rhinestone cow

jeg har vundet en turban.
nej. det passer ikke.
jeg er så glad for at have arvet to jakker.
en grøn superelegance og en forvansket cowboyjakke.
en advokatsekretær var vokset fra dem.

kan du huske cowboyjakker. sidst jeg havde en sådan, var den fuld af stjernenitter, velourstrimler og et Gasolinlogo på ryggen.

så står man der i morgenmørket med sin lyseblå denimjakke. og vil jo gerne matche. så jeg fandt mine lyseblå jeans med pailletter frem. og den sorte top, der ringler af hinkesten. og det tunge bælte, der lyner af diamanter. og hårspændet, der blinker.
og cowboyderstøvletterne med de ekstremt skråtliggende hæle.

og så var jeg bare så glad for at C ikke var gået endnu. så han nåede at holde et troldspejl op.

og i aften spiller Neil Young i København.

jeg kan ikke sige, jeg er hans fan. dertil er han er for plastisk. jeg har aldrig kunnet følge med.
men han hører til i mit livs soundtrack.
hvis jeg skal nævne ti mænd, jeg har størst respekt for, er han på listen.

da vi for ti år siden fejrede Louis' nonfirmation, greb jeg chancen og holdt en tale.
og for at holde den tale indenfor det menneskeligt kaperlige, sluttede jeg med en fællessang med indlagt discjockey (tak til Caoimhes far, Kevin).
teksten lå selvfølgeligt under tallerknerne.

det var Neil Young's My Son fra pladen Old Ways.


sikke en skam, at den ikke er på YouTube med kunstneren selv. endnu.

ellers sad du og pudsede din næse. lige nu.

(Why are you growin' up so fast
My boy?
Oh, you'd better take your time.
Why are you growin' up so fast
My son?

Almost time to live your dream
My boy.
Oh, you'd better take your time.
Almost time to make some plans
My son.

Vacation gone, school is out,
Summer ends year in year out.

Oh, you'd better take your time
My boy.
I thought we had just begun.
Why are you growin' up so fast
My son?

Vacation gone, school is out,
Summer ends year in year out.

Why are you growin' up so fast
My boy?

Why are you growin' up so fast
My son?)

man bliver aldrig for gammel til et påskegæg

som regel leverer posten kuverter med ruder i.
firkantede uden hverken blyindfatninger eller andet festligt.

men nu har vi været heldige.
kuverten var hvid og anonym. men brevet. brevet er så fint. som det fineste gitterværk.
og teksten. teksten er foruroligende:

mit navn det står med balloner.
jeg får påskeæg til flere sæsoner.

og så er der ni balloner.

altsammen udmærket. hvis ikke det var fordi hverken Jonas, Alberte eller Caoimhe staves med ni balloner.

så vi er ude i tovene her i Harrestrup.

vi er faktisk dér, hvor vi ikke aner, hvad vi skal gøre og nok må ringe rundt og høre, om der er nogle, der kan hjælpe.

sikke en skam.
det ender med, vi må af med hønsepåskeæg med skæg og blå briller.

skabslykke

der findes samlere.
og der findes spredere.
C er at finde blandt de førstnævnte.
og vi er så forpustet heldige, at kende en af de andre.

så i dag kom jeg tungt læsset hjem fra visit.
med et snedkerskab fra gamle dage. som har været en morfars.
og fyldt med værktøj fra gamle dage. som de kun kunne lave det dengang.


for mig var det finurlige dimser.
og C kender formålet med og navnet på hele molivitten.

en nothøvl.


en mikrometerskydelære (arj. jeg kan ikke huske, hvad den hedder. men det kan den. brøkdele millimeter måles og fordres). her med en fed basse af en 5mm skrue.


en fabelagtighed, der kan noget helt unikt. C havde indtil for et par timer siden aldrig set sådan en i levende live før. kun hørt om den.


jeg har hørt 'nårh. hvor er den fin' så mange gange i aften.


og inden jeg nåede at virre med hovedet, var han allerede ved at hænge nye pølser ind på rækkerne til de gamle.


nu er det to timer siden, jeg så C sidst.


jeg er nogen, der ikke får aftensmad i aften.
der bliver indrettet.

hjemmesvir

kl 8.30 satte jeg mig rankrygget tilrette ved spisebordet og begyndte at arbejde.

kl 10 jog solen mig og laptoppen ind til en sammenkrøllet tilværelse i skyggen ved sofabordet.

kl 13 jog solen mig ud i haven for i ti minutter at kigge på alle de blomster, der *puf*puf* flintrer frem med flere centimeter i timen.

kl 18 jog jeg låget i med et glad smæld.

kl 18.30 jog jeg til Snekkersten for at deltage i en middag for nye kolleger fra alle verdenshjørner.
Malaysia til bords. Paris og Firenze indenfor rækkevidde.
det smager lidt af perlehøne.

kl 21.15 trillede jeg og tommelfingrene hjem igen.

godnat og tak for i dag.

opdatering:

kl 7.15 vågnede jeg for at undre mig over, hvor jeg egentligt havde villet hen med ovenstående indlæg i går aftes.
hvor er enden af garnnøglet?
hvad er meningen?
hvor er historien?
klimakset?
moralen?

der er ingen.
dette indlæg er en hoolahopring uden mål eller med. ny eller næ.
men. hvis der virkeligt er omkring 120 læsere, som bruger 30 sekunder på at læse dette, har jeg klattet en hel mande- og kvindetime væk.
en time der kunne have været brugt på velfærd.

rundstykke.

wilma! wiiiiiiiilma! wiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiilma!!!

der er kommet noget imellem mig og blogbot.
jeg føler mig udenfor. ligesom Fred gør sommetider.

my oyster is my castle

jeg bor i et glasslot af elfenben.
jeg passer mit og lader resten af verden sejle i sin egen sø.

når jeg transporterer mig rundt foregår det som regel i Passaten og i landzonen. jeg er en venlig bilist, der ikke lader mig ophidse af medtrafikanter. og der er fire radiostationer at vælge imellem. førerkabinen er min bunker.

når jeg køber ind, er I andre gået hjem.

så faktisk er jeg stort set kun sammen med mennesker i det daglige, som jeg selv har valgt til.

i dag var så en undtagelse, for i dag skulle jeg på posthuset og sende et anbefalet brev og til isenkræmmeren for at se på en brødrister.

posthuset havde én gæst før mig. en ældre rolatordrevet dame.

'goddag, jeg skal bruge to tusinde kroner til en bryllupsgave'.
'kan jeg få dem som en enkelt seddel'?
'nå. kan jeg få dem udbetalt med det samme, eller skal de bestilles'?

da jeg havde skreget af ned i en kuvert, forelskede jeg mig i hende. det var nok hendes største dag i lang tid. ude i bilen igen vidste jeg alt om det søde barnebarn, der skulle giftes og hvad det koster at blive fragtet pr specialtransport til brylluppet og hvem der har lovet at bestille bilen og hvornår Ballerupcenteret lukker om lørdagen og hvilken størrelse bukser, damen bruger.

isenkræmmeren havde én gæst samtidig med mig. en tømmermand i trediverne.

'nåh. har I sådan nogen forklæder. du ved, sådan nogen, hvor der står 'verdensmester' på eller sådan?

'ja. vi har et af Jamie Oliver'.

'årlrajt. er det med nøgne damer'?

Uffe hin telepat

tak.

alle disse bekymringer

vestvinduet står i en bue ind i stuen og rammer Cs fladskærm i nakken.
træskoene bliver våde ude på terrassen. hvis de ikke er fløjet væk.
Mads er allerede fløjet.

alle lydes moder

kender du det, når du får en ubønhørlig trang til med begge hænder at tage dig selv i håret. på begge sider af hovedet (sydvestligt i forhold til ørerne; der hvor det ikke gør så ondt). og frembringe årets rotte/fødende kvinde/norske skrig i dit stille sind:

AAAARRRRGGGGHHHH.

sådan får jeg det også nogle gange, når jeg læser weblogs.

helt ørligt.

beouf exotique

aftenens gæst har selv lært mig aftenens menu i sin tid.
men da min hjerne har rimeligt kort lukketid, tænkte jeg mig lige at google opskriften og tyvstarte.

blodrus

hvis Gitten Gas holder så meget af blodrodssnaps, så skal hun ha blodrodssnaps.


hvis jeg ikke tager fejl.


så smukke. så er det snart bare at sidde tilbagelænet og vente.

jaketkunst

jeg boede engang i en jakke. en sort læderjakke. en klassisk motorcykellæderjakke.
desværre med uden rødt foer.

Louis arvede den. eller hvad det er, sønner gør, når en beklædningsgenstand, der spadserer gennem nøglehullet, glider op under neglene i små bidder og en dag ikke hænges tilbage på moderens knage.

det er mange år siden nu. og jakken lever i bedste velgående. den kommer ud og ser lidt af hvert. og ser ud af lidt af hvert.
man kan vel nærmest sige, at den med alderen er trådt i en slags karakter.

Louis var ikke besynderligt tilfreds med pic'et her. så vi må hellere folde den ud og stille skarpt. en dag.

sove, drikke, æde, gyse

nu er der gået 73 timer siden akademiartisterne takkede, bukkede, lukkede og slukkede for denne gang. jeg har sovet 36 timer siden.
og vågnede op til den smukkeste frostmorgen. vi har for første gang i denne vinter været nede at vende omkring syv minusgrader i nat, så i dag havde Claus meget passende arrangeret unge, stærke kræfter til at grave hønsegården ud. bare sådan en
40 cm ned og væk.



Matthias startede dagen med at tø jorden med flammekasteren, mens Louis varmede spaden op.

jeg vimser rundt og serverer cacao og laver kartoffelsuppe og sympatigys.


og forresten. du kan godt trække vejret igen.


Søren stillede banjoen i nat.

flagremus

jeg filmede det ikke, så du må nøjes med at se det for dig.

Misse sidder og leger med en lillebitte mus. den får små søde lussinger med krum pote. en meters penge foran sidder en skade og kigger interesseret med. Misse er ikke født i går; hun har lært, at skaden er for hurtigt på vingerne, så hun ignorerer ham.
musen forsøger det bedste musetrick mus kan. den lader som om, den allerede er død. Misse er ikke født i går, så hun giver musen et klap bagi, så den tumler lidt fremad. Misse spænder bagfjederen for at springe på sin lillebitte tumlerfumler. skaden strækker nakken, snupper musen og flyver sin vej.

Misse kigger rundt i en fart, for at se, om der var nogen, der så det.


opdatering. nu er der lige en orn'lig motherfuckermarkmus der har bidt C i hans bare storetå ude i havestuen, hvor vi sidder og lytter på Holger.


jeg er ikke født i går.
jeg bærer skisokker.
kattene er vækket og arbejder på sagen med næserne under skænkhøjde.

adr.
min mand har kanske musetyfus.
om lidt.
adr.

øjs.

jeg spurgte min kollega i dag, om hans kone skulle have en kost. det skulle hun i hvert fald ikke. det dér med uden overraskelsesmoment, det bruger de heller ikke hjemme hos dem.

et par timer senere ramte snigende kollega mig bagfra med ordentlig buket cremehvidt. lige op i næsen. sådan en rigtig pæn en.
jeg blev skideforskrækket.

kollega havde også købt en til konen. for efter al vores sludder havde han besluttet, at var der en dag, han kunne overraske hende, var det nok lige akkurat dagen i dag.

sød kollega, ham.

en fisk

er en fisk

er en fisk.

gris de gris

Louis' far og jeg er også blevet venner via Facebook. nu er jeg venner med alle i hele verden derinde. undtagen lille Louis.
jeg er yngre end de unge.

og om mindre end ét døgn går Akademiet i luften for første gang og vi er nogle, der har arbejdet mere end indædt på, at jeg kan skrive sådan i aften.
så alt i alt er alt godt.

så godt at jeg besluttede mig for at skifte ham i anledningen af Akademidåben og derfor spurtede afsted klokken lidt i lukketid med nybadet hår for at finde en åben butik.
og jeg fandt et par ung-med-de-unge-bukser og de var lige så seje som Bowie's hedengangne.

én ting var, at de var lange nok (det er sådan en sjælden finte ved bukser). de var også trofaste på bagsiden. og i min kålhøgenhed lod jeg blikket i spejlet løbe videre fra linningen og opad. og hvad så jeg.

[gråt hår].

med udslagent hår er jeg fanøgaleme blevet gråhåret uden at nogen har fortalt mig det.
skidehamrende gråhåret.

C siger, jeg har været det længe.
jeg siger, jeg blev det i nat.

C siger, at han holder meget af gråhårede kvinder med store røve.
jeg elsker C.

togene kører ikke til tiden længere

undskyld.
Claus orkede ikke til sidst. et arbejdsliv i treholdsskift med fri hveranden weekend, en rigid fagforening, der lever et lukket liv om sig selv og baneDanmark, som alle i DSB får tæv over uanset. og så DSBazilla herself.

så nu er C i lighed med mange af sine andre xkolleger søgt tilbage til rødderne; ordentlige arbejdstider og ditto løn.
og de har fame travlt derude i det virkelige liv. så C kører på overlægeløn efter mørkets frembrud, mens jeg sidder herhjemme og bliver ældre. og endeligt spadserer min mand ind af døren som om han var en paraply.

kan du huske, da du var ung og var mødt op til en koncert i god tid. halvdelen af den indledende fornøjelse var at se lysdrengene vandre rundt med deres tårnhøje stiger mellem benene. ikke noget med at fistre ned og flytte og fistre op igen.

og sådan gør de stadigvæk i den gren. undtagen, hvis de får fat i en 'amerikansk stige', som udmærker sig ved kun at have trin på den ene side.

jeg ved ikke hvad der lige foregik oppe hos C til aften, da han glemte at han stod højt oppe på sådan en amerikaner og skulle flytte den nogle meter.
kan du forestille dig suset, når du svinger benet over toppen af en stige uden at holde ved - og der så ingen trin er på modsatte side.

han brækkede ikke noget.
men kom og besøg os i en fart, hvis du aldrig har set, hvordan en paraply går.

drengene tror, o.b. er en boldklub

det første voksenskrift jeg stavede mig igennem var pamfletten 'hvis krigen kommer', med forsidefotoet af en luftalarmssirene. aldrig havde jeg set sådan en så tæt på.
og det tog så lang tid at læse ordet 'hvis', at jeg bagefter troede, at jeg havde læst om 'når krigen kommer'.
og jeg forstod, at der var koldt i Rusland og at det, at nå at blive voksen, ikke var en selvfølge.

før jeg blev myndig, fandt jeg en roman i mine forældres bogreol, der hedder 'En kvinde er overflødig' af Knud Sønderby.
og nogle år senere blev jeg på handelshøjsskolen bekendt med arbejdsmarkedsbegrebet 'redundancy'.

ind imellem de to sidste oplevelser oplevede jeg at være myndig og i den grad redundant.
jeg kunne ikke komme igang med det studie, jeg betragtede som mit kald og havde haft planlagt siden børnehaven, fordi adgangsbegrænsningen blev indført netop dét år, jeg søgte ind. og jeg manglede 0.1 point.
vi var for mange unge.

det tiendedel point kunne man erfare sig til og jeg kom endeligt ind på mit danskstudie, som var en rygende ruin efter mange års slingrende leflen for 68ernes afterburners.
inden jeg opgav efter et par år i idiotiernes højborg, havde jeg fået opbygget en studiegæld til 18% i bankrente p.a., der klæbede ved i over femten år. og ufaglært arbejde kunne man ikke få.
vi var for mange unge.

lyde som SABAE og borgerløn og anarkosyndikalisme flød om ørerne, under neglene og ind i øjnene og sikrede en poetisk ryggrad i et samfund, hvor vi var for mange unge og risikoen for aldrig at kunne komme igang var absolut.

babyboom-boom.

nå. men det var dengang.
så forleden dag hørte jeg, at der lefles for det grå guld og tænkte, at det var da dejligt for dem.
indtil jeg bemærkede, at DGG bliver defineret som de 55 - 59årige.

mig om femtrekvart år, mand.

der lefles.
og jeg har fået et uopsætteligt akut behov for at finde ud af, hvad jeg har lyst til at beskæftige mig med resten af livet.

er det en krise eller et privilegie.

hipp hipp

vi tog Arken



til Skagen.



nu sidder man her med en venlig kat på maven og føler sig lige så bred og favnende som et modtageligt lærred efter en blid, lattermild og stimulerende søndag.
takket være mine yndlingssavklinger Donald og M et Mme Stenstrop.

har man hørt så galt! tre.

så var det jo at Claus talte med vores forsikringsselskab sidste fredag som kunne oplyse, at Jimmy-med-konen-med-bildøren og konen i deres skadesanmeldelse havde skrevet, at konens dør allerede var åben, da jeg kørte ind i båsen.
og så var det jo at mit dielselmaskineri satte igang og jeg fik mailet en harmdirrer til forsikringsselskabet.
der er kommet svar.

Angående jeres mail.


Vi har modtaget jeres mail og kan oplyse at vi afventer modpartens skade-sanmeldelse.

Vi vender tilbage når vi har noget nyt i sagen.
[...]

PS Fortæl, hvad du mener om dette brev - og vind 5.000 kr.


Vi gør os umage for at skrive breve, der er værd at læse. Men lever dette brev op til dine forventninger? Ring xx xx xx xx, tast koden xxxx, når du bliver bedt om det - og svar på nogle spørgsmål til en telefonbåndoptager. Opkaldet er gratis, og du deltager i lodtrækningen om 5.000 kr.

jamen. tror de, vi er indijoter allesammen?

jeg er dybt rystet, frue.
er dette serviceniveauet, som hr Danmark dagligt finder sig i?

jeg er dybt rystet, mand.
går fru sagsbehandler Topdanmark hjem fra dagens dont med en følelse af at have gjort sig umage?

jeg nægter at tro, at verden er blevet så flad.
pumpen er pudset og jeg er rustet til yderste tand.
nu skal de fame få kam til deres streg!