det tager 25 timer at komme fra Seoul til Harrestrup.
og de elleve i fredagsflyet mellem Bangkok og København er ikke min stærkeste kop te.
æteriske, uglehårede blondiner med blanke øjne sidder i posthippiepositurer i thailandske bomuldsbatikturistbutikgevanter og bare fødder og sender kraftige signaler om, at de hører til en anden orden.
plumpe, plumrede mænd i alle aldre med blanke øjne stavrer omkring i shorts og t-shirts med muntre udråb og sender kraftige uddunstninger af ugegamle branderter.
tøndeformede damer i shorts og t-shirts med muntre udråb leder febrilsk efter sudukoen i ude og hjemme og sender kraftige albuer og vanderbilt over armlænene.
og så er der de andre. de tre familier med de søde perlebeflettede børn. de fire asiater.
og mig.
jeg er ligeglad.
jeg skruer skumfiduser i ørerne. især for at blive fri for at høre på hr og fru nabos ævl og snøvl.
mens jeg sidder og dimser på sæde C læner hr A sig pludseligt hen over sin kone og råber noget til mig mens han vifter med laminatet, der fortæller dig hvordan du skal gebærde dig, når flyet styrter ned. jeg orker ham ikke.
HAR DU LÆST DENNE HER! råber han. igennem skumfiduserne. to gange.
åh nej. manden vil sludre. jeg kigger skævt ned på hans blodskudte øjne og dimser videre. nu slår han mig oven i hovedet med laminatet. to gange.
KAN DU IKKE LÆSE! spytter han ind i fiduserne.
jeg bliver lidt træt.
SLUK SÅ FOR DET LORT! jeg tænker mig, at han tror de her fiduser er hovedtelefoner til en kværnende mp3afspiller og tager den ene ud og spørger - taler du til mig?
DU-MÅ-IKKE-HA-TELEFONEN-TÆNDT-I-FLYET-DIN-STORE-KRAFTIDIOT! laminatet går som øksehug i luften foran min næse.
jeg kigger ned på mine hænder, der er ved at stille mobiltiden frem til dansk tid og forklarer, at telefonens antenne er slukket. at den er i flyvetilstand og at den nærmest kun er et ur lige nu. ligesom alle de andres telefoner.
SINDSSYGE KÆLLING. hr A tager form som en punkteret trillebør. fru B lader som om hun sover.
jeg kunne været blevet meget, meget vred. det er ikke verdenskost i min hverdag at blive klasket oven i hovedet med laminater af en spritballon.
men jeg orkede ikke.
jeg har aldrig oplevet flygæster blive så elegant ignoreret af personalet. under hele turen. fru B bandede af samtlige stewarder og stewardesser på vegne af hr A. for hun kunne nogle ord på engelsk. undtagen de magiske.
de var godt på vej til at dehydrere og ikke engang omelet til morgenmad, måtte de få.
mens jeg sad og svælgede i min, måtte A og B kløjs i hakkelse.
omelet var udsolgt med et smil.
tyve i landing får alle damerne en orkidé forærende. det er thaikotume. alle får.
undtagen fru B.
i min morgensprøde fik jeg lyst til at putte både hr A og fru B i lommen og ae lidt på dem.
de lignede nogen, der aldrig får noget.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
14 kommentarer:
Ak ja, denne verdens Hr. A og fru B'er...
Hvad fanden!
Regitze, du er så mild og god :D
Ja, man får i sandhed det ud af verden som .... og hvor kan man dog blive vildøv overfor den slags mennesker.
Men man får også lidt ondt af dem, rigtig nok. Hvornår mon det gik galt?
jeg spiste mine fire humletabletter og mens jeg døsede hen legede jeg med tanken om den ultimative ydmygelse, indtil jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde noget at bruge den til.
det var en stor indsigt.
Den slags typer straffer sig selv - man behøver som du siger ikke gøre noget. Det er næsten en karmisk indsigt, når man få den. Lad den sprede sig over alt og alle :-)
Sådan nogle SMÅ mennesker - Hr. A og Fru B. Lad dem bare gøre sig selv til grin - Det gøres bedst ved TOTALT at ignorere dem. Så ka' de sidde der som små propper og blive rødere og rødere i bærret...... VELKOMMEN hjem til DK
Jeg tror jeg havde vappet ham en. Lige praecis at banke mig oven i hovedet med saa meget som en vatpind faar mig helt op i hidsighedssvingningerne. Velkommen hjem og nyd din blomst, min blomst.
nemlig. og tak:)
Rummelighed og indsigt er en stor ting. Karmapoint til dig! og velkommen hjem.
Rummelighed og indsigt er en stor ting. Karmapoint til dig! og velkommen hjem.
Way too late med en kommentar.
Men jeg forsøger mig alligevel.
Jeg er dybt imponeret over din tålmodighed og overbærenhed - jeg ville have såret ham dødeligt med mine skarpe og lammende ord. Forgæves, kan jeg så næsten regne ud - sådanne ord preller af...
Du var på arbejde. Det kan man ikke komme udenom.
Jeg VIL ikke til Thailand, og jeg forstår nok ikke rigtig dem, der synes, det må være lykken at være turist i et land, der i dag er meget, meget værre end hvad Mallorca var for 30 år siden. Værre, fordi jeg absolut ikke har lyst til at se en blegfed europæer omklamre en lillebitte ikke-europæisk kvinde, som desværre nok er nødt til gøre, hvad hun gør.
Jeg har Mallorca til gode. Og Thailand.
Men jeg har vist alligevel oplevet dine flynaboer.
tak tak, Kagekone:)
tak for dine tanker, Ellen. du har ret. jeg repræsenterede mit arbejde og ikke bare mig selv. det ligger på frontallappen og fremgår af navneskiltet på min håndbagage.
og så er indlægget ikke et forsøg på at afskrække dig eller andre fra at tage til Thailand. det ville være synd. Thailand har fantastiske oplevelser at byde på. også. jeg foreslår bare, at man ikke tager fredagsflyet hjem.
Hvor er det sødt at ae dem :-) En mærkelig historie.
Send en kommentar