tiderne skifter

jeg ser det flere steder, bl.a. hos Anna (jeg) Anna, som jeg trofast besøger under vejr med mig selv.

alting var meget bedre i gamle dage.
dengang, der kun var et overskueligt antal weblogførere.
pionerånd. noget på hjerte. noget med smerte. sex og had. inderlighed, oprigtighed og anonymitetens anarkistiske frihed.

og jeg har set det før.

(da jeg var yngre, medskreg jeg dagligt af frustration over normaliseringens klamme ånd. valiumspøgelser. vanillestank.
de hvirveldansende fritænkere, -steder og -stader, der satte sig til rette som bredrøvede høner på hjalet, godt hjulpet på vej af de, der kom til, da der ikke længere skulle kravles over et plankeværk).

og ved du hvad.
sådan er det.

og vi har to muligheder. at
1. sidde og græde snot over, at man ikke længere kan få to pinocchiokugler for én øre.

2. være, der, hvor vi er.

alle har ret til et samtaleforum.
og det er ret let at sortere og følge de weblogs, der ikke er lige gyldige.

og hvis det åbenbart i virkeligheden handler om, at du har lækket dit inkognito og nu er nervøs for at naboen, veninden, kollegerne eller mor ikke bifalder dit indlæg.

og hvis du i virkeligheden synes, at livet er en hund, der bider sig selv i halen og der ikke er nye overraskelser at falde bagover, som årene går.

så er det ærgerligt for dig.

og så har du to muligheder..

amerikanerne forstår ingenting. heller ikke britisk.

det kan du ikke være bekendt, DR2.
jeg kunne godt have nøjedes med den ægte vare de næste fem søndage.

Philip E. Marlow. jeg havde sådan glædet mig til at gense dig.

lykke er en allemenneskeret

da jeg var ung i, for det var jeg også engang, dengang i går stod du ved afgrunden, i dag er du kommet et skridt videre var hovedingrediensen i urtetheen, stank begrebet Lykke af forloren kolonihaveidyl og småborgerligt blår i øjnene. jeg vidste bedre. jeg var skolet i Marx' elendighedsteori (hallooo Wikipedia)?.

senere fik jeg råd til at læse dame- og andre blade og lærte, at Lars Hug og dem var kommet til den erkendelse, at Lykke er noget der sker i små sæt. et splitsekund. et øjenvippevift.

så blev jeg indviet i spiritualitens grænseløshed og lærte om Nirvana.

nu er jeg midaldrende. og hvis du er ung og læser med, så glæd dig.

guderne og sundhedsmyndighederne skal vide, at jeg ikke er særligt tæt på at nærme mig Nirvana.
jeg sover for lidt og for meget.
jeg spiser for lidt og for meget.
jeg drikker for lidt og for meget.
jeg bevæger mig fysisk for lidt (for hvem? hvem har sagt, at det er naturligt at spinne tre timer om ugen i en svedehytte)?
og jeg har for meget blodtryk. nå ja, og en tand, der trænger til en kærlig hånd.

ind imellem føler jeg mig meget dødelig.
men jeg er lykkelig. sådan grundlykkelig.

jeg vågner lykkelig om morgenen, når min smukke mand står op.
og ligger og kigger fra mit hjørne af sengen ud i paradehuset, der strutter af liv og omsorg.
og så kigger jeg ud på hønsene, der lige er hoppet ud i gården og går og håber på, at jeg snart kommer ud med dagens højdepunkt i form af middagsrester med havregryn og fløde på.
jeg kan høre kattene, der sidder på verandaen og vræler på morgenmad.
og jeg kan høre fiskene, der smasker for at fortælle, at de også er der.

med en sådan start på dagen kan det kun gå godt. for mig.
og det gør det.

nå. men alt det her (som jeg har fyldt dig med før) siger jeg kun fordi, jeg kom til at tænke på, at hvis nogen ved, at livet er en urimeligt svær størrelse, så er det mig.

og hvis sådan en livskvajepande som mig siger, at det kan lykkes at vågne hver morgen og tænke. shit, jeg er lykkelig.
så kan du også.

held og det.

(ja ja. jeg ved godt, at den evindelige, spirituelle lykke er defineret som uafhængig af resten af verden.
det kigger jeg på i næste liv).

grødhoved

det er meget træls at have sådan en særlig og interessant sygdom, som jeg har fået.

i bølgedalene skriver jeg frådende emails, kvækker i telefoner og planlægger til op over øjenbrynene. kalenderen er tripplebooket for i morgen.

på de dinglende bølgetoppe nyser jeg og pudser næse. og hoster. og nyser. og pudser næse. og hoster.
det, der startede med en elegant halsbetændelse, er nu mindre flatterende.
jeg kan nyse 22 gange i træk. og jeg siger dig, der er lyd på.
og jeg kan hoste, så alle hundene i nabolaget gøer med.
jeg har snart brugt alle 30 pakker kleenex.

og jeg er træt af at skubbe øjnene tilbage i deres huler.

us-ynkelig

i nat tryllede noget af mit hold i nakken sig om og satte sig i halsen.

det er lidt svært at opretholde den fikse idé om, at

1. jeg aldrig bliver syg
2. jeg aldrig bliver syg om sommeren

nå. men så har jeg da bare arbejdet hjemmefra med én kat på skødet (Mads er på sympatiwalkabout. han kommer hjem igen) og et øje på hønsenes hverdagstrommerum:

7.45 ud af fjerene og på gårdtur
8.00 Carlo galer og haven åbner
8.15 morgenfodring
9.00 formiddagslur


10.00 regnormejagt og fri leg
10.30 formiddagslur


11.00 regnormejagt og fri leg
11.30 formiddagslur


12.00 frokost
12.30 middagslur


13.00 regnormejagt og fri leg
14.00 eftermiddagslur og videre i den dur

det kunne være, vi kunne lære noget af høns.
der er jo ingen der siger, at man skal spise regnormen.

hold mig i nakken

i de to forløbne døgn har jeg testet, om man kan være lykkelig med et hold i nakken.

i går kunne jeg næsten ikke. men Claus fyldte mig med piller og inviterede mig ud at spise på tyrkisk.

i dag kunne jeg næsten heller ikke. men så kom Brorsan og family forbi med cremant rosé de bourgogne til Farmerfasan i flødesauce med nyopgravede kartofler og waldorfsalat og Bolettes Barbaresco.
og fra havespisestuen kunne vi holde øje med, når de tændte bålet, så vi lige kunne pile ned og synge med på omkvædet inden jordbær med is.

og nu sidder jeg her. og ja.
det lykkedes.

byens bedste Brazil

Brazil for udenforstående


Brazil for uforstående

update.
hvor er jeg mutters, når jeg tror, ingen forstår min vittigheder.
kanske de bare er for tynde.
eller for smalle.

glæde

tænk. nu har jeg været mor halvdelen af mit liv.
jeg synes, jeg altid har været det.

det var mor

det slår aldrig fejl. efter årets korteste nat vågner jeg lige inden kl 06.10.
således også i morges. for 25. gang i træk.
jeg lå og strittede tæer og tænkte på ham den bette, der havde krøllet ørerne af bare anstrengelse.
til det var passende at stå op.
slog i bolledejen og skrev kortet.
om lidt må jeg pakke gaven ind. og om en time er det ikke for tidligt at tage afsted med morgenmadskurv og det, der hører til.

man bliver aldrig helt færdig med at være mor.

STOP lange dyretransporter

billedet er lånt herfra.

"Alt for mange dyr transporteres i dag på de europæiske landeveje under helt uacceptable forhold.

Det alvorligste problem er, at dyrene ofte transporteres i alt for lang tid. EU's regler tillader i dag transporter på op til flere døgn. Lovgivningen skal laves om. Levende dyr til slagtning bør aldrig transporteres i mere end otte timer.

Støt 8hours. Målet er at samle 1.000.000 underskrifter. Det vil EU's politikere ikke kunne ignorere".

du kan skrive under her.

et nålesus går gennem stuen

der er efterår i luften.
kattene ligger med alle fire hjul i vejret og kyllingerne skutter sig.
brændeovnen strutter forgæves.
vi pulser på små projekter på hver vores pc. og hører musik, fra før flotte fyre gik af lave.

mit højre øre blopper. altså er jeg

mellemørets tre berømte knogler, hammeren, ambolten og stigbøjlen, hedder på latin malleus, incus og stapes.

det er på stapes, det sker. her sidder en lillebitte muskel. ikke nok med den er lille. det er også din eneste muskel, der reagerer på lyd. den hedder stapediusmusklen. eller mere sexet: musculus stapedius.

hver gang en lyd er lige lovlig høj, trækker musklen i stigbøjlen og dæmper dermed den svingning, der er på vej ind i dit indre øre med ca 5 dB. (forudsat at lyden ikke serveres så hurtigt, at dit system ikke når at reagere).

min højre musculus stapedius kan også noget andet. den kan få stigbøjlen til at uophørligt at tromme på den ovale vinduerude ind til det indre øre, når jeg har for travlt.

hvad jeg så skal bruge det til.

genvejen til mandens mave

man tager et hjerte og glemmer at smørre det.

så går man ud og graver en håndfuld kartofler op på størrelse med coloradobiller.
mens kartoflerne koger fem minutter, halverer man en kasketfuld sherrytomater.

en kop mælk røres sammen med en slat mel i en skål.
6 æg piskes i og krydres med salt og peber.
en stump gummiost rives eller finskæres og hældes i æggemassen.

kartoflerne halveres og hældes i massen sammen med tomaterne.

da man nu ikke har smurt hjertet hældes en sjat tidselolie i massen som hældes i hjertet, og hele baduljen sættes i varmluftsovn på 180 i ca 20 minutter.

imens steges seks skiver bacon og en håndfuld purløg hentes ind.

når æggekagen begynder at svede er den færdig. bacon og klippet purløg over, mens rugbrødet ristes og voilá.

tandsmør, øl og snaps tilsættes efter behag.
retten kan varieres i det uendelige.

fattigfirsernes juveler

der skete så mange fantastiske ting for 25 år siden.
det vigtigste først. kl 6.10 den 21. juni fødte jeg vores søn.
Louis kom til verden akkompagneret af solsorteskrål efter at have brugt 6 timer på at bore sig ud på årets korteste nat.

hvis man regner på det, kan man så regne ud, at vi skal fejre 25års lige om lidt.

jeg vidste godt, at jeg ville blive alene med ham.
og da han var to år flyttede vi på et værelse i et livligt kvindebofællesskab i et ikke mindre livligt storkollektiv. et hjørne af værelset var Louis' chambrette.
jeg kunne forberede mig på næste dags undervisning, når den bette var faldet i søvn. det var i denne periode, jeg finpolerede på mit ninjaåndedræt.

det gik ikke i halvandet år. så var jeg slidt ned til et brystbillede.
skuffelsen over at blive vejet på Kvindehjemmet på Jagtvejen og fundet for let opvejedes af, at socialrådgiveren dér stak mig et telefonnummer til Boligfonden for enlige mødre og fædre.

et par dage efter var Louis og jeg på Frederiksbergs Virginiavej en kold januardag for at få fremvist en lejlighed på Boligfondens kollegie, der var etableret to år forinden.
huset, der huser kollegiet, var oprindeligt ladet opføre som hvilehjem for enlige (jeg tror, det hed jomfrunalske), aldrende lærerinder i 1870erne af en hjertestor lærerinde, der hed Maria Bojesen. i dag består huset af 13 lejligheder på ca 20,754 m2. i snit, fordelt på tre etager. et par stykker af dem er lidt større end gennemsnittet.

Anna, som skulle fraflytte sin lejlighed, var ikke hjemme, så vi kunne ikke komme til at se den, men Louis og jeg var pivligeglade. der var postkasse på legehuset i baghaven.
så vi sagde ubeset ja tak. og tak til.

og så flyttede vi ind og levede nærmest lykkeligt i halvandet år på Virginiavej. sammen med gode kvinder med hår på brystet og en enkelt far til to. og børn på Louis' alder, hvoraf nogle stykker stadigvæk er hans venner.

og nu har vi fået en indbydelse. til fest på Virginiavej. i anledning af kollegiets 25 års fødselsdag den 28. juni.

jeg er fyldt til proppen af taknemmelighed.
firserne var et helvedesårti.
Boligfonden gjorde det til et guldrandet helvede.
det er værd at fejre.

dresskoder

noget af det dejligste ved at være kvinde er, at vi kan gå i kjole.

så det gør vi.


(lørdag: Louis' far og hans perlekæreste til fest for fulde gardiner og familiens nyslåede professor).


(søndag: gode venners nabokone poserer).


(stadigvæk lykkelig søndag: frøken Kaj og veninde promenerer).

man ved, det er sommer

når kyllingerne danser på bænken


og C jager kartoflerne.


godt jeg fangede rødspætter på vej hjem fra arbejdet.

livet er set værre.

hehe

jeg har fået bragt antallet af venlige mailmorsomhedsvideresendere ned på en enkelt guldhøne.

har du også fået denne her med posten?

Jeg havde udfordret min mand til at ta' sin del af husarbejdet og han besluttede sig for selv at vaske sin skjorte.
Han havde været i vaskerummet i ca. to sekunder da han råbte: 'Hvilket program skal jeg bruge?'

'Det kommer lidt an på', svarede jeg. 'Hvad står der på skjorten?'

'Manchester United'.

vores liv i en kop

det var ikke kun C, der måtte få gaver i mandags.
og endeligt forstod vi, hvorfor Alberte ikke havde tid til at lege i lørdags.


bork.


Misse, Mads og fiskene.


sum.


og så kan kyllingerne godt begynde at spytte nogle æg ud. vi er parat til at gribe.

og Claus går og klapper på alle sine gaver

han fik sig sin zoom.
eller hvad det nu hedder.


han fik taget sig et billede af sin kwun.
hvad er det nu, hun hedder.


og nogen fik taget sig et billede af ham.

og han duvede i glæden af gode gæster.
og hele haven sang.
og jeg var den sidste der gik i seng.
til nattergaleklang.

klokken er 00.00

nu er Claus 50.

Undskyld, Hr

... må jeg byde Dem et kys - lige midt på runddelen?

bier og blomster

nu skal det hele ikke handle om biler. eller kyllinger. eller noget.

så C og jeg sad på verandaen og kiggede ud i luften sammen. jeg tog udsynet til venstre og C tog den højre del af verden. der er godt nok gang i bierne, sagde han, så jeg drejede hovedet.

de sværmer sguda, sagde jeg.


og det gjorde de guda.

hvorfor sværmer bier.
hvad tænker bier egentligt på?
de kan have for lidt plads.
de kan være for mange til at dronningen kan fodre dem alle af med den dosis 0,0001 g feromon de hver har brug for dagligt, for ikke at få lyst til at flytte.
dronningen kan være for gammel, for syg eller for død.
det kan være for varmt i stadet.
eller noget andet.

hvorfor sværmede vores?
de er ihvertfald mange. og vi havde netop idag aftalt at sætte endnu et magasin med tavler til.
det er også varmt.
tjah. hvorfor sværmer bier.

som regel har de lavet en ny dronning, der er på vej ud af sin celle. så smutter den gamle dronning og tager et følge med.

det interessante her og nu er, hvor sætter de sig i første omgang. det er som regel i nærheden af stadet.
vi har haft en sværm om året.
vores første sværm fløj durk ned i en bitransportkasse. det var handyt. frem med et ekstra stade, der stod på lager og ind med dem. så havde vi en ny familie.

den næste satte sig på en gren i paradisæbletræet. frem med telefonen og finde en bifamilieaftager. nema problema.

jeg havde allerede fundet saven, papkassen og et lagen frem, da det viste sig, at sværmen valgte at slå sig ned på fronten af stadet.


og efter et par timer var størstedelen smuttet fra demo'en igen.



... der var efter al sandsynlighed ingen dronning med i sværmen.

så gik C til makronen.



han fandt dronningecellen med den nye dronning.
han fandt den gamle dronning. og fik hende og en del af følget isoleret i transportkassen.

det andet stade huser en bette familie, som ikke rigtigt fungerer.
man spørger sig selv hvorfor.
en rimelig forklaring er, at dronningen ikke er meget bevendt.

da vi kiggede den lille familie igennem, blev vi vidner til et af naturens store vidundere. en fødsel.
en bi bliver til.


kan du se hende den lille ny, der stikker næsen ud gennem navlen lige til højre for midten?


hun asede. og masede. for at komme ud af sin celle.
de andre var henne for at give hende et medfølende tryk på følehornet undervejs.


til sidst sagde det *pop*.
til højre ser du endnu en lille ny, der er på vej ud i slaveriet.
for et øjeblik siden var det en larve.

nu har vi følgende plan for i morgen.
den lille families stade fyldes med røg. alle bierne fylder sig i en fart med honning. evakueringsmadpakke. så tager vi de tykmavede bier og placerer dem foran det store stade. forinden har vi flyttet deres gamle hjem lidt, så de ikke kan finde det.
nu håber vi så på, at vagterne ved det store stade lader sig bestikke og lukker dem ind. og vupti. hører de honningfyldte bier til dér.

så tager vi dronningen og hendes følge i transportkassen og hælder ned i det tomme stade. og boink. har vi en ny sund familie.
elementært.

det er mindst lige så sjovt som Ludo.

nå ja. og så lige nogle blomster. og det.

har man hørt så galt! fire.

jeg ynder at omgås mennesker, der ynder at omgås mennesker, der ser det som en yderst fornuftig, praktisk og indlysende opgave at opføre sig ordentligt.
faktisk omgås jeg frivilligt kun mennesker, der har den livsindstilling.

det giver ikke nogle begrænsninger, jeg ikke kan leve med.

nå. men for at gøre historien kort.

min skæbnesvangre parkeringsbestræbelse (se evt her og her og her) for et halvt år siden, hvor en forsidepassager lukkede sin bildør durk op i siden på min bil, har nået klimaks 1.

da fnadderhovederne i den brune bil fastholder, at jeg kørte ind i deres åbne dør, har forsikringsselskaberne besluttet, at vi skal dele skadesomkostningerne fifty-fifty, fordi vi er ude i en påstand-mod-påstand-situation.

man ser det for sig.

a) jeg kommer drønende ned ad en smal parkeringspladsvej og ind i en ledig parkeringsbås uden at nedsætte farten. ser ikke den åbne bildør til venstre for mig tids nok og kører durk ind i den. døren rives stort set af.
da kæmpehakket i min bil ligger lige foran mit forhjul og da der ingen skrammer er foran på min bil, må jeg enten have nået at drejet skarpt til højre inden sammenstødet eller have ræset op midt i mellem to ledige båse til højre for bilen.


b) jeg triller langsomt ind i båsen (efter at have blinket til venstre goddammit. det er sådan en vane, jeg har) samtidigt med at forsædepassageren i bilen til venstre for mig åbner sin dør uden at reflekskontrollere i spejlet.
da jeg ikke har en chance for at reagere førend hendes dør sidder kilet ind i siden på min bil, fortsætter jeg en halv meters tid, inden jeg får stoppet min bil, hvilket river hendes dør stort set af.

klimaks 2 bliver en retssag, hvis jeg kan finde en advokat.

selv om vi ikke har kaskoforsikret veteranbilen, må vi nok ikke gå fra hus og hjem for at betale en halv dørreparation, en halv ny skærm til os selv og to gange en halv ansvarsforsikringsselvrisiko.

men de to snotnæser skal edderrådme ikke dø i synden.
forpustede lusepustere.
løgnere og bedragere.

splitte mine bramsejl.


huskeliste:
hav altid blok og pen i bilen

find uvildige vidner med det samme og få deres navn, adresse og telefonnummer

check om du og 'modparten' er enige i, hvad der er sket

skriv forløbet ned med underskrift af begge parter samt vidner

ring efter politiet (haha!) hvis I ikke er enige

weekendræs

Irene har ret. der skal sås i dag, for at der er noget at høste i morgen.
så i går var det slut med al den bænkesidning. der skulle sås. men før der kunne sås skulle der luges. og før der skulle luges, skulle der lige gøres hovedrent. og før der kunne gøres rent, skulle der lige vaskes op. og inden opvasken skulle der lige sættes en vask over.
og så skulle græsset slås.

og så gik den dag. det eneste jeg ikke nåede var at luge og så.
for jeg skulle jo også nå at feste.


og jeg synes det er lidt varmt. også i dag.


det er vi mange, der mener.