27 april 2010

av min arm (eller: intet nyt fra vestfronten)


ma déesse, jeg trænger til fordybelse.
at kunne dykke ned i, hellige sig og afslutte én ting ad gangen.

jeg voksede op i den fikse idé, at kvinder af natur er multitaskere.
mens mændene ligger på maven med et øje på horisonten og venter på en bøffel, rører vi i lergryderne, ammer de mindste, tørrer snot af de større og opdrager de største. og sludrer.
vi grinede lidt af mændene dengang. og troede, at det betød ét point til os.
hahaha.
ha.

multitasking, som vi i den grad tog til os, har gjort mindst lige så meget skade som Ajax' hvide tornado. udover at det er et grimt. grimt. grimt ord, indeholder begrebet i dag en daglig, uladesiggørlig forventning om på ganske kort tid serielt at kunne påbegynde og afslutte et antal hjerne- og kvalitetskrævende opgaver.
det er ikke længere nok at dikke under døren og holde skidtet fra de mindste.
det er ikke længere forbeholdt kvinder.
og vi har selv nikket.
jajaja.
ja.

og jeg holder jo så umådeligt meget af alt, hvad jeg laver. både ude og hjemme.
jeg føler mig jo så priviligeret.
og jeg er jo i bund og grund så livsbegejstret.
men.

nu har jeg to gange i år givet mig selv lov til at gøre på en ikke-arbejdsdag, hvad jeg allermest havde lyst til at gøre i hele verden.
lige i nuet.
og begge gange har jeg lagt mig til at sove.

sgu da spild af tid.

når man nu kunne bruge den til fordybelse.
dykke ned i, hellige sig og afslutte én ting ad gangen.

sådan som vi i bund og grund er skruet sammen til.
sov godt.

7 kommentarer:

Bolette sagde ...

Aller kæreste

jeg ser hvor du kommer fra og hvad du mener ..

Jeg har brug for at sige til mig selv fuldt ud og helt

Jeg ser dig og fordybe i den jeg er lige nu ..

overskud kræver det , og sove kommer altid først

vi har noget , der hvor jeg ofte kommer vi kalder H A L t

syndromet
hungry
angry
lonely
tired

De basale behov dækkes først

håber din fordybelse hener dig lige om snart
tak som altid for skønne , dejlige
kloge ord kloge quinde

Rikke sagde ...

Hep!

Ravheksen sagde ...

Jeg kender det, Regitze.
Mit problem er, at der er alt for meget, jeg gerne vil fordybe mig i, så det ender med en overvældende træthed og efterfølgende dyb søvn. Hvis jeg skal finde roen til fordybelse, kræver det flere dages frihed.
Håber du snart kommer hjem:-)

Dana Watsham sagde ...

Ved du hvad, Regitze - der er altså også noget tidsånd ind over her.
Dengang du og jeg endelig fik kæmpet os ind på arbejdsmarkedet efter 80ernes katastroferegering (som lignede den vi har nu i skuffende grad), skulle vi i alt fald ikke komme og sige "det kan jeg ikke nå" eller "det har jeg ikke tid til" - for så var vi bare nogen useriøse finker, der burde gå hjemme og passe børn så der blev plads til nogen mænd.

Det sætter dybe mentale ar, sådan noget. Så vi blev til dem der kunne det hele, havde tid til det hele, vidste det hele og kunne svare på dybe barnespørgsmål mens vi sad på toilettet (for åben dør så de ikke vrælede imens), og planlagde næste arbejdsdag i drømme.

Vores døtre er blevet bedre til det. Min på 24 påstår stadig, at det sværeste at lære var at uddelegere, fordi hun måtte erkende at døgnet kun har 24 timer og hun kun har to hænder. Jeg har først lært det ved at se på hende ...

Så nej, det er ikke tidsspilde at sove. Det er sjælen der inhenter kroppen, for man kan kun danse med høns når de to swinger sammen.

Lene sagde ...

Sov godt, drøm sødt, mon du er kommet hjem? Det håber jeg, knus

Brorsan sagde ...

déesse 19...

Årh! Så vær dog lidt seriøs Brormand!

Regitze sagde ...

tak, Bolette. jeg forstår ikke det hele, du siger - men tak:)

Hep, Rikke!

Ravheks - jeg holder så meget af dine billeder af og med drivtømmeret. de inviterer til instant fordybelse:)
og tak - jeg er kommet godt hjem igen.

dejlige Dana. du siger lige det jeg mener. så præcist. en del af min funktion er også at uddelegere. men der er bare ikke så mange at dele med..

mange tak, Lene. jeg kom flot hjem i lige linje. jeg var pivheldig:)

arh! Brorsan! du er en perle! så kom jeg ned på jorden igen :D
mine damer. må jeg præsentere verdens førende skønhed:
déesse 19.. også kaldet DS 19..