23 marts 2008

påskedag 1964

skidne æg.
at være det eneste barn.
endnu.

tarteletter.
at måtte ønske noget, når det engang lykkes at tælle samtlige små rudeformede krusseduller i min morfars spisestuetapet. to gange. med samme resultat.

sovende fødder.
at måtte ønske noget, hvis man kan lade være med at dingle med benene, før stueuret slår. igen.

hørbare suk.
at ikke tale om min mors storebror, som fløj op til himmelen en påske.
jeg kan huske hans arme.
det er ham, jeg sender ønsket til.

højdepunktet.
at min mor finder et brilleetui frem, som hun selv har broderet. til min mormor. det er sort med små mariehøns på.
alle de voksne ansigter åbnes.
de ler. med åben mund og glade øjne.
og nu taler de.

mit ønske gik i opfyldelse, endnu før vi forlod bordet.

5 kommentarer:

Uffe sagde ...

Som at være der selv. Du er poet. Og ind imellem kan man tage sig selv i at savne de skidne æg ...

Regitze sagde ...

skidne æg coming up, Uffe.
sammen med de forpåskede hjemmebryg, Brorsan har dedikeret til jer.
miraklernes tid er ikke omme.
mange tak for ord.

Tina - omme i London aka teeweewonders sagde ...

Regitze, jeg elsker naar du skriver kryptisk - og saa poetisk. God paaske!

Regitze sagde ...

Tina - tak! og glædeligt forår til jer dernede:)

Dana Watsham sagde ...

Ja, sådan var det også at være barn. En gang imellem.

Tak for medkig.