Liselottes saltmandler syder i ovnen. Allan Olsen fortæller om taberens søn. her er så roligt, at selv lysenes flammer står helt stille.første dag i 06 og sidste dag i ferien. jeg elsker den stemning, der hersker ude, inde og indeni.
eftertænksomhed og enkelthed.
jeg spekulerer stadigvæk over, hvad det er for et medie, vi drages af.
på et tidspunkt prøvede jeg at beskrive min blog som en elektronisk udgave at den opslagstavle, der hænger i køkkenet. den har ikke meget indflydelse på verdens gang. men den gør det muligt for mig at se på mig selv udefra. og så forstår jeg mange ting bedre.
som en positiv sideeffekt nyder jeg at besøge og følge med hos jer.
I er hyggelige, inspirerende, stimulerende. og sjove.
jeg klukker, jeg bliver gal og jeg lærer en masse.
og jeg er ved at aflure et kameras muligheder for første gang i mit liv.
tak.
kommentarerne som jeg i begyndelsen fandt overflødige, er en af de funktioner jeg virkeligt har lært at sætte pris på. det ville ind imellem have været rart at have holdt kæft med tilbagevirkende kraft ligesom ude i det virkelige liv. men grundlæggende synes jeg, takket være kommentarerne, at jeg har udvidet min kreds af mennesker jeg sætter stor pris på.
jeg ønsker jer alle sammen et år, som I vil se tilbage på med glæde.
tiden går og saltmandlerne blev til brændte mandler. nu er det tid til Tom Waits. tiderne skifter.
p.s. hvis I også synes, dronnings nytårstale var lidt tynd i går, kan jeg varmt anbefale iAndys.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar