28 november 2007

indkaldt til syn


jeg håber ikke, jeg skal skrottes.
det har jeg ikke tid til.

26 november 2007

hjertebræk


mit hjerte svier.
mit hjerte svirrer ikke.
men det svier.
og har gjort det længe.
og så bliver min venstre arm træt.

og så bliver min venstre arm så pivtræt, at jeg næsten ikke kan løfte den.
tror jeg.
indtil jeg prøver.
mit hjerte sidder til venstre.
også selvom jeg er venstrehåndet.

nu tænker du nok.
men. siger jeg. det er et lykkeligt hjerte.
det kan godt være, at der er lidt gammel skidt i krogene.
det hører til tiden.
det kører til tiden.
og jeg går jo til yoga om mandagen.
og elsker meget.
mange.

mit hjerte er en motionerende, sviende muskel.

min mor serverede svinehjerter i valsetakt.
det kunne jeg ikke spise. jeg hadede aorta.

25 november 2007

kan jeg lige sige..

at jeg i aften har set fjernsyn for første gang siden vi flyttede til Harrestrup i marts. og jeg havde allerede gættet, at det var ham der Kopernikus, der gjorde det.

magismegisp

i går gik vi over til en ny tid. eventyrtiden.
den bliver jeg i resten af året.


Louis havde et af sine weekendteenagefødselsdagsrollespilsarrangørsengagementer og for at råde bod på, at han som barn altid blev fragtet rundt på cykeltraktorsæde, i bus og til fods i alt slags vejr og til alle tider, tilbød jeg at være hans chauffør. passaten er som designet til at transportere dødbringende skumgummisværd og magisk mel, ris og cacao og en bil er et genialt sted til samtaler af varierende dybder.

at så fødselinens mor er en dejlig dame, at familien er en dejlig familie og huset et dejligt hus trækker ikke fra. og at moderen er en overmåde effen kagekunstner, havde jeg heller ikke glemt.
vi måtte få et stykke kage med hjem. på størrelse med et villatelt.

jeg nåede også at stå i kø ude på fortovet i høj sol for at komme ind til Brønshøjslagteren og hente et kg skært lam og så hjem og lave simremad til Louis' far og hans smukke Hanne, for det var alt for langt tid siden og vi er pals og det er for livet.
i vintermørket blev der disket op med glitrende sommerbilleder og tusind tak! der findes så få pics af C og mig sammen.


der findes heller ikke mange af Louis' far og mig, men forleden fik jeg et par stykker til museet via Boston.


der er 25 år mellem de to liv og jeg lader dem stå et øjeblik, mens jeg med slet skjult begejstring konstaterer, at dobbelthagen var født allerede dengang.

og det blev en mørk og stormfuld nat med fuld fart på den eventyrlige bordelstemning


og rundt i livet på godt og grumt.

og så blev det søndag. og endeligt kom Claus hjem fra Mols. der må ha været ok langt fra Odden til Harrestrup i pisregn på motorcyklen. nu er det tid til gode historier omme fra P1 og småsludren mens brændeovnen flimrer, regndråberne pisker mod ruden og vi hver især nuller med vores vigtigheder.


alle fire.

slowfoot

i dag er den første planløse dag siden engang i september. bortset fra småtanker om at at få fjernet nogle rockerstauder, lagt nogle løg og nullet lidt i paradehuset. måske.

vejret er heldigvis gevaldigt ustadigt og den gruppe på el-tavlen der omfatter elpanelerne brød sammen med et hult suk efter midnat. så det er vigtigt, at jeg sidder her i sofaen med tæppet på og holder øje med brændeovnen og lytter på radiovrøvlet, drikker kaffen og læser mails og fordøjer de seneste dages gode samtaler.
C er på vej hjem fra Ebeltoft. det er 26 timer siden han tog afsted og jeg savner ham. langsomt.

23 november 2007

name dropping

hvis jeg ikke tog telefonen i går var det herfor:

Allan var in town.



sammen med Per Chr. Frost (og Willy Jønsson et al).


og det var mig og mine homies også:



Andreas, Claus, Martin og min yndlingsJonas.
bemærk flødeskæggene.

- mens I andre var hjemme og vugge.

se til venstre se til højre

jeg stivnede et sekund i dag.
og tænkte, er det noget, jeg selv har forårsaget?
har jeg på et tidspunkt været bange for trummerummen og er kommet til at trykke på magiknappen uden at være klar over, hvad jeg gik ud til?

min hvide bil fik et blåt øje i dag.
arj, det er løgn, siger du.
ikkenikkenej, siger jeg. den gik ind i en dør.

du tror, det er løgn. det kan ikke lade sig gøre.

men hør lige her.
på en halvtom parkeringsplads ved Irma i Skovlunde svinger jeg ind på min p-plads.
og den-parkerede-bil-til-venstre-med-slukkede-lygters-højre-fordør går op med et brag og jeg rammer dén dør klokkerent.

tal om synkronisitet.
det har sådan set karakteriseret hele dagen. eller rettere. hele ugen. ellere rettere. hele året.

jeg stivnede et sekund i dag og tænkte - shit kone. du kunne have ramt en af din egen art. men så sagde jeg også til mig selv sagde jeg: ok; hvis man bliver for udskiden, tør man jo snart ikke deltage i livet.

så. moralen er.

22 november 2007

'jeg læser blogs for at blive informeret om, hvad der rør sig'

jeg har været ved at briste i gråd to gange i dag.

første gang er meget, meget hemmeligt endnu. men der er løbet så meget kollektiv sved og blod og så mange tårer i den å, at anerkendelsen fra de hårde drenge er helt i orden.
(du spørger dig selv, hvad du skal bruge den information til).

anden gang var, da min lokale kvantemekaniker fik mig til at forstå princippet bag gigantisk magnetoresistivitet.


(du spørger dig selv, hvad jeg skal bruge den information til).

20 november 2007

min mor har fået en filejs

de personligheder de var, er de stadigvæk.
de personer de er, har de ikke altid været.

- og apropos fornuftig beklædning.


tag mig med til Samarkand.

19 november 2007

julestueschysh

da Louis var lille, for det har han også været engang, gjorde jeg mit for at der skulle være forskel på december og de øvrige måneder.
han har således spist sig igennem en hel dåse hjemmebagte oldemordiske jødekager og Händels Messias på kirkebænken i Store Magleby tilbage i december 1989.
uden at tage skade.

siden har vi signaleret til hinanden med et øjenbryn på den gode måde, hvergang de har spillet hallelujakoret i radioen. eller i Brugsen. sådan noget er guld at have med sin knajt.

guld er i det hele taget december. guld, røgelse og myrrah skær, som reflekterer den levende flamme.
og rødt.
guld og rødt.
så kan de gøre hvad de vil med deres blåhvide sølvjuletræer.
ikke at vi taler om jul her.
det er forbudt 11 dage, 23 timer og og 50 minutter endnu.

men ok. uden at skulle være juleorienteret, må jeg konstatere, at hvis ikke jeg river et kalenderlys ned fra hylden første gang jeg møder det i Brugsen, får vi ingen kalenderlys dét år.
ikke at der går nogen skår af os.
i år toppede jeg, og har købt lyset en hel måned før Sinterklaas. kald det hamstring. kalenderlyslavine.

ikke at hjertet blev blødere af dén grund.
bløde hjerter er forbeholdt december. ellers blir det for meget.

så var det, at nogle skønne damer lokkede. Ikea på en søndag i november. ambient lounge brunch.
og julestue.


jaja. sagde jeg. jeg vil da gerne med ud og kigge på et pudebetræk.
og nu står der en sæk i det-kommende-badeværelse og venter på 1. december.
hvem opfandt Ikeajul?
jeg tør slet ikke kigge ned i sækken. og jeg må heller ikke før 1. december. jeg tror jeg blev offer for for 600 kroner det-var-godt-nok-billigt.
men det var en hyggelig søndag.

og i går kom vi hjem fra Fyn.
og når man har valget imellem den forudsigelige motorvej og Sjællands kringlede historiekroge, er det ikke svært.
Ledøje huser en god gårdbutik. glade lam og herefordkød i allehånde udskæringer og forarbejdninger.
de har også dimser.


og julestue.





jeg må ikke fortælle jer, hvad jeg havde med hjem førend den første december. men det var et rødt røverkøb. så bare se frem.

turen går til Tivoli.


og det var i dag.
jamen har det aldrig en ende.



kulbækkener og nissetuba.
pelse med portvinsfnisende damer i.
og en glad og dejlig dreng, der holdt ud hele vejen.
lige fra Georg Carstensen til Ditto Jensen.
jeg er ved at vænne mig til tanken om december.


bare vi ikke blive trætte af den, førend den kommer.

17 november 2007

farlig fredag

tilegnet /many

C og jeg tog også tjansen og lagde motorcykelsæsonen i seng på Fyn, mens vi pustede ud mellem kædedansene ved hønsehusets kakkelbords sirligt udplacerede portrætter.

den fynske gæstfrihed har præget det seneste døgn i en grad, der lamslår mig igen og igen. og igen.
jeg gad godt være fynbo.

også fordi de har så tæt adgang til ressourcerne.
se nu bare hvad jeg faldt over i morges langs med morgenkompletten hos de fynske sjælevenner (og vi bruger ikke buzzord her) der leverer varen. se nu bare, hvad jeg formerligt faldt over. i min egen størrelse.



et dybt blik i Cs øjne og tiøren faldt med et brag.
man har jo brug for noget på fødderne, ing.

16 november 2007

hot flush


jeg vågnede kl 2.30 i nat med en mare på brystkassen.
og svedte så meget at jeg, da natten var omme, havde drukket en liter vand. der var for lidt luft og lungerne gik i en lille desperat bro.
dynen kunne vrides. tankerne var sorte. sådan á la stakkels Claus. når han vågner i morgen og er enkemand.
jeg overlevede og var faktisk vågen det meste af natten. drivende af sved og lidt skræk.

da jeg stod op i morges slog ordet mig pludseligt.
hedetur.
det troede jeg ikke, vi brugte hos os.

er der nogen, der vil med i klimakteriet?

13 november 2007

NÆH!



og nu. på med hat, paryk og vanter. ind til byen og afgive to stemmer før frokosten venter hos Gitte Kik.
det er mig der bestemmer.
hele dagen.
Brorsans hustru bestemmer i aften. så skal der være familiær folkefest.
med fjernsyn.

12 november 2007

god morgen


god dag.

11 november 2007

rapport fra en gyngestol

om to dage fylder jeg 49.
for ni et halvt år siden blev jeg færdig med den uddannelse, hvis stamme jeg hovedsageligt sidder op af i dag. jeg nåede det lige inde jeg blev fyrre. piewhas. om lidt bliver jeg halvtreds.

i bagagen havde jeg to år på Københavns Universitet på Amager i årene omkring firs, hvor jeg læste dansk - et studie, jeg havde besluttet mig for som femårig (eller dyrlæge. eller jordemoder). to år tog det, førend jeg indså, at danskstudiet på det tidspunkt var så tyndt og udvandet at det var spild af alles tid. og jeg var ikke stor og stærk nok til at gøre noget ved dét.
de to år gav mig ballasten til efterfølgende at lave videokånst, barn og kostumer i en årrække.

næste gang jeg forsøgte mig med en uddannelse var på Handelshøjsskolen på Frederiksberg i midtfirserne, hvor det blev til en engelsk-fransk korrespondent.
hvilket førte direkte til en galopperende karriere i disciplinen smallere klassisk musik.
og brød på bordet takket være soundtrackfænomenet.
men så blev jeg træt af at være købmand, så

sidste gang jeg satte mig mig på pladsen lidt til højre for katederet var det en uddannelse som hospitalteknisk assistent via Frederiksberg Tekniske Skole, der stod for tur.
og vupti. Firenze Nattergal var født.

og efter ni et halvt år må jeg konstatere, at jeg i dag bruger alt og intet af, hvad livet har ført med sig.
intet har været tilfældigt.
alt bliver skal opfindes dagligt.

at gøre spor

ih hvor har det været begivenhedsrigt.
i går morges skrabede jeg isen af og kørte hen og tankede, friserede og vaskede bilen inden turen gik ned gennem det sjællandske ad E47 til afkørsel 49. afkørsel 50 er Rødby. derefter en halv times tid gennem det lollandske solbeskinnede landskab. over Kramnitze til Dannemare.
i morges kørte jeg samme vej tilbage efter at fjernet de sidste festspor sammen med de øvrige gamle elever, som jeg for flertallets vedkommende ikke, eller kun sporadisk, har set i løbet af de ni år der er gået, siden vi tog vores uddannelse.
på Lolland er man ved at tage roer op. det tog bilen så ilde op at den blev helt snavset.
nu står den derude i kulden og bliver hvid igen.

08 november 2007

rektrice - c'est moi

de, der belemres med mit skrog og blod ved, at jeg er glad for mit arbejde.
mit arbejde føjer sig nemlig også efter mig.
eller rettere.
mit arbejde og jeg vokser sammen i en stadig symbiotisk sjæler.
det lyder fjong, ing?

i dag fik jeg mit livs gave: at oprette og drive et internationalt akademi.

jeg er
bare sådan helt. for hevled.
jeg er
nærmest lidt stolt. hvad er det nu de altid siger, dem der får den der Asger?

tak?

flickr flackr

hov.
alle mine flickrbilleder er væk. undtagen de allerallerførste jeg lagde op derinde.
uden at jeg har trykket på noget som helst. faktisk har jeg ikke været derinde meget længe. det er måske det, der er fejlen.

så hermed en advarsel til alle, der går og regner med at kunne gemme ungdomsbillederne på Flickr til børnebørnene.

update: vupti: nu er de der igen. så jeg afblæser lige revolutionen.

07 november 2007

lykke er


at bore næsen ned i en sort, blød kat, der dufter af nyvasket sengetøj.
ozon længe leve.
og nu bliver det salvelsesfuldt - kom så ikke og sig at du ikke blev advaret:

lykke er
endeligt at befinde sig i et kapitel hvor livet er rimeligt enkelt.
og at evne at indse dette, mens det pågår, er en af dette forpustede livs største gaver.

enkelthedens velsignelser er nemlig ikke just en tidstendens, vel?
de færreste af mine nærmeste finder det relevant at sidde og klappe ekstatisk i hænderne fra morgen til aften.
en af mine nærmeste gennemlever oven i købet lige nu et vågent mareridt, der ville slå ethvert gennemsnitsmenneske i ethvert spil af pinden.

denne nærmeste bliver stående. håndterer. og forcerer.
denne nærmeste er min verdens smukkeste og klogeste galionsfigur.
hendes skib hedder Lykken.
i al heldighed.
amar.

06 november 2007

et kig i kloakken



det er ikke så tit, jeg husker det.
men at løfte på låget til spamcontaineren kan være ret informativt. indtil for et øjeblik siden var jeg således ikke klar over at jeg er gennemskuet så ok, jeg springer ud:

godaften, mit navn er Billing Information.

for resten af tekstens vedkommende, vedkender jeg mig også, at de røde streger er mine egne.

05 november 2007

dagen har været så lang





- og det har jo ikke været pjat, det hele.
en enkelt formiddagstime så jeg mit snit til at stikke af.
nu er jeg mæt af dagen, så du får ingen sladder. lad i stedet billederne tale for sig selv.
vi er i Budapest. nærmere Pest. og Donau kender jeg så godt snart, så du er nu tvunget med på en off-tourist-off-river rafting.








centralkrusedulisme

man læser og hører så meget om, hvor uhyggeligt der er ude i den vide verden.

jeg vil gerne mane i det mindste umenneskelighedsfaktoren her på hotellet i jorden.


under gulvtæppet.



nå. op med ærmerne, der er ikke tid til pjat. vi er kommet for at arbejde.
og spise gullasch.

03 november 2007

drømte mig en drøm i nat

om silke- og ærligt guldpapir.
så ved jeg, julen kommer og tiden er inde til at age ad Dragør til.

vi blev bredt modtaget.


indtil de hørte nogen citere Peters jul. så kunne man ikke se gumpene for bar svømmefødder.


gæs er gevaldigt smukke fugle. hyggelige og bundsociale.
disse kan ovenikøbet bryste sig af at tilhøre landets lykkeligste.
der blev udpeget en kusine, der skal få grankrans om sin mave og kam til sit hår om et par måneder.




og hvor tit står du og kigger på fugle, der står og kigger længselsfuldt ind?


oh. happy day.
kyldegus og myrepatter.

02 november 2007

Niels Bohr - er det ikke noget med antomer?

jeg er så stolt, at jeg er lige ved at revne.

da jeg i morges kl 08.16 sad i venstresvingskøen og pillede næse, mens jeg lyttede til P1, tonede en behagelig ekspertstemme frem og ud i kabinen og det var min brors hustrus.

(om det så er overskriften, er den en lånt fjer).