den bliver jeg i resten af året.
Louis havde et af sine weekendteenagefødselsdagsrollespilsarrangørsengagementer og for at råde bod på, at han som barn altid blev fragtet rundt på cykeltraktorsæde, i bus og til fods i alt slags vejr og til alle tider, tilbød jeg at være hans chauffør. passaten er som designet til at transportere dødbringende skumgummisværd og magisk mel, ris og cacao og en bil er et genialt sted til samtaler af varierende dybder.
at så fødselinens mor er en dejlig dame, at familien er en dejlig familie og huset et dejligt hus trækker ikke fra. og at moderen er en overmåde effen kagekunstner, havde jeg heller ikke glemt.
vi måtte få et stykke kage med hjem. på størrelse med et villatelt.
jeg nåede også at stå i kø ude på fortovet i høj sol for at komme ind til Brønshøjslagteren og hente et kg skært lam og så hjem og lave simremad til Louis' far og hans smukke Hanne, for det var alt for langt tid siden og vi er pals og det er for livet.
i vintermørket blev der disket op med glitrende sommerbilleder og tusind tak! der findes så få pics af C og mig sammen.
der findes heller ikke mange af Louis' far og mig, men forleden fik jeg et par stykker til museet via Boston.
der er 25 år mellem de to liv og jeg lader dem stå et øjeblik, mens jeg med slet skjult begejstring konstaterer, at dobbelthagen var født allerede dengang.
og det blev en mørk og stormfuld nat med fuld fart på den eventyrlige bordelstemning
og rundt i livet på godt og grumt.
og så blev det søndag. og endeligt kom Claus hjem fra Mols. der må ha været ok langt fra Odden til Harrestrup i pisregn på motorcyklen. nu er det tid til gode historier omme fra P1 og småsludren mens brændeovnen flimrer, regndråberne pisker mod ruden og vi hver især nuller med vores vigtigheder.
alle fire.
6 kommentarer:
Jamen I ser jo knaldhamrende godt ud allesammen - sikke en søndag!
(eller var det lørdag?)
lige i øjet, Uffe. sikke en søndag. og lørdag!
Jeg havde en meget sød og ikke særlig forfængelig farmor. Hun var meget, meget lille og slank, men blev nu & da kaldt "pelikanen" på grund af hendes meget veludviklede dobbelthage.
Da jeg var 5 år var det bedste, jeg vidste, at sidde tæt og nulre dette stykke bløde kød og det blev hun aldrig nogen sinde sur eller skamfuld over. Det synes jeg var et fint træk hos hende!
Jeg har arvet tendensen til dobbelthage. Min har været under udvikling siden, jeg var ganske ung - og den bliver lidt mere påtrængende som årene går og kødet bliver blødere og slappere.
Måske får jeg en dag et barnebarn, som gider sidde tæt og nulre den lidt. Det er ok.
Jeg lover, aldrig at blive sur over det!
;-)
åh ja, Henriette. pelikanhagen. kalkunpludderet. kan også med glæde være mit kærlighedshåndtag til næste generation:)
derudover bliver vi nødt til snart ses igen, for jeg har helt glemt din anden hage! nå ja. og så også fordi.
:o)>
man kan ikke stå vinteren igennem uden dobbelthage!
Send en kommentar