Yeppie kay yeahh, motherfucker!

nu skal jeg lige hen og aflevere bøger.
og så har jeg ferie. ferie. ferie.
hele måned otte.

jeg er ikke så god til det med ugenumre, så jeg valgte et månedsnummer, dengang ferien skulle krydses af.

the rosy crucifixion

To write, I meditated, must be an act devoid of will. The word, like the deep ocean current, has to float to the surface of its own impulse. A child has no need to write, he is innocent. A man writes to throw off the poison which he has accumulated because of his false way of life. He is trying to recapture his innocence, yet all he succeeds in doing (by writing) is to inoculate the world with a virus of his disillusionment. No man would set a word down on paper if he had the courage to live out what he believed in. His inspiration is deflected at the source. If it is a world of truth, beauty and magic that he desires to create, why does he put millions of words between himself and the reality of that world? Why does he defect action - unless it be that, like other men, what he really desires is power, fame, success. "Books are human actions in death", said Balzac. Yet, having perceived truth, he deliberately surrended the angel to the demon which possessed him.

åh hvor jeg elsker. jeg er svimmel, mat i knæene, uglet i håret og mild i blikket. jeg æder råt. jeg bider. spytter ud. bider igen. og synker.
jeg falder udmattet om.

i går formiddags i lufthavnen gik jeg på jagt efter en boghandel. det lykkedes at komme på klods hold af en, der også forhandlede fire hylder engelske bøger.
kinesisk have, kinesisk mad, kinesisk kunst, kinesisk indretning, kinesisk overtro, kinesisk sprog, kinesisk silkevej.
og inde i hjørnet var der en lille hylde med Harry Potter. og noget spion-noget. og så stod de der pludseligt.

Sexus, Plexus og Nexus

min kundalini rørte på sig.
mine tæer skælvede.

der var kun plads til Sexus, for jeg havde lige købt skoene, der passede til.

jeg troede, jeg for altid var fortabt. jeg troede, jeg havde mistet glæden ved bøger. og jeg troede, at genlæsning var forbeholdt de, der ikke ved, hvad de ellers skal lave.

jeg elsker ham.
i morgen vil jeg bede Claus bygge mig en hylde.
og så skal også Genet, Nin, Sartre og de andre gamle kendinge være velkomne her.
det bliver en forrygende og våd sommer!

in situ

mange, mange tak for jeres hilsener og kommentarer i løbet af de sidste dage.
uden adgangen til webloggen kunne jeg ikke komme til at hilse tilbage, men da de også blev tilfløjet pr gmail, har jeg alligevel kunnet gnække, nikke og smile med og til jer.
så igen. tak fordi I havde lyst til at være med.

da vi gamle var unge, for det har vi også været engang, og tog på udenrigs dannelsesrejser, foregik eventuel korrespondance pr kuglepen og frimærke. i nogle lande, som England, kunne man endda ringe hjem og råbe hej! uden at betale, inden forbindelsen blev afbrudt.

jeg har haft en mening:
at man som ungt menneske i dag kan logge sig ind, næsten uanset hvor man befinder sig, og pronto fordøje sine oplevelser med dem derhjemme, betyder, at det store sus, der kommer af at være alene med sig selv ude i verden i lang tid, er gået fløjten. og jeg har ment, at det var det, der var en vigtig del af rejsen. dengang.

men en kop kaffe smager jo stadigvæk godt, selvom vi ikke skal køre en pind rundt i en flintesten for at få ild under kedlen og dermed rigtigt har gjort os fortjent til nydelsen.
det er udviklingen, du ved.

og jeg hører i øvrigt, at det er blevet trendyt at være offline ind imellem.
det lyder kedeligt.

shang tiu hai

du sidder derhjemme og tænker på at tage dig en håndskåret spegepølsemad på hjemmebagt rugbrød med fedt under og måske en lille lørdagsøl til. og en bette verbenasnaps?

jeg sidder i the lobby lounge med en dobbelt GT efter et bad og kjoleskift. bagefter skal jeg spise med kniv og gaffel på hotellets steakhouse. slut med pinde for denne omgang.

jeg ville hellere ha en rugbrødsmad.

til sagen.

sag 1. disclaimer: dette er ikke en fyldestgørende beskrivelse af Shanghai. dette er mit udvalg af oplevelser på en femtimers vandring i en lille krumme af byen, der kaldes 'det kinesiske kvarter'. eller 'det gamle Shanghai'.
det siger lidt om farveladen.

sag 2. jeg har udeladt beskrivelser og fotos af gamle mænd, der står i kø for at få vejet deres indsamlede pap. jeg fortæller heller ikke om gamle tandløse, forhenværende familiemødre, der opretholder livet ved at tigge og drikke isterninger af de papbægre fra McDød, som turisterne smider ud. jeg fortæller slet ikke om hvordan jeg først afviste sådan en morlille med det sædvanlige håndfaste smil, mens jeg drak cola og røg cigaretter i skyggen. og derefter gav hende en femmer inden jeg gik.
jeg fortæller ingenting om magre kattekillinger. du får heller ingen billeder af dem.
så er det sagt.
det kan være hårdt at være til i verden. for min part har jeg set det hårdeste her i Kina, i Centraleuropa og i Mellem- og Sydamerikanske lande. og jeg har svært ved at placere de iagttagelser her på vampyrpingvinen. så bliver det i hvertfald i et selvstændigt indlæg engang. det er imod min indre stemning at blande dobbelte gintonics i ambient atmosfære sammen med karatbarskerter.

sag 3. jeg er ked af at du ikke får lugte og lyde med i det efterfølgende, hvis du orker at kigge med. de udgør mere end halvdelen af oplevelsen.

sag 4. det ser ud til, at mit højre ben er slidt lidt ned. selvom jeg har gjort hvad jeg lige kunne for at rette op på linierne, beklager jeg, at du må holde hovedet lidt på skrå. uden at få hold i nakken.

sag 5. jeg gik ud af hotellet med solbriller og parasol og fik fumlet så meget med metrobilletten på den ikke-engelsktalende station, at jeg måtte tage en taxi i stedet for.
turen var, som sagt, bestemt til at gå til det gamle Shanghai. nærmere bestemt Yuyuanbasaren. ville du ikke også have valgt det, hvis du havde haft én dag? ikke at jeg skulle handle dér, jeg gider ikke prutte om priserne (sjællændere, du ved), undtagen hvis det bliver virkeligt vigtigt, hvilket ikke sker så tit. men basar- og markedsstemninger, det kan vi li.

da jeg blev sat af, satte jeg mig lige ned og fordøjede de spritnye treetagers betonbygninger, inden jeg penetrerede selve basarområdet.

og så op og stå og afsted.


det mindede gevaldigt meget om Bakken. bare meget nyere. de fleste bygninger er opført indenfor de seneste år.




og jeg var ved at blive noget visuelt og auditivt hårdkogt på den indre opkørte måde, da jeg pludseligt stod foran Glædens have (Yuyuan) fra midten af 15hundredetallet. Pan Yunduan lod anlægge denne perle af en sydkinesisk have til sine forældre og det var jeg glad for i dag.




pulsen gik ned med et brag.

det var ikke så svært at undgå alle de kinesiske charterturister, når jeg gerne ville fotografere


og i flere minutter ad gangen var der helt stille.

jeg fik også fordybet mig i en lille smuk udstilling af tre gamlinges fabelagtige akvarelkunster, som ikke måtte fotograferes (bare jeg ikke havde spurgt.).
et stille bad for sjælen.

bagefter var jeg rustet til at se, hvad der i øvrigt befandt sig bag kulissen. og så fandt jeg sørme det gamle Shanghai.


du må selv tilsætte lugten. en cocktail af rådden mælk, gæret tis og naftalin.




Shanghai er et surreelt sammensurium af opbygning og nedbrydning.

højhusene hedder navne som The Golden Tower of Finance og Capitalland. Mao må rotere i sit mausolæum mens Deng Xiaoping klapper i hænderne.
jeg mødte forresten formanden.


til slut endte jeg på havnefronten.


i min Turen går til Kina fra 2006, er der et billede af den højeste skyskraber på den tid. 420 meter høj fordelt på 88 etager til venstre for Auorora.

i dag ser her sådan ud - fra en lidt anden vinkel; til højre for Aurora.

hvis Jinmao, som den hedder, stadigvæk er den højeste, er det vist kun et spørgsmål om tid.

det er lørdag og henunder aften.
pigerne hang også ud.



og jeg nød scenariet og en lille øl på en forbipasserende bar.

der sejlede alt muligt i havneløbet. også en reklame.

på vej tilbage gik jeg gennem en børnevenlig park, hvor drenge spillede - hvad søren hedder det nu? - djævlespil?

og så var det ud og vifte en taxi og hjem og tage et bad og en frisk kjole på. og nu vil jeg have en bøf. og bagefter vil jeg op på 14. og oploade billederne. det tager et par timer. man skulle næsten tro, at der sad en starut et sted og godkendte dem undervejs.
så du er nok snarere igang med lørdagskylling end spegepølsemad, når jeg har nusset mig færdig.

i morgen tidlig flyver jeg hjem.
hjem til Claus.
og Mads og Misse.
og nyklippet hæk.
og sommerferie lige om snart.

den er pingeling.

bjergbestigersken. frit efter Willumsen.

det var min ære, der stod på spil.

op kl 6.
ud i en taxi med to kinesiske gentlemen kl 7.
ind i en lillebitte shop for at hyre en bjergguide og købe det vigtigste overlevelseskit. mens herrerne forhandlede, så ruderne raslede, tullede jeg rundt og studerede udvalget af kleenex, sammenklappelige hatte og torskerogn på dåse.
i et sidelokale sad en håndfuld mænd og spillede mahjong, så cigaretasken fløj dem om næsen.

omsider nåede forhandlingerne frem til valg af rute. jeg er sådan en japerson, så ork. den farligste, hårdeste og længste rute var i orden med mig. ligner jeg måske en svækling? og er det måske ikke bare en turistattraktion, vi taler om?
alle kiggede bekymrede på mine klipklappere, og det var med nød og næppe, og kun på grund af min myndige udstråling, at jeg undgik at skulle tilbringe dagen sammen med vabler i et par af de kinesiske Nikeefterligninger, som stod opmarcheret i vinduet.

ind i taxien sammen med den lillebitte, søde, seje og kinesisktalende kvindelige guide.
op ad bjerget til indgangen til Huangshan og købe billetter og forsikring. jeg blev forsikret for 8000 RMB i tilfælde af, at jeg skulle dratte ned ad bjerget.
det svarer til femtusindesekshundrede kr.

vi valgte at flyve de første 8 km af bjergmassivet i en kugle, der til min stille glæde er konstrueret i Schweiz.


så var vi der. i de mest kinesiske af alle berømte kinesiske bjerge.

og vi gik. og stod stille. og fotograferede.

og gik. og stod stille. og fotograferede.


vi gik udelukkende på granittrapper. brede og smalle. opad og nedad.

gennem kløfter og grotter.
med udsigtsdepoter strøet ud med rimeligt mild hånd.


guiden tog også et billede af os tre eventyrere, mens vi endnu har vendt ryggen til turens højdepunkt

- kan du se den savtakkede kant oppe på toppen? kan du også skimte vejen derop med nogle små tshirts på?

jeg kunne se guidens pegefinger og at hun herefter overlod os til os selv. klog dame.

der blev spyttet i næverne og taget en slurk vand. så gik starten.

i tyve minutter kiggede jeg udelukkende på granittrappesten. trappen er smal. de bredeste steder er den en meter. uden rækværk eller anden livline. og vi blev fra tid til anden passeret af nedadgående kinesere, der var lige så bange som mig for at falde i grøften og trille i kløften.
og så gjorde det iøvrigt lidt ondt i venstre knæ. og læggene skreg og blev kun overdøvet af lungernes hvæsen og pulsens højlydte trommen i tindingerne. jeg stoppede. vendte mig rundt og satte mig på en trappesten og kiggede på denne her, som jeg genkendte som det, jeg havde udset mig på forhånd som halvvejsmarkøren.

og så var det at jeg tænkte. hva faen er det lige, der er sjovt ved at gå op ad en trappe?
jeg ved godt, at det ikke handler om at nå udsigten alene. det handler om at overskride en indre grænse. at flytte sig mentalt. at flytte sin grænse for, hvad der er muligt her i livet.
men det gjorde jeg jo allerede sidste år. og året før. og forrige årti. og før det.
og for to år siden nåede jeg toppen af bjerget Taishan. så det er ikke for det.

så. jeg efterlod mine to gentlemen og gik ned igen. og nød turen tilbage. og konverserede med søde unge kinesiske turister, der gerne ville bruge deres engelsk. og tilbage i helvedets forgård ventede jeg i et par timer sammen med guiden på vores to superhelte.

trods larmen, der var at sammenligne med en dansk skolegård i spisefrikvarteret x 100, fik jeg taget en lille lur på en trappesten, når jeg ikke konverserede om H.C. Andersen med unge kinesere.
der var nogen, der måtte få vandmelon.

med sten i.

og superheltene klarede skærene og var vokset adskillige centimeter.

så kørte vi tilbage til byen for at fejre bedriften med en god frokost sammen med guiden.

i restauranten diskede de op med vilde dyr. vilde kyllinger og fisk fra de omkringliggende floder.


den ene af superheltene blev i køkkenet under tilberedningen for at sikre sig, at kokken ikke skiftede vildkyllingerne ud med nogle tamme undervejs.

og jeg håbede, det her var en slange.

men det var bare bambus.

jeg er ret sikker på, at det ikke var et skår i mine bordherrers glæde, at de havde gennemført hvad vikingedamen havde måtte opgive. og jeg vil aldrig fortælle dem, at jeg ikke opgav. jeg gad bare ikke. eller rettere, min krop gad ikke.
måske skulle jeg begynde at cykle lidt igen, når jeg kommer hjem.

et par timer efter midnat nåede jeg til Shanghai. og nu sidder jeg lige og tager mig sammen til at gå ud og kigge på byen. fra mit vindue på 14. kan jeg se smoggen ligge tung og gul. Shanghai ligner en asiatisk storby til forveksling.

nå. men batterierne er ladet op. også i kameraet. så måske er der lidt at dele med dig i aften.