damernes verden

min mor, Birgit, og jeg var ude og trille idag. der skulle hentes lavendler og dronning ingrider til hendes franske altankasser og til min yndlingsis, som har fødselsdag i dag - hurra! - skulle udvælges den lyserødeste af alle lyserøde orkideer i lyserødt silkepapir og celofan og alt. man er vel kvinde.


vi faldt også over og for den labreste thaisilkedims hos den lokale drømmeleverandør, som Birgit lige skulle prøve.
alle kan vittigheden om Alzheimers.
men det er ikke sjovt.
da vi kom ind i prøverummet, blev hun forskrækket over de fremmede mennesker i spejlet og forundredes over, hvordan verden stoppede, når hun forsøgte at række igennem spejlet.
så vi måtte væk derfra og jeg må trist konstatere, at nu er vi nået til dét stadie.

men ellers var humøret højt.

og Cecilie holdt et vidunderligt big party. og den største gave var fra Caoimhe.
den bette skid havde været hos bageren og bestilt en løvelagkage.
på egen hånd.

nu er månen lige stået op og hænger derude og ligner en løvelagkage, selvom Claus siger, det er blue moon. i hvertfald er månens ansigt umådeligt tydeligt lige nu. hvem, der havde en telelinse.
shhh. den brøler noget. lige så sagte.

herre fun

Jane Fonda gjorde det. og der er også andre damer rundt omkring, der gør det. på det seneste vist ovenikøbet en dansk.
jeg gør noget andet. for det er ligesom med lystslotte, -yachter, -løgne og deslignende. det gælder ikke om at eje. det gælder om at kende nogen, der gør.
har du hørt den før.
så min hobby er at samle på mine søskendes børn.

jeg sov af glæde kun lidt i nat. og vågnede altså klokken syv. men Caoimhe ringede først kl 10.17 og sagde, at hun kunne lege fra kl. 12 og at hun havde pakket sin dyne.
så kørte vi ud og købte fornødenheder. fødseldaggaver til hendes mor og drømmeklar præteenagelipgloss. is, bøf, jollycola (der senere blev vurderet til 4 på 10-skalaen) og et witchmagasin.

munden står ikke stille og det er en gave, at få indblik i hendes kloge tankeliv og skarpe analyser af, hvad der sker omkring hende. i al beskedenhed ligner hun Louis gevaldigt.



vi taler om fiskene i dammen, som hun netop har fodret, og hun memorerer hvordan de har det med vand og luft modsat os andre. hvorefter hun konkluderer, at livet kan ikke fungere uden modsætninger.
ellers ville vi allesammen sige hej på samme tid.

Caoimhe tegner som en drøm og har - objektivt - gjort det, siden hun kunne holde på en pen.

Claus spørger hende, om hun har tænkt sig at arbejde med at tegne, når hun bliver voksen. ja, jeg har tænkt mig, at jeg gerne vil være animator hos Disney eller noget. men på den anden side vil jeg hellere bestemme, hvad filmene skal handle om. så jeg vil nok hellere være direktøren.

klart. hun havde en overgang tænkt på noget med dyrepasser eller -læge. men jeg har altså noget med lort, blod, indvolde og knive i øjne, så det har jeg droppet igen.

Caoimhe har selv en god kat.

det nød Misse godt af.

men man kan åbenbart ikke komme på landet uden at blive sat i sving.

og så blev det tid til at finde kartoflerne frem. efter at vi havde bagt og spist af bollerne. og pudset bigmamaglorien.


hos os må man gerne studere hejren i kikkert under middagen.

og berette om irske klipper, tidevand og forhistoriske bjørnegrotter.

og inden det blev mørkt, nåede vi over og sige godnat til naboChristians høns og høste tre æg til i morgen.


ved du forresten, hvad ligheden er mellem en dinosaur og en klog dreng?
de er begge to uddøde.
herre fun.

in the garden of venus

fractalartgallery.com

når man vågner kl syvnuldut på en fridag med in a gadda da vida summende i hele kroppen, kan det kun blive en forrygende dag.
baby.

en ud-af-vindvet-oplevelse

det skorter ikke på mine beklagelser over de oversøiske vinduesløse konference- og mødelokaler, jeg, når tiden er inde til at gøre op, sammenlagt har (be)fundet mig i i alt for mange timer.

dagens heldagsmødefacilitet havde udsigt.
det er altså svært at holde opmærksomheden indendørs, når man har fået vinduespladsen.

og tilbage til virkeligheden:
i går gik vi i biografen for første gang i .. bumbum.. hundrede år. den seneste film jeg kan huske at have set på et lærred er min flyvende farmor.

hvis du også går i biografen en gang hver tiende år, er det nu.

det svære liv

jeg har sagt det før.
mine forældre aede mig som barn.
der er rum til tårer.
indeni og udenpå.
men glæden er resonans.

- 0 -

i disse dage
er jeg en snegl, der leder efter sit hus.
samtidigt med
at - jeg - forsøger - at - undgå - at - blive - trådt - på - af - en - elefant.

det lyder skørt.
men huset ville gøre en forskel.

det enkle liv

vi har også fejret sankt Hans


og Louis' storesøster, sankta Pernilles fødselsdag.


vi købte Axel Schiøtz til at synge for.

vi elsker vores Axel.

i Harrestrup er der også blomster.

dem plukker vi.

naboChristians fem høns, som vi passer, lægger æg.
dem spiser vi.
og vi lever skam ikke udelukkende i nuet.
hyldeblomster, porse- og vandmynteblade trækker i hver sin vodka for at bære os gennem tiden efter sommeren. om hundrede år.

ellers har passaten og jeg kørt i pendulflyttefart mellem Nørrebrogade og Valby Langgade i dag. frem og tilbage. frem og tilbage. frem og tilbage. frem og tilbage. frem og hjem.
selv tak sønnike. det var en fornøjelse at være med til at åbne dit nye kapitel.

og så skulle vi spise.

og nu skal vi sove.

min lillebitte dreng

i dag for 24 år siden var jeg lykkelig.
i et par måneder havde Louis og jeg været temmeligt martret af en svangerskabsforgiftning og kejsersnittet var blevet fastsat til den 21. juni, 14 dage før termin.
dagen før dagen kom jeg i tanke om, hvordan min mor plejede at løbe op og ned ad trapperne i højhuset for at lokke først min bror og siden min søster ud af maven. så jeg gik over i HC Ørstedsparken og hoppede rundt i legepladsens hængebro.
lidt over midnat vågnede jeg ved et *plop* da vandet gik. og klokken 06.10 den 21. juni 1983 kom Louis til verden.

det har vi aldrig fortrudt.

iltsvind i skovsøerne

selvfølgeligt skal man kontrolleres. og det er bedre at forebygge end at behandle. så når man hverken kan se medtrafikanter eller font fire går man til optiker.
fra at være en minus 9.5er er jeg røget ned på en rund minus 10er. plus den langsynethed, der er trådt i karakter. men det vidste jeg godt. hvad jeg ikke vidste var, at øjnene ikke får ilt nok. efter 22 år som ihærdig kontaktlinsebruger har de sagt knæk og er begyndt at udvikle små iltmasker i form af ekstra blodkar. så skal man gå mere med briller.
det bliver nok dem her.


men jeg kan også godt lide dem her til en regnvejrsdag.


man kunne jo også tage begge to.

optikeren ligger på Nørrebro. så jeg havde taget mit stiveste puds på og var helt nervøs. for nogle år tilbage boede jeg derinde. nu koster det en udflugt at runde runddelen, så jeg tullede ind på Assistens for at hvile ører og øjne. det var vores have i begyndelsen af årtusindet.




derinde var der rigtignok rart.

hej Heerup.


hej Scherfig.


der er nogen, der har en seng, der ligner vores.


next stop tandlægen.

kamakura tur-retur

når man arbejder oversøisk, er det med en kende surt på, når de aktive arbejdsdage inkluderer fredagen. for så tænker man, når man er mig, at for at deltage aktivt i blå bundlinie, bliver jeg nødt til at vente med at tage hjem til om søndagen.
mange vil nikke genkendende. men nikker du ikke, så husk fremover, at det, at udenlandsovernatte lørdag, er en vigtig gestus til dit værtslands bnp, som afspejles i flyprisen.

derfor satte jeg himmel og jord i ophidselse og bevægelse for at forberede mig til den helt store lørdagsoplevelse på et af verdens største fiskemarkeder, Tsukiji, i Tokyo. og da vækkeuret ringede i morges kl 5.30. slukkede jeg det. og sov videre.
så dét må du selv google.


nu kunne jeg enten være blevet skidesur på mig selv, da jeg vågnede kl 10.30 i strålende sol - eller beslutte at det var ok, og denne dag skulle være min.
som i min.
sådan en heldags i-nuet-oplevelse.
så jeg valgte det sidste.

derfor førte mine fødder mig til Starbucks. og hér kom jeg i tanke om den japanske perle, der en passant havde nævnt Kamakura.
hvis du får lyst til at sige det højt for dig selv, så læg trykket på ma og spis det meste af u'et.
smukt, ikke?
så jeg tog metroen og fandt frem til et regionaltog, der passerer Kamakura.
Kamakura var hovedstad i Japan fra 1185-1333 og er vært for ca 100 templer. i dag beboes byen derudover af en del forfattere og kunstnere.


undervejs tænkte jeg på Oschlag og hans ikonleg i går, da jeg så dette her


så jeg yder lige mit bidrag fra Shimbashistationen.

da jeg efter en times tid i et overfyldt men underholdende tog kom frem til Kamakura, gled jeg mig strømmen, og smuttede lige ind i den lokale politibox for at få mig et japansksproget kort over byen. og så flød jeg ellers bare med.


heldigvis fandt jeg et enkelt skilt på engelsk, ellers havde jeg ikke anet hvor jeg var.


jeg begynder af forstå, hvad det er, japanere og danskere har til fælles.


dette er det smukkeste gardin jeg har set i mit liv. og C og jeg er ellers enige om, at livet er for kort til gardiner.
svigermors skarpe tunge er transparent.


jeg fandt et nyt hjemmemalet hjem til kameraet og den smukkeste, cooleste håndmalede parasol - men jeg siger ikke til hvem.


forinden havde jeg selv anskaffet mig en offwhiteblondet hverdagsparasol, for man vil jo nødigt være den eneste, der går med solbriller.

som jeg spadserede dagdrømmende afsted blev jeg pludseligt vækket af et brudepar. jeg siger dig, der var helt vildt gang i gaden.

da jeg havde tullet lidt, valgte jeg at finde Hatchiman, shinto-krigsgudens tempel.
og sørme om ikke brudeparret havde fået samme idé.







jeg så det ældste gingko bilobatræ, jeg nogensinde har set




på vejen tilbage gik jeg over en bro. dammen var temmeligt fyldt.

men da jeg stoppede op og efter en tid fik stillet sanserne skarpt, forstod jeg hvorfor.

man blev helt beruset.

nu var jeg parat til at møde Buddha. så jeg tog bussen.

i myldretiden. med strømmen.

og havde tid til at kigge lidt ud på parcelhuse m/u parabol.



I Kamakura ligger Daibutsu, den 13,35 m høje Great Buddha. han blev bygget i 1252, og indtil 1498 stod han i et tempel da en tidebølge(?) skyllede templet bort. siden har han stået i det fri. den seneste restauration var i 1960-61, hvor man forstærkede hans hals og jordskælvsfleksibiliterede ham. han vejer iøvrigt 121 tons.




hvornår har du sidst set så fredfyldt et ansigt?



jeg var selvfølgeligt ikke den eneste turist.


sikke en dag i nuet. jeg har gjort lige hvad jeg har haft lyst til. uden at fornærme nogen.

nu vil jeg gerne hjem.