dagens dille

omme i min gmailbox fandt jeg en hilsen fra cbagger som af en eller anden digital grund ikke var poppet op i kommentarfeltet.
og det er da for galt.
hilsenen var et link til engang misinformation om Neko.
så nu har jeg også fået skærmkat.
klik på ham - han ligger oppe i venstre hjørne - og lad ham lege lidt med din cursor.
klik på ham igen, når du har fået nok.

jeg takker, Bagger:)

dagens ret: leverpostej og asperger

vi er mange, der er ret krøllede, ikke?

da jeg voksede op, fik man lov til at krølle i fred. de fleste af mine venner var usynlige for jer andre, og senere endte jeg i flere politirapporter, end godt var.
jeg regnede ikke med at min hylde fandtes og havde slået mig til tåls.

Louis, født i 1983, røg ind i tidens stime af børn, som blev testet forfra og bagfra.
han var ikke et strygefrit barn. han kunne ikke binde sine snørrebånd og tale samtidigt og han gik i stå, når han så en sommerfugl. og da man nu havde diagnoser, blev han først stemplet med MBD, Minimal Brain Damage - der dog senere blev erstattet af Minimal Brain Dysfunction - og endnu senere blev MBD streget ud og erstattet af DAMP, Deficits in Attention, Motor Control and Perception.
hvilket senere blev streget ud igen.

Louis blev påplastret forkortelser, lyde, som klart har været tilstede i dannelsen af hans selvforståelse. jeg kunne fylde 1000 sider med alle hans enestående egenskaber, hans ekstremt høje begavelser (æblet og stammen, du ved), hans arbejdsrelaterede sociale ressourcer og successer, hans fantasieksploderende kunstneriske talenter og successer, hans i-det-hele-taget ekstremt stærke, kærlige og følsomme gemyt og jeg-kunne-blive-ved,-kunne-jeg.
han skal nok finde hylden, selvom anders fogh & co gør sit bedste.

i dag har jeg fundet min hylde - også samfundsmæssigt - og arbejder i en udviklingsvirksomhed, der i sagens natur brødføder en hob af enestående begavelser og talenter. mange af os er sådan nogle happy leverpostejsnogen som mig selv, der skøjter henover overfladerne. men mange af os er anderledes.
mange af os har garntrisse også fået påplastret en forkortelse, en lyd, som klart har været tilstede i dannelsen af vores selvforståelse.
mange af os vil have AS aka Aspergers Syndrom digitalt tatoveret for livstid.

så jeg blev så glad, da jeg her til aften fik tullet mig frem til begrebet Aspie.
skidt være med at det lyder lidt som en europæisk bil på afveje i Californien.

på forhave med udviklingen

haven i Harrestrup er ingen undtagelse. det hele eksploderer og folder sig ud fra time til time i øjeblikket.
når du kommer på besøg om en 5-10 år er det den smukkeste, hemmelige have med tusindvis af små overraskelser, der står og venter på dig. fra du har passeret rosenportalen og langsomt zigzagger dig gennem frugtbuskene på lette fjed over den vilde, velduftende timian, vil oreganohækken ved din højre flanke, som kærtegner det nederste af de gamle vinranker, der danner patioens skyggefuldhed, kæmpe om din opmærksomhed med urtegårdens skakbrædt til venstre for dig. et par skridt længere fremme bliver du overrasket over vinslottet, en lille vinrankepavillon, der indbyder til et hvil med udsigt over dammen, hvor perikum, åkander, vandliljer, dunhammer og koikarper boltrer sig i delvis skygge af den enorme dronningebusk og skovstemningen omkring hende. når du fortsætter, vil du, lige inden du skal træde over den lille rislende bæk, besvime lidt over duften af roser, der klatrer og knejser omkring dig.

du kan selvfølgeligt også vælge at gå et par trin op ved indgangen og spadsere langs patioen for at nyde det hele lidt fra oven.

og sådan fortsætter det. i det uendelige.

det kribler og kravler. opad gavle, hushjørner, pæle, æbletræsstammer, ja alt hvad der orienterer sig vertikalt. vinranker, roser, caprifolier, humler. og clematis.

sidste sommer mødte vi HenrietteB for første gang og det gik lige i hjertet. det gjorde hendes medbragte lille clematis også. den har fået ærespladsen ved bækken. og se op, Henriette. se hvor den vokser sig stor og stærk.
nu må det snart være tid til englehvin eller noget.

og hallo. vi savner vores daglige hexedans.
gider du ikke snart åbne en ny låge?

frihed for loke såvel som for thor

min farmors hus hed Friheden. det gjorde et af de små legehusstore havehuse i haveforeningen Faste Batteri på Bryggen også. Faste Batteri lå ved siden af Københavns Universitet Amager. idag findes Faste Batteri ikke længere. det er måske også godt det samme. den lå ovenpå den gamle losseplads, og havefolket måtte kun dyrke grøntsager i udførligt anlagte højbede. en årle forsommermorgen stod en ældre herre og kiggede lykkeligt ud over sit havestykke og strakte øjnene videre ud i horisonten over fælleden, mens han tændte dagens første pibe. det blev så det sidste han foretog sig i denne verden, for lossepladsgas var sivet op gennem sprækker i jorden i løbet af natten. kapauw. måske ikke så stort kapauw som da Sojakagen røg. men kapauw. kaput.

jeg kommer til at grine af historien. lige som ham kontorchefen, hvis kontorstolsgaspatron pludseligt gik i aktion og sendte ham durk op i loftet. det døde han også af. man ser det for sig.
det er forfærdeligt. sjovt.

Friheden. måske skulle huset her i Harrestrup også hedde Friheden.
kattene kalder det Friheden. kattelemmen svinger til stadighed til begge sider en 5-600 gange om dagen. bare fordi de kan få den til det. her er bedre end på 4. selvom de var et par upåklagelige lejlighedskatte, mens vinteren stod på.

I år har de indtaget engen. Misses seneste opdagelse er alle musehullerne i jorden derude. forleden morgen spankulerede hun rundt og inspicerede sine huller side om side med en skade. de tålte hinandens nærvær. måske håber skaden, at der bliver en steg tilovers, når Misse er færdig med at lege.
sagen er nemlig, at vores katteteenagere vist ikke længere gider spise musene. spidsmus er åbenbart aldrig faldet i hverken hendes eller Mads' smag, men markmus plejede da nok at glide ned. nu bliver de i stedet brugt til legetøj. tidslangt pineri. fascinerende, når man slår følelsesfilteret til. Misse er jægeren og musepineren og Mads sidder ved siden af og beundrer. og når hun ikke gider lege med musen længere, får han den.
jeg burde nok gøre kort proces med en spade, og gør det sikkert også fremover. men forleden morgen betragtede jeg for første gang dette forløb, der strakte sig over det meste af en time.
hvad er det, de øver sig på?
jeg forstår det ikke.
men de havde det mægtigt.

gad de så bare lade være med at tage de stakkels skrigende mus med ind i havestuen og slippe dem en lille smule løs.

jeg ved ikke helt hvad alt det her har med overskriften at gøre. jeg ved heller ikke hvorfor indlægget bevægede sig herhen. jeg havde tænkt mig at skrive noget om dubiøs subtilitet. men kender du det, når fingrene tager magten?
hvad er det, de øver sig på?
jeg forstår det ikke.
men de havde det mægtigt.

heels on wheels # 2

Uffe er som sædvanligt på forfod med tidens kvinder.
tak for tiptoe.

det gælder ikke om at være gartner. det gælder om at kende en, der er det

nu er jeg jo i særdeleshed en verdensdame.
ind imellem er der nogen, der formaster sig til et forsøg på at underholde med en historie fra de varme lande. men så kan jeg altid en, der er bedre.
væk mig klokken tre om natten, og jeg har en mening om servicen på enhvert luftfartsselskab, der opererer på denne her klode.
jeg er klogere end mit rejsebureau, og er lykkelig for, at jeg ikke har guldkort, for det ville betyde, at jeg var for meget væk fra Claus. det er ligesom med sejlbåde, sportsflyvemaskiner og herregårde. det gælder ikke om at eje en, det gælder om at kende nogen, der gør.
sørg for at rejse med en stakkel på guld, så du kan smutte med som gæst i loungerne. sølvkortet er godt nok. så smutter man udenom pøbelen i køen.
eurocard er også godt nok. så smutter man op i eurocardloungen i Kastrup formedens 75 kroner, og kan kaffe og arbejde i behagelig atmosfære, når flyet er forsinket (fif).

det eneste jeg åbenbart ikke kan lære er, at når man rejser hjem østover, tager det tid. der er noget med en tidsforskel, der skal betales tilbage.
også for dem, der ikke bruger jetlag.
så, sætter man sig ind i et fly i Denver lørdag eftermiddag, er man i Kastrup søndag eftermiddag.

verdensdamen kiggede på sin rejseplan og meldte Claus at hun rejste hjem lørdag, og landede kl 13.20.
så Claus fortalte glad i telefonen fredag morgen, at han havde inviteret gæster til lørdag, der ville komme omkring frokost og så skulle der være fest.
Claus tog til byens bedste slagter og til det italienske supermarked og forberedte den dejligste frokost/middag/natmad.

lørdag eftermiddag ved 17tiden, havde Claus, Jan og Karin ventet på verdensdamen med stiv overlæbe i nogle timer. da var klokken 9 i Denver og verdensdame sad til dagens første forelæsning på sin meget vigtige kongres, da tiden og stedet pludseligt gik op for hende og hun måtte liste ud og ringe afbud.

det var lidt flovt. det er heldigvis kun anden gang, jeg har lavet det nummer.

men så fældede de bare noget træ.

da 'vi' byggede det nye hus, forskød virkeligheden sig, så et gammelt, hyggeligt men noget krumt birketræ kom til at stå 20 centimeter for tæt på. hele vinteren har langmodige naboer hørt på træets skrigen, hver gang det gned sig op ad zinktagrenden.

og jeg er også faldet ned på jorden.
man er jo bare et menneske, ikke. og man har jo også sine gode sider. ikke.

Denver by day

fredag fik jeg endelig lejlighed til det, jeg egentligt var kommet derover for. Caoimhes største ambition for nærværende er, at blive den første pige i klassen med et par heels on wheels. og da hun har fødselsdag, har jeg chancen for at fedte mig ind.
byen er fuld af sportsforretninger, og efter at have været i ni forskellige, var der endeligt en venlig sjæl, der forbarmede sig og fortalte, at de var at skaffe på hjørnet af Broadway og 10th.

om Denver er en charmerende by?




bumbummelum.

Liebeskind har tegnet vingen til Denver Art Museum.


den er sjov på afstand. når man kommer tæt på, ligner den en bulet tintinraket holdt sammen af gaffatape.

men parken var god. senere på dagen holdt de unge en free dope demo, så røgen bølgede tungt over kirsebærtræerne, og rækken af protesterende unge goths og neohippier med håndjern på blev længere og længere.
inden da, havde de yngre årgange fået leget af.


USA bærer stadigt sorg over massakren i Virginia.

og jeg fik rulleskoene. og også et par til Alberte, som ligeledes snart inviterer til fødselsdagsparty.

og nu er nerverne tyndslidte. tænk hvis de ikke passer.

og nu er jeg kommet hjem. med et hjerte, der bliver stadigt mere træt af at pumpe blod rundt i en fikseret dejkrop, den udtørrede næse, der har svært ved at give slip på alle lugtmolekylerne fra fyldte, overophedede flyvemennesker i ditto maskiner og en ryg, der græder.
har fået rejsestøvet børstet af og indviet klinkegulv på bare tæer.

hjemme bedst.

nååh. Denver?

der har vi vist kun det sjov, vi selv laver.
fra dusk til down kl 2.

endnu en tegneserieby til samlingen.
I må selv tænke jer til alle de stanglækre ål, der snoede sig oppe på den lange bar.
og til bodytequila'erne.

berg og dal

jeg tror, jeg skifter Danmarks bløde bakketoppe ud imorgen

med Rocky Mountainspidser.

så slipper man også for al den nattefrost.

for sådan nogle autister som mig, er der en vidunderlig orden i billederne. det er dejligt at vide, at når regnen ikke er her, er den der. undtagen når den ikke er. eller når det regner på hele den vestlige halvklode.

det der blogging griber om sig

enhver, der tidligere nøjedes med respekt for et moodboard og en moleskine har nu fod på egen weblog.
således også en af de argentinske blodsbeslægtede, som vi ellers kun kender som et navn i familiens slægtsbog. én af et antal efterkommere af den eventyrladede del af familien, som for længe siden slog sig ned så langt væk som muligt.(og som ikke stod i telefonbogen, da jeg var i byen med den gode luft).
hola bandola.

opdatering en time senere. jøsses, det går stærkt i vore tider. nu har jeg allerede fået en penneveninde.

tøm en legetøjsbutik på ti minutter

omme på planteskolen elsker de mig. de hjalp mig med at bære ud og vinkede farvel, da jeg kørte.

alting handler om boliger

C har skoldet og genophængt mejsekasser, og snart bliver det stærekassernes tur. han har forsøgt at sælge en bolig til en humledronning. men niks. hun fortrak og foretrak en sprække i havestuefacaden.

fiskene er dukket op fra dammens dyb og indtager så småt hele deres territorie. spurvene er begyndt at tænke voldsomt på at bygge reder.

og i dag var det varmt nok til, at vi turde kigge grundigere til bierne.

det ene stade, det med den familie vi fik, den første gang, den oprindelige familie delte sig i to og halvdelen sværmede med en ny dronning, har det gevaldigt. alt ser godt og sundt ud. de er mange, de har travlt, de har masser af honning og der hviler en hyggelig omend aktiv tryghed over hele familien.

i det andet stade med den oprindelige dronning, er de forbløffende få. de har masser af mad og der er ingen umiddelbare sygdomstegn. de få arbejdere, der returnerer til stadet, har pollenbukser på. vi fandt dronningen og fik rydtet op. til vores store forskrækkelse, havde tre af honningtavlerne et mugslør. efter at have konsulteret bibiblen ved vi, at det er et sikkert tegn på at vi i efteråret fik stoppet den isolerende dyne så godt ned over dem, at ventilationen gik fløjten. sørens også.

men vi gætter på, at den afgørende grund til den svage bestandstørrelse er, at den gamle dronning nu er så gammel, at hun er blevet gold. vi dristede os til at gøre, hvad man ikke må, og løftede de forreste tavler hurtigt op i den lavere temperatur for at checke for yngel. men næh.

enten kan vi købe en ny dronning eller vi kan slå familierne sammen eller vi kan vente og se, hvad der sker.
vi har valgt det sidste.

alting handler om boliger. så nu åbner Projekt Hus også snart igen.

jeg er høj som et hus og har magten

Mads og Misse er duping og dupong. de to musketerer. Mads er den store jordnære, der drømmende lunter rundt i de voksnes hæle, og som altid ligger og holder om Misse. når hun ikke er på føjt eller oppe i noget højt.
hvis der er to der holder sammen i dansk katteliv, er det dem.

Claus er lige kørt ud på de lange skinner og kattene er lige kommet ind fra deres aftentur. med et snuptag har jeg lukket kattelemmen.
næste snup var at fjerne madskålen.
Mads har konstateret, at ingen udgang + ingen mad = at sove til det går over.
Misse sidder midt på gulvet og ser skiftevis på døren og på mig. og på den manglende madskål. engang imellem forsøger hun sig med sit lille brrurk.
nu fandt hun en lille overset videnskabelig tørkiks, som hun knaser.

i morgen tidlig, når C kommer hjem, går den tunge tur til dyrlægen. Misses første øretatovering blev til ingenting. så vi må på den igen. med fuld narkose og alt det ubehagelige, der følger med.
det er fandens.
nå. nu putter Mads hende.
det gør han også i morgen.

så kan hun lære det

You Are a Auditory Learner

You tend to remember what you hear, and you have a knack for speaking well. You excel at debating, foreign languages, and music. You would be an excellent diplomat - or rock star!

What's Your Learning Style?

jeg troede, at
alt hvad jeg hører, går *pfift* gennem det ene øre og ud igennem det andet, og at alt hvad jeg siger, er varianter af øh.
jeg bøjer af, hvis du har en mening, jeg kan kun tale et par andre sprog, fordi jeg skal. fx troede jeg, det hed an auditory learner. og jeg synes musik støjer.
jeg sætter rav i den - eller stiller mig med ryggen til.

jeg troede, jeg ville lære noget af at læse denne her test.

ps. bruger du også ppt? jeg holder aldrig op med at blive imponeret over, hvor dårligt journalister kan oversætte. hvornår lærer de det?

øjs

min telefon er i fjernsynet.

drømmer du om katte?

går du lige og tænker på, at det eneste du mangler er et par sunde, sjove, kloge og smukke killinger?
så kig ind ovre hos Farmer.

oraklet er sket!

Claus, mit livs stædighed, blev ved med at skrue, til pølsevognen kunne køre. så vi kørte på to hjul til gilde på fyn. lykken var ikke til at skyde igennem.
normalt er det ikke nødvendigt at gøre holdt på den bette smuttur til Odense, men i går var en undtagelse, så vi stoppede på Storebæltsbroens højbro og gik en kilometer tur i nødsporet tilbage i sol og blæst for at hente min pung, som var faldet af i farten.
jeg banker under bordet tre gange af taknemmelighed hver gang jeg indrømmer, at vi er nogle heldige asier. da pungen var i sikker favn, kom nogle venner lige forbi i bil og kørte os tilbage til det røde lyn. man skal prise sig heldig for at have en skæbneplanet med venlig humor.

og så tog vi ellers til halbal i Rytmeposten til den årle morgen.


Odense kommune har mange motorcykelklubber. Odense kunne have valgt at se det som et stort problem at få udraderet alle disse klaner af tykke mænd og stouvte kvinder.


istedet har borgmesteren valgt at gøre kommunen til et motorcykelparadis med kommunalt sponserede og vedligeholdte klubhuse og festivaler. samt årets store, lukkede fest, som vist i år havde rundt regnet tiårsjubilæum. og vi var inviteret som gæsterne fra djævleøen.

da alkometeret igen var på 0.0 kørte vi hjem i regn og blæst. man kunne se farmand og lillemor i Corollaerne tale om, at det sørme er godt, at man ikke sidder ude i sådan et vejr. men vi er ligeglade. når sæsonen er slut, er plusserne ved at være tilstede under kørslen mange flere end minusserne. det eneste jeg gerne vil klage over, er en lang distance med asfaltreparationer i ydersporet ved Ringsted. i regnvejr er de som sæbe at køre på. det giver lige lidt firkantet underkæbe og en mindelse om, at når uheldet er ude, går det fame stærkt.

klatøjet bonusinfo: i Odense har de ikke opfundet taxier endnu, så der er potentiale at hente for en driftig vognmand, der skulle få lyst til at udvide bedriften.

og ps. det var altså ikke mig, der fumlede med pungen i farten efter at have betalt bompenge. det var den lille fikse fikserede taske, der hører til min bagperron, som faldt af, fordi Claus også havde skruet på den. er det ikke mageløst, at jeg lige skulle klappe efter for mærke, om noget, der er skruet på, nu også var, hvor det skulle være. tak skæbne.

underet er, at vi er til

det er en bobledag idag.
der er så meget glæde i luften.
og Claus kom hjem med posten.
og påskeglæde til mig fra min hverdagsheltinde Lene.
tusind tak for fru høne og hr hane - så blev der alligevel pyntet op til påsken her.

og til sommer skal jeg tænke på dig, når jeg glæder mig over den knaldrøde blomstertobak. man skulle tro, du vidste at rød er min yndlingsfarve.


glædeligt påskeknus.

transformation

man skal jo ikke gå og kede sig.
så Claus besluttede sig for at gøre the ugely bugly til Danmarks smukkeste Venture Royale 1300 på nul komma fem, mens jeg besluttede, at vi lige så godt kan støve Brønshøj af og fremleje hende ud i sommerhalvåret, hvor vi alligevel ikke er her.
det kræver sine m/k skulle jeg hilse og sige.
for sørensen for nullermænd.

imorgen skal vi til årets første motorcykelgensynsglædestræf på fyn.
og hvem ankommer på gule plader? gæt selv.
C kan alt. men når forgaffeltryksluftsdimserne kræver en uges fejlsøgning, må selv vi give fortabt. resten bliver så flot.
fra at køre på en brun bæ

kører vi fremover rødt.

jeg glæder mig sådan til at vise dig det endelige resultat.

og skulle jeg så lige nævne at jeg hjemme i Harrestrup lige flyttede og restablede et ton klinker to meter til højre, så vi kan få lagt gulvet i Paradehuset.
det betyder vist at projekt hus snart åbner igen.
av min ryg.
godnat.
det var en lang fredag.

jeg glæder mig i denne tid

påskeferie? min fod.
vi arbejder så det skriger. og når også at holde grinepauser.
men det blev alligevel påskeglæde.
for imorgen kører C til staden og indløser denne her.

øjs hvor jeg glæder mig.
på forhånd tusind!

den grundlæggende tanke

nå. men hvis der er nogen, der ikke lige er klar over det, tog C og jeg til Paris sidste torsdag på den moderne manér. mit forsøg på at få os stavlet op som et par firserdinks på maxiweekend gav så god pote, at det venlige SASpersonale gav en opgradering. god start for en lidt nervøs lillemor, der endeligt havde kunnet komme dinglende hjem efter en lang arbejdsdag med fedtet hår og råbe hej honey! jeg tager til Paris på arbejde, vil du med? hvortil honeyen havde svaret.. jeg vil hellere til Rom.
men nu ligger pariserkontoret desværre i Paris, så vi måtte nøjes, og Claus tog noget nødtvunget med med et comme tu veux, ma cherie.

solen skinnede skyfrit lige til Hamborg.

nå. men det var med fly og vi skulle bo på et lille hotel på en lille ø i Seinen, Ile de la Jatte, som er et fredeligt sted, og hvor jeg har boet før i arbejds medfør og er glad for.

i gamle dage, og nu mener jeg rigtigt gamle dage, boede min yndlingsis i Paris. i rigtigt mange år. så mange, at jeg ikke længere rigtigt kan huske hvor mange. også fordi jeg blander hendes andre år ude i Europæiske hovedstæder sammen. først var der London (nå ja, og der boede hun lige underground på Baker Street station i en periode sammen med nogle veninder, fortalte hun forleden. no problem. bortset fra, at det var besværligt for en punk at få sat sine flotte store sorte spikes om morgenen). og sidst i Dublin hvor hun fortsatte sin franske karriere. hun var udenlands i årevis. men hun bliver vist ikke sur, hvis jeg siger at min søster er pariserinde med et Irish twist. elegance møder humor.

nå. men da sis boede i Paris tog vi jo ned og besøgte hende. Louis og jeg kender nattoget. én køje til deling.
på et plan flyttede vi hver gang hverdagen fra Københavnstrup til det kvarter, hvor hun boede. det var ikke Louvre vi sled sålerne på.
vi har mange dejlige, lattermilde, dybe og enestående minder fra den tid.

men jeg husker også, at:
når man købte æg, skulle man have æggekage til aftensmad, for, hvis pariserne så deres snit til det på fortovet, sparkede de til din indkøbstaske i forbifarten.

den franske variant af 'Hus Forbi' blev solgt af (stadigvæk) mentalt sunde, men sultende og frysende unge, der lignede mig selv og som var røget ud af et system, hvor der ikke var plads.

Le Pen, den retoriske gasballon fra Marseille, der viftede med Front Nationale, var altid forsidestof på både Le Figaro og Le Monde.

og en gang (det var ganske vist i Cannes, men who cares) blev jeg viftet ud af køen hos bageren fordi jeg bad om un baguette.
konen er gal. vi ved ikke hvad hun taler om.

til trods for, at jeg er en af de der fransk-engelske fra handelshøjskolen, så jeg dog kan sige og stave til il faut que je m'aille og ikke så meget andet.
som voksen har ellers jeg været meget på arbejde og lidt på ferie i Frankrig. en snes gange i alt. men mit sprogs grænser er mit univers' grænser.

Paris er sanselig. sanseligheden er en del af kartolicismen. Babettes gæstebud. og det er jo det, der er så dragende for resten af verden.
og man læser i avisen, at japanske turister, der betaler guldskove for at opleve denne sanselighed, skal i terapi når de vender hjem fra en maxiweekend i Paris, fordi franskmændene er så uforskammede.

så Claus havde alle paraderne oppe.
forståeligt nok.

og så var de allesammen så søde.
og omsorgsfulde.
når man lige regner trafikanterne fra.
vi tænker os, at pariserne har været på kursus.

men. og mine damer og herrer. nu kommer jeg til sagens kerne.

mens jeg slubrede mine østers og min champagne i mig forleden, havde jeg fornøjelsen af en konversation med en veletableret dansker, som har boet syd for Eideren i de seneste sytten år.

han er så flov over at repræsentere de danske.
en ting er, at vi som protestanter tror, at sanseligheden hører det næste liv til. sådan er det oppe i det grå nord og har været så længe, man kan huske. det har de ligesom affundet sig med.

men for den franske mediebesøgende middelklasse står vi danskere i dag som et ubehageligt folkefærd af klamme ål, der, under dække af en forloren demokratisk holdeplads, ikke holder os for gode til, nedenunder al vores tilsyneladende åbensindede danskhed, at være glatte, stinkende Pia Kjærsgaardfascister.

de danske betragtes som et folkefærd, der efterhånden giver så lille en plads til friheden, ligheden og broderskabet at det må ende med, at vi må kvæles i vores eget snæversyns lænker.

nu kunne jeg så have givet den hele armen med alt muligt om hvad jeg synes om Frankrig efter primært at have rådført mig med danske aviser. men jeg sank og valgte at tygge på det. og lovede mig selv at sende en weblog.
hermed gjort.

epilog. og på vejen hjem i flyet vrinsker tante Berlinger at nu må Christiania da være en død sild.

turisttilfælde

Place de Vosges

Chartier i Rue du Faubourg på Montmartre. frokostrestaurant med plads til alle. gå ALDRIG bare forbi.

Au pied de Cochon i Les Halles. åbent 24/7. belle epoque så det basker. 'en af de gamle venerable restauranter, hvor torvefolkene ved de gamle haller mødtes og spiste gratineret løgsuppe klokken fem om morgenen' (kilde: Turen går til Paris).

Montmartres vinmark

www. rivoli59.org
næste gadehjørne.
der er skam også børn i Paris.

og alt for damerne.


og for herrerne.

C kunne ikke dy sig for at kigge op under skørterne.
jeg var der også.