skolelærerglød

sådan en som mig, kan ingen lære noget.
jeg kan praktisere hvad som helst - og har gjort det.
op og ned ad bjerge, op og ned ad bål, op og ned ad ishave og det, der er værre.
du nævner det. jeg har været der. (ok. ikke sådan noget fake noget som elastikspring, vel? nu taler vi om virkelighed).


således polstret kan jeg nu læne mig tilbage og gå til kommuneyoga om mandagen på den lokale vestegnsskole sammen med de andre damer.
det bedste er, at jeg er den yngste.
det værste er, at jeg er den eneste, der ikke har pix med af mit seneste barnebarn.

de seje koner fortæller vittigheder fra virkeligheden, så jeg skriger. mere af forskrækkelse end af grin.
eller er det det samme.

og så holder vi kæft, for nu går vi igang.
90 minutters indædte, stilfærdige øvelser, der nulrer, strækker og glæder hver eneste fysiske og mentale sene og muskel.
man bliver fucking høj. og fokuserende lykkelig.

og bagefter, når jeg bonert står og hopper på et ben for at komme i gangtøjet bag skolescenens bagtæppe, foran hvilket det hele sker, lover jeg hver mandag mig selv en dag at dokumentere Ballerups checkede dramalærere.


det er som at se Cs værksted.
jeg er vildt imponeret over, hvordan nogle kan få omformet noget tredimensionelt til en indholdsfortegnelse.
der ku jeg sq alligevel lære noget.