jeg skriver til jer fordi...

Kære DSB

det har været en anstrengende uge.
min engel har været fraværende. forkølet.
det er ikke let at navigere uden engel. der sker mange fejl, også i bestræbelserne på at undgå dem.

f.eks. tog jeg toget i torsdags. og klippede mit klippekort én gang. den eneste grund til at jeg ikke gør det til daglig er, at man har vedtaget, at min destinationsstation i ingenmandsland, der betjener Falck, Novo Nordisk og os småknallerter ikke behøver tog tiere end hvert tyvende.
sådan fungerer mit liv ikke.

på stationen før destinationen kom en s-togsrevisor ombord med sin lærling. jeg bliver glad hver gang. både fordi jeg finder det trygt og hyggeligt at møde personalet. og fordi jeg sætter pris på at vise min billet.
lærlingen repeterede zoner og gik så rundt og reviderede billetter med revisoren i nakken.
og da de kom til mig, gik det galt. for jeg havde klippet mit klippekort én gang, som jeg plejer. men det var det forkerte. jeg skulle have taget det gule og ikke det blå.

jeg stod der med min vifte af klippekort og beklagede. revisoren himlede.
DSB. jeres personale himler.
jeg er ikke en butikstyv. jeg er en kunde, der havde klippet i det forkerte kort og havde betalt for én zone for lidt.

jeg kan godt forstå, at revisoren så en oplagt chance for at indføre sin lærling i kontrolafgiftsgirokortsudfyldelse.

men kære DSB. min mand, som er lokomotivfører siger, at jeg skal skrive til jer fordi... jeg ikke gjorde det med vilje.
jeg er ikke en snydert.

kunne vi ikke sige, at nu gav I mig en advarsel, og så tager jeg toget til storbyen og bruger de seks hundrede kroner på noget fornuftigt.
jeg klipper også for min engel næste gang.

hilsen
Regitze Willemoës

tingeling

vores lokale Husejer er altid en messe værd. således også i dag.
og når vi nu alligevel taler om glædesgenstande, trænger jeg lige til at dele den vase med jer, som ikke er fra Ikea.



hun er så sød. selv om hun er en ting.

der er nogle ting, der bliver så meget en del af en selv, at de helt naturligt kunne indgå som kandidater til kredsen rundt om juletræet, hvis der lige sku mangle et par favne.

ku vi lige få noget fred

det er i orden at sidde og ryste.
det kunne jo være, fordi døren er åben.
og trætheden har overmandet muskelpanseret.
eller er det livet, der har sejret over søvnen.

i går før midnat sad jeg i en taxi og lagde en strategisk hånd på morgendagen sammen med vi kan jo kalde ham Mads, da min taske ringede og det var Louis, som var ked af det.

så også her hos os, har vi siden tændt lys for vennen, den 22årige viking, Thorbjørn, der blev dræbt i går i Afghanistan.


og for den 24årige Mikkel.

ballonen, der ikke ku flyve

syv sandheder.

jeg sidder her og synes ikke, at jeg kan komme op med syv facts om mig selv, som jeg ikke har berørt tidligere. med mindre vi skal til at dykke ned i gråzonens slamdyngers snavsede underbukser.
og det gider vi da ikke.

så jeg vil hellere sidde over i denne omgang, selv om jeg er sikker på, at der ligger en sjov opgave og venter. jeg magter den bare ikke lige nu.
men jeg takker for klappet, Madame:)

tropperne er samlet. igen.

det er så i orden at blive vækket kl sort af en rødbede, der vil op og ligge i ske i midten af sengen. med os begge to på en gang, tak.
og som samtidigt også skal møffe og putte og gabe og grynte og småsludre og sutte på fingre resten af natten.

men det er også kun i orden, fordi han har været ude at lege i fem dage. igen.

déjà vu

vi var på loppemarked.
for det umanerligt personlige plantebord jeg havde set på i går.
det bord, med det fantastiske, kornblomstblå understel og drivtømmerbordpladen.
bordet, med den gigantiske, boltede skruetvinge, der var lige til at afmontere og glæde en mand med.
det bord, som er som skåret ud af svensk børnetv.
det bord drømte jeg om i nat.
et tegn på, at det bord skulle afløse affaldstræsplantebordet ude i paradehuset.

listeprisen var 775 kroner. og der var 522 i min pung, så jeg måtte have Claus med. for det første kan han prutte og for det andet synes jeg, det var rimeligt, at han lige sku ha et ord at sku ha sagt til en så massiv anskaffelse.

så vi kørte ud gennem Ågerup, Ledøje, Nybølle og Sengeløse til Herringløse. Det er en betagende tur, som jeg gerne gentager igen og igen.

og vi gik ind på gården, hvor loppemarkedet befinder sig. og jeg viste Claus mit drømmebord.
da han begyndte at grine, kunne jeg godt se det.

nå. men så vendte han sig om og fik øje på det svenske bord med skuffe i. og så var det solgt.
jeg havde jo allerede lært af Marianne i går, hvad jeg skulle bruge skuffen til.


man sidder og nørder og når man skal spise, åbner man skuffen og kører nørderiet derned.

bordet kunne være i bilen. det kunne to stole også. og den dragdværgkiste, jeg allerede havde klappet på i går.


men skuffen glemte vi.
skumle skuffe.

så jeg måtte køre tilbage. gennem Ågerup, Ledøje, Nybølle og Sengeløse til Herringløse.
og hjem igen med skuffen.
det var rigtig nok en pæn tur. den bliver jeg aldrig træt af.


og så kom Brorsan og Frue forbi med hjemmebrygget mørk tjekkisk lager med cremet smag, en anelse lakrids, god humle og 7.9%.
den er sådan. ååååårh.

og smukke fotografier fra Kristian, som mestrer at tage dybt nærværende billeder uden at nogen rigtigt opdager det, mens det står på.


that's my man.


that's my Alberte.

et les deux bières sur la table? ils sont prêt-à-porter, M et Mme Stenstrop:)
Brorsan lover altid, hvad han holder.

broken danish

jeg har været pivheldig med min familie. både den blodsbeslægtede og den tilvalgte.
til de sidstnævnte hører Caoimhes far, som fysisk er at finde med egen fod under bord i Dublin til daglig.
han har sit helt eget private hjertekammer herovre.

om hundrede år har jeg fødselsdag, og det skal jo fejres.
så familien er netop inviteret og opfordres til at tage en taxi, så vi ikke skal sidde og spytte i'ed.
jeg har allerede fået svar, også fra over there.

og tillad mig at tilføje, at Kev taler og forstår talt dansk aldeles glimrende. selvom Caoimhe er en tosproget skønhed.

jeg lærte heller ikke at prutte i dag

vi var på loppemarked.
og jeg udtalte nogle ord, om hvilke jeg gerne vil bede om udødeliggørelse.
'i Ikea er tingene slet ikke født endnu'.
hermed vil jeg mene at have slået fast, at også sjælen fødes.
så behøver vi ikke diskutere det mere.

jeg fandt min barndoms zinkbalje. den stod ude på min mormor og morfars græsplæne og jeg badede i den med bøllehat på. mens solen skinnede på det tjærede tagpap og så er der kaffe.


vores græskar er et yderst socialt væsen, så hun kom med det samme for at byde baljen velkommen.
hun vokser i øvrigt og opfører sig helt teenageagtigt. en del af hende er på vej ad haveudgangen og en anden del er på vej op i hækken.



jeg fandt også den klokke, der skal spare mig for mange skridt årligt, når jeg skal kalde Claus ind fra værkstedet ved spisetid. den er så gevaldig, at jeg stadigvæk har temporært tærskelskift på højre øre efter at have ringet solen ned.


dagen er gået med at være skideglad grænsende til lykkelig.
og jeg huskede at plukke blomster.



nu starter mørket.


god lørdag aften.

vindstille morgenglæde

og fuglene sludrer.
og gæssene trækker.

1000 Hz

i Brønshøj oprettede jeg som noget af det første min opslagstavle.



på Nørrebro oprettede jeg som noget af det første en opslagstavle.
og på Bryggen havde jeg i mange år en vidunderlig opslagstavle, der efterhånden fyldte næsten lige så meget udenfor tavlen.

opslagstavlerne har altid befundet sig i køkkenerne.
jeg havde aldrig mit eget værelse. så det slår mig lige, at køkkenerne er det, der er kommet nærmest det rum, der har været mit. seule.
og tavlerne har aldrig været til opslag. inden for rammen har de været aldeles statiske collager. efter den første tids fiflen.

så læste jeg i et levemagasin om mood-boards. eller inspiration-boards.

det lyder dynamisk.
jeg har ikke brug for mere dynamik.

mine weblogs er mine mood-boards.
jeres weblogs er mine inspiration-boards.

jeg trænger til et pausebillede.
i Harrestrup.

at vride bananen

salathøjtidelighedsdagen.

det officielle farvel til dit og dat.
salater, der slås om at gå i stok her og nu.

tøsedrenge. hele banden.

med udelukkelse af rosmarin og chili.

velkommen efterår.

portræt med herre efter tre døgns gikkengakken

pis nu af med dig, kvindemenneske!


jeg er træt. ok?
træt.

dagens suppedis

det handler om mad.
vi skal have suppe i aften. på et tidspunkt.

porrerne blev flået i haven og toppen blev proppen i en karaffel.


selleri, gulerødder. og de dersens porrer.


og så lige kyllingen som vi næsten har kendt.
vi har i hvertfald hilst på opdrætteren.
kyllingen er Danmarks bedste.
fra Allégaarden.


hvergang jeg skummer, tænker jeg på musikkonservatoriet lige før Langebro, hvor Louis og jeg voksede op med vores yndlingsgraffitti.


skumle skuffe.


suppevisk.


mens vi venter, har vi lige tid til at sanse.

mor, kan du høre mig? *)

min mor. vores mor. har en vægkalender med et nyt Peddersen og Findusmotiv hver måned. her krydser hendes børn sig af og her skriver hendes trofaste veninder sig på.

hun ser godt ud. håret er lækkert, tøjet er rent og Alf og damerne. hun får al den hjælp, hun skal bruge især fra YndlingSis, og for sørensen: fra plejehjemmets personale.

i dag, da jeg kiggede forbi, lå hun og tog en hyggelur på en sofa i fællesstuen. i en anden sofa slumrede en af herrerne, mens et par atter andre sad i lænestolene og sludrede og radioen gik ude i køkkenet med gamle sjælere.

vi trillede afsted med rullestolen ud i solen.
og hilste på feen fra tusind tanker, der har kendt hende i mange år.
vi sad på bænken på vores gamle torv og slikkede solskin og blomster. og sludrede. nogle kalder det sort. jeg vil hellere sige kulørt.
og lyttede til andres samtaler med lukkede øjne.
omfavnet af solvarmen.

så gik vi hjem igen, og nåede at drøfte og plukke lidt af hvert.
det var spisetid og de øvrige medbeboere var allerede samlet i spisekøkkenet og parat til et af dagens høje punkter.
min mor. vores mor. blev så ked af det, da jeg gik.

hun havde glemt mig, inden jeg nåede at lukke døren. men det er hendes kemiske efterdønninger, der gør, at det giver mening at lave noget rart sammen for andet end vores egen skyld.

selvom min mor. vores mor. har Alzheimers, kan hun være fyldt med glæde i timevis efter et besøg. uanset, at hun ikke husker hvorfor.

nu håber jeg bare ikke, at hun har været fyldt med tristesse i timevis efter jeg gik. hun var så glad, da jeg kom.

*) Margaret Forster.

hvordan man skruer sig ned i en str xs

der findes to slags mennesker

1. jer, der tænker jer om og agerer formfuldendte strateger - ikke mindst i relation til eget liv

2. og mig

så jeg har bræget højt og begavet omme på mit arbejde om, at vi manglede en meget, meget vigtig database. en som ville gøre hele forskellen.
og mens jeg skiftevis filede negle og pustede på dem, har jeg fået gjort hele banden gjort opmærksom på, at jeg

1. vist nok er den, der har størsteparten af al den data i forvejen (og er ekspert at finde og vride det ud af kolleger, som jeg ikke ved)

2. nok lige skulle ordne den sag (og tage ejerskab og være enormt synlig)

så i dag satte jeg mig på skolebænken hos en dreven dbz-kollega og vred det ud af hende, som jeg ikke vidste om programmet i forvejen.
og så gik jeg igang med at hælde data i basen.

jeg har aldrig været så meget henne ved vinduet på én dag for at kigge efter lyden af helikoptere og motorcykler.

jeg har aldrig spist så mange saltbomber. min mave græder og jeg har ondt i kæberne.

jeg har aldrig siddet, hængt og ligget så sjusket på en stol ind over et tastatur. jeg har nu så ondt i lænden, at jeg ikke er sikker på, at det nogensinde blir godt igen.

jeg har aldrig haft så hyppig brug for museklik, fordi jeg har valgt et program, der ikke har opfundet genvejstaster. min højre skulder skriger omkap med resten.

jeg har aldrig forstyrret så mange kolleger på så kort tid med alle mine kedsomhedsbrøl og opgivelsessuk.

jeg har aldrig informeret mine kolleger så omhyggeligt om hvad der ellers hænder ude i verden fra minut til minut via onlineaviserne.

i morgen fortsætter det.
så skal jeg have bestilt den tandlæge, kigget på det budget og pillet den næse.

hvis man så bare kunne strikke samtidigt på det fagrelevante halstørklæde, der er på vej mod de 4.5 cm.
i længden, do.

så vidt jeg havde forstået, var mit job at kede andre. ikke mig selv.

kender du det

det er sådan en lattermild dag.

se, hvor fjoget rosen griner. den er glad for sin hanekam.


og se lige hvor mange farver, man kan have i sin have den 11. september.


jeg er så meget mere i live end for seks år siden.
sådan er vi så forskellige.
mine tanker går til dem, der stadigvæk tænker på, om høn sprang ud af vinduet.

en kommentar

jeg har med tak modtaget en pris af Husejer, en weblogfører, som jeg selv sætter stor pris på.

prisen gives for at være venlig og imødekommende i kommentarfelterne og jeg forstår, at den snart hænger på opslagstavlen i de fleste blogs.
det er heldigvis ikke en eksklusiv pris.

jeg er ikke ene om at få smurt min livsglæde og udvidet min hyacint gevaldigt af at læse hverdagsweblogs, og for mig tænder den unikke kommentarfunktion kontakter, der i omfang og kvalitet rækker meget langt ud over, hvad jeg ville evne at skabe i min dagligdag.

det er i orden med mig, at der hersker en høflig stemning både her og der. jeg har endda trænet mig op til at give - og modtage - :) uden at blive øm i ryggen og hånden.

istedet for at give prisen personligt videre, vil jeg opfordre dig til at kigge forbi Liselottes indlæg, hvis du ikke allerede har været der, og eventuelt lægge en kommentar dér.
du vil i hvertfald garntrisse blive inspireret.

frokost i det rødternede

det dejligste ved at holde op med at have ferie er, at man får sine lørdage igen.

C har ganske vist kun fri hver anden weekend og kom hjem til morgen efter en nattevagt med gang i.
men det forhindrede mig ikke i at lade ham ligge urørt i fire timer, før jeg stuvede ham ind på førersædet efter at have anbragt madkurven og den sammenklappelige spisestue på bagperronen.

M og Mme og C og jeg er efterhånden drevet ud i frokostsamtalens ædle kunst. vi er så seje, at ingen tabte noget, da jeg resolut hældte en anselig mængde artiskokolie ned ad mig selv midt i.
men ok. hvis du absolut vil vide det, tabte vi tråden en anelse et par gange.
på grund af nogle benløse hundehvalpe.
og folk i egnsrettede dragter.

hvor er det er dejligt at sidde midt i et fredsommeligt virvar med efterårsløvet fløjtende om ørerne fra en blå himmel med mennesker, man holder så meget af, og spise sammen.

senere skulle vi jo lige klappe køer mellem hornene og sådan. og så vendte samtalen mere udad. og tilbagead.
tænk. jeg kender en, der boede i et hus med håndsvingstelefon som bette.

der var også tyreskue.




og nu ved jeg, hvilken hest, jeg gerne vil have, når vi alligevel skal have høns.
en irsk vildhest, som damen på kuskesædet kaldte en tinker. jeg tænker ellers på tinkers som de irer, der har valgt hestvognsvejen.


Claus viser lige, hvor beskedne og korte de er i størrelsen. men se hovskægget. og de havde den smukkeste gangart.

den jyske hest var der også.

det tager altså kegler, når de tager deres børn med.

og knabstrupperne var der. og Farmers røde malkekøers kusiner. og alle de andre dyr, der ikke skal i glemmebogen.

og der blev tærsket langhalm.


og do og re var der.


men mi fløj, før jeg fik trykket på aftrækkeren.

og jeg fik en kost.
mit hjerte, hvad kan du begribe mer?


når man nu ikke kan få en brandmand?

doorganizing strikkeopskrifter

det er altså pure luksus at have en piveblog. se nu bare hvor godt humør jeg er i idag, efter at have fået vrælet af.

arbejde er ligesom motion. når du kommer ud af form, trækker det tænder ud at komme ind i kampen igen.
jeg har jo et helt enormt hemmeligt arbejde, men du må da gerne vide, at jeg er en af dem, der får løn for at vide alt.
det er sådan et ret. bredt. arbejdsområde.
og det betyder, at jeg networker gevaldigt og aldrig spiser frokost med de samme ansigter to gange på en uge. og nyansatte kolleger er der masser af. telefonen og mailboksen skal gløde og jeg skal hele tiden vælge om det bedst kan betale sig at tage elevatoren eller trappen eller hvilken kaffeø, der vil være smartest lige nu.

jeg elsker mit arbejde. og mit arbejde elsker mig.
men arbejdsdagen er fandens forskellig fra at tusse rundt sammen sammen med C og kattene og blomsterne og bierne.

men selvsamme C holdt mig ud i en hel ferie. så han skulle have en præmie og den kom i dag.
jeg fandt den omme i /many s evigtdryppende linkdråber.


og jeg gav ham et ekstrakys fordi hans første sætning i aften, da han kom hjem, var. fut for fanø. jeg kan simpelthen ikke finde min telefon.
nu ved han, hvor den bor.

og jeg måtte også få en gave omme i Brugsen. 6 nøgler garn og bambusstrikkepinde.
så nu skal jeg lave noget morsomt og kreativt med acryl i polyester.


hvad?
æggevarmere?

hvor mange halstørklæder går der på et nøgle?

sengekantskvæde

sidder.
nej. ligger.
og taster med panden i bordpladen.
kan jeg lige gøre opmærksom på, at livet som landligger er ret forskelligt fra livet som hverdagsbesidder?
livet ude i virkeligheden trækker gårnårk tænderne ud af rumpetten.

i denne her ferie fik jeg
tyk hud på fødderne.
og tynd hud omkring resten af kroppen.
det skal lige omfordeles.

i denne her hverdagstilbagevenden er jeg
til min begejstring blevet meldt savnet af kolleger.
og har i dag hævngerrigt krævet øjenkontakt. og ord.
det skal lige omfordøjes.

og i går nat drømte jeg, at rejsen gik til hujen hast.
og da jeg kom frem, var kufferten fuldstændig tom.

så er det, at jeg tænker. tænker jeg.
bliver man virkeligt så forpustet dum af at holde ferie.

33 dage og 41 minutter

så er ferien slut.
den var på den anden side af god.
nu glæder jeg mig til at komme tilbage til magten og indflydelsen uden for hjemmets fire hjørner.

åh. jeg er så ladet op.
ærmerne op.
jeg er parat.
op.

få lige nosserne op i ganghøjde, de damer

der er én eneste ting i verden jeg ikke forstår.

forandringsfryd fordrer at man rykker sig. så i det seneste døgn har vi blandet P1 med P4.
omme i P4 havde Alex Nyborg Madsen besøg af en Joan Ørting, som med kattekillingestemme bedyrer, at hendes ægteskab er at ligne med et far-datter-forhold.
så spiller vi lige lidt Laura Mo.

og nu jubler Puk Elgård, at hun glæder sig som et lillebittebittebitte barn til noget Stingkoncert i aften.
så spiller vi lige lidt Laura Mo.

og sådan er det bare hele tiden.

*fnis*