min yndlingstegneserie hænger på væggen modsat elevatorsengen. den er uden talebobler og viser i al sin enkelthed
1. tidlig morgen
2. fisker sejler ud
3. fisker har fanget en fisk og sejler hjem igen
4. fisker er gået hjem til kone
vel er jeg ikke fisker og vel er dette ikke Kina.
og vel er min jobmæssige højsæsons sindssyge cirkus startet og vi pr tradition bliver svunget rundt og rundt i et stadig mere snærende tov med krav om leveringer til urealistisk nærliggende deadlines, som skaber splitfokale og multitaskende hjernehalvdele, der går ind og erstatter hinanden i ny og næ, i tide og utide - ikke mindst når tidszonerne overskrides i et væk til både højre og venstre og der på indkøbslisten står støttestrømper og børnemagnyl til langdistancerejserne.
men vi kan jo ta det.
og li det.
en skyfri sommerdag i 2005 startede Claus og jeg fra Jydelejet og endte i 30 graders skygge på en italiener i Stubbekøbing efter at have tullet Møn og Bogø tynde og forceret Grønssund med den lille færge. på et tidspunkt, rejser jeg mig efter en pludselig indre indskydelse og slowmotionerer hjulbenet gennem lilleputbystøvet over til kiosken og køber mig et blad, der hedder Psykologi, som ryger i den stedlige skralder. men bogen, som fulgte med i købet, beholdt jeg. og læste.
af den lærte jeg at klare mig med fremadrettet kraft.
men med tiden har jeg har også lært, at alt hvad jeg har lært efter mit 18. år skal repeteres regelmæssigt, hvis det ikke skal fade ud. så repeat after me:
Yerkes-Dodson-kurven:
ligner et U, hvor bunden er vendt i vejret.
x-aksen viser stressbelastningen
y-aksen viser produktiviteten
når stressbelastningen øges, øges produktiviteten – til et vist punkt = kurvens toppunkt.
al produktion herefter er spild af skønne gode kræfter.
indlysende ikke? men. vi ved jo godt, at når vi når om på den anden side af kurvens toppunkt, ser vi så uklart, at vi ligger og roder rundt i længere og længere arbejdsdage og får LANGT MINDRE FRA HÅNDEN - og hovedet - end vi gjorde tidligere på kurven.
alle kan tåle at blive ved udover de vedtagne 8 timer i en periode – en skalle her og der er et herligt kick fremad.
og gå så hjem.
målet må være at (stræbe efter at) kunne befinde sig lige før toppunktet – i hvert fald mens det brager løs.
hvordan man lige gør det, handler resten af bogen så om.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar