdier en dag mødes på midten?
jeg mener. seks års tysk og en kasserollebøjning til tak.
men tak for tifingersen. og latinen.

[kærlig hilsen mor - inspiret af Fru Green]

madmor - en identitet eller en rolle?

Mads lider ikke af morsyge, når madskålen er fuld.


undtagelsen er, når han returnerer efter endnu en uge på gikkengakken.

tidens kvinder

da jeg var lille, lå vi på landet om sommeren.
det betød Irmatyggegummi i blisterpakning fra landliggernes Irma, der bogstaveligt talt blev pustet op til sæsonen.

senere opdagede jeg, at det stedlige skolebibliotek holdt sommeråbent og så lærte jeg om cumulusser. cumuli.

lommepengene blev sparet op til en Illustreret Klassiker fra boghandlen overfor slagter Danilesen med de sirlige letrasetbogstaver på slagterdøren. han hed naturligvis slagter Danielsen, men sådan var det dengang. kiksede fotos blev også nøjsommeligt klistret ind i albummet. man måtte leve med det.

min far lærte mig altid at have en krone på lommen.
han forærede mig to enkroner. den ene havde han boret et mærke i. når vi sås i Tisvilde (han var nemlig arbejdsramt), og jeg kunne fremvise den mærkede enkrone, fik jeg en ny.
shoot hvor jeg vred mine hænder, dengang jeg var kommet til at købe tohundrede pinocchiokugler for den mærkede.

og så så jeg Don't Look Back sammen med min far i den lokale bif og fik min første batikfarvede t-shirt forærende af min mor.
de formerligt kastede mig ud i ungdommen.

så dér stod jeg med flagretænder og vimpelhår og var verdens letteste offer for Alt for damerne.

da family og jeg var på ferie sammen forleden, købte jeg naturligvis et Alt for damerne igen.
takket være Lone Kühlmanns chefredaktørpost i 88-90 står bladet stadigvæk på samme potentielle horisont som Weekendavisen. hos mig. (ja, ja. du griner. men sådan er vi så forskellige. jeg læser ikke lyserøde aviser).

og så er det, at jeg kommer til sagen.
i ugens Alf kom et brev.

kære brevkasse.
jeg er 27 år. jeg har været igang med mange uddannelser, som jeg ikke har fuldført og arbejder ikke. min mand arbejder hele tiden. vi har et barn på tre år.
hvad skal jeg gøre. min mand siger, at jeg skal arbejde. jeg vil kun arbejde en lille smule, hvis det skal være. jeg ved ikke, hvad jeg vil. måske vil jeg gerne være psykolog, men hvem kan bruge sådan en som mig.

Coacheksperten, som ikke hedder Mogens Frohn, foreslår den unge kvinde at tegne et livshjul. sådan en tilfredshedsoversigt.

der var også et interview.

kære journalist.
jeg forelskede mig i en cykelrytter.
jeg valgte min karriere fra og fik tre børn med en mand, der tog puden over hovedet når børnene græd om natten. i 16 år drejede alt sig om ham derude i det fjerne, hvor han end var.
nu er han pensioneret og jeg har fuldtidsjob. og han glemmer at hente børnene i institutionerne. men sådan er det.
sådan er det.

og Elise Gug har kreeret en sød Audrey Hepburn i microfiber. hvid.

og hvad du ikke ville vide om Audrey: hun sang Happy Birthday Mr President i 63.
året efter Marilyn.

nu kan jeg ikke synke længere.
jeg var ellers lige begyndt at tro på os som køn.
hå!

nordenbugts

da Claus lige havde skiftet koblingen.


du ved skiftet koblingen, ing. som vi andre skifter underbukser, trillede vi til Gniben.


for at mødes med resten af rejseholdet.


vi er en meget lille cirkus.





og vi slipper aldrig hinandens hænder.


og vi har spist ALT for godt fra havet.





hvornår har du sidst bagt snobrød?


vi bliver aldrig sultne igen.


at dejse om.


mæt af glæde.

lykken var forbi Køge havn idag

billedet er lånt fra Østsjællandske Jernbaneklub

nede i Køge har de kaffe på én stavelse og te på to.
på havnen har Toldboden Braunsteins Viking IPA på fad med udsigt.
og Tina sælger røgede sild og grove fiskefrikadeller, der er så store, at de ikke kan være i en baglomme.
om det så var Østsjællandske Jernbaneklub, gav den en tur. og jeg græd melankolsk ned i brune lædersæder. bagage hensættes under sofaen. med messinghåndtag til midtergangsmatroser, elpærer i loftfatninger, læn Dem ikke ud og hvis blot en medpassager forlanger et vindue lukket.
og jeg ville sådan ønske, at jeg havde taget mit kamera med.
Claus og lokomotivføreren blev dus og jeg var i mit es.

så gjorde det ikke så meget, at Køge Korn havde lukket. hønsene er begejstrede vildtfuglekornblandingsmisbrugere.
og motorcyklen kender nu bagvejen til Køge, så vi tuller bare derned igen.

at have al tid i verden.