eftermæle

jeg har egentligt ikke tænkt mig at skulle stå af lige med det første.
men nu har jeg endeligt fundet skriften til når det er:

I did some stupid things
but my heart was in the right place
and this I know.

jeg vil gerne, at du lytter med: her. det er så sjældent at jeg beder dig om noget.

tak til Sis for billedet.
tak til Gowings for at insistere på Eels.

og som dumme, gamle Plysbjørn sagde: If you live to be 100, I hope I live to be 100 minus 1 day, so I never have to live without you.

helle for at være Peter P, C.

16. april 2010

hej Gud
tak fordi jeg var tilstede i går. lige midt i nuet.
vil du være så venlig at velsigne vores værtspar.
ja. velsign bare hele banden.
det var anemoneme den hjerteligste og smukkeste dag.
tro, håb og kærlig hilsen
Regitze

ps. god påske.
- og Gud. jeg har fået et påskeæg forærende, fordi jeg ikke havde skrevet et gækkebrev.
prik den.

lille Ludde

en af spændingerne ved at flytte, rydde og smide er at skulle stå ansigt til ansigt med fortidens sønner i 2D.

alle disse billeder som dukkede op og som jeg ikke var helt sikker på ikke var forsvundet. alle disse billeder, som vil sidde på frontallappen til det sidste.


januar 1986. hjemme i Store Kongensgade 108. Anso, Louis og Fupz ser fjerner. Anso har malet sofaen. Fupz billedet.


august 1988. ovre i Lundeborg. Louis og hans mor ferieposerer.


juli 1992. henne i Ballonparken. Louis i Hannahs Lisbeths hat og jakke.


januar 2011. inde på Københavns Pædagogseminarium. Louis. cirklen er sluttet.

vi er ikke født igår, knajt.

skødet er skrevet og gælden er Deres, Brodtgaard

jeg forelskede mig omgående i den lejlighed.
efter en årrække satte jeg den til salg.

den første der kom og beså den forelskede sig i den omgående.
så han købte den også med det vuns.

og i Kastrup forleden kom min kuffert op som den første.

ingen af tingene kan lade sig gøre.
men det gjorde de.

i aften står den på fejr.
og NEM ID er inviteret med.

apropos assimilering

min første og største kærlighed var en ung dansk kvinde, der arbejdede i en nærliggende kibbutz. jeg var 18 og hun var 23, høj, blond og meget, meget smuk.
vi havde det vidunderligt. da hun flyttede tilbage til Danmark, skrev vi sammen. ak ja. det var før computerne havde gjort deres indtog, så vi skrev breve. og ventede. og skrev. og så tog vi tre uger til Paris. åh vi var så unge. og lykkelige. og fulde af hormoner.

hans øjne har talt sig varme, bløde og brune. han kigger på mig i bakspejlet, mens han fortæller. jeg synes om hans historie. vi er på vej til Jerusalem. han er guide og jeg er den guidede.

jeg spørger ham, om de stadigvæk har kontakt. hun må være bedstemor nu, siger han. det er jo 40 år siden. jeg forsøgte at finde hende på facebook for nogle år siden, men hun var der ikke. jeg siger, hun måske har taget sin ægtemands efternavn. han fortæller mig, at han havde taget den baltiske cruisetur og havde to dage i København. det var rædselsfuldt. alt for varmt og ingen aircondition. og det værste var, at midt i trafikken, midt på gaden, stoppede en gruppe muslimske mænd pludseligt op og lagde sig til at bede. midt i det hele!

jeg fryser og visker duggen af sideruden, for at få ham lidt på afstand. han skulle koncentrere sig lidt mere om motorvejstrafikken i den styrtende regn. jeg fortæller ham, at sådan fungerer det ikke i Danmark. jeg har aldrig hørt om muslimer, der lægger sig ud i trafikken og jeg gider ikke høre på hans vrøvl.
vi er på vej til Jerusalem. han er min guide og jeg bestemmer.
han fortæller oprømt at han har oplevet det samme i Antwerpen.

de sidste kilometer før Jerusalem kører vi i ingenmandslandet mellem de to mure.


bag muren til venstre bor araberne. bag muren til højre bor jøderne. eller var det omvendt.

jeg fik den kristne version.















på den anden side af muren står palæstinenserne og græder.


og livet går videre.

women's lib og lab

sommetider er det mægtig fint at holde tilbage med anekdoterne.

en af de perverse anekdoter som jeg er glad for forblev inde i dag, er den om de asiatiske kvinder, der bliver overstrøet med blomster den 8. marts af mændene i deres liv.
jeg fortalte den ikke til seminaristerne to minutter før døren gik op her i Tel Aviv og to overdådige rosenbuketter myldrede ind og kastede sig ned foran de tilstedeværende kvinder.
nu ligger der en gispende langstilket på mit hotelskrivebord.
sådan har jeg aldrig fået den før på en international kampdag.

ellers har jeg mikrofonmotiveret i ni timer i et træningslaboratorium. og kigget ud af vinduet.

først regnede det.


og så regnede det ikke længere.


senere tog jeg ud i livet og mørket og fægtede lidt på må og få med fotoapparatet.


en dame.


og en synagoge.

så har vi vist essensen.

det går ikke tilbage for det hele

for seks-syv år siden sad jeg og spiste morgenmad i Beijing ved samme bord som to israelske piloter, der skældte mig ud over, at vi hundehoveder og svæklinge af en samling danskere ikke havde mod til direkte fly til og fra Israel.

om lidt tager jeg til Terminal 2 og flyver direkte på hovedet til Tel Aviv med Cimber.
så i aften står den på det mellemøstlige køkken.
omnom.

søøøøøøøøøøndag, søndag og sol

luften er fuld af en duft af smukke, kloge søn og hans smukke, kloge sød som kom forbi i dag og blev puttet i havemøbler, tæpper, bragende sol og en lille drinks.

og C havde dækket bord med både dug og dat og fremelsket en lam-i-citron.
og vi missede mod og skålede for solen og glæden over at være sammen og det var nærmest forår.

og så gik vi gennem skoven til Bagatellen og spiste æble-i-tærte og drak whisky-i-kaffe.
og så på kunst og det.

dejlige søndag.

Uffe har sagt sine første ord i dag

og han sagde dem til mig.

han sagde:
nu strammer du den, moster.

jeg bad ham så gå ud på værkstedet og male et skilt, hvor der står: Uffes Kurv.

brillelektriker

Claus med en glimrende brille. omend uden magenta.

C var ude at fixe noget i en børneinstitution i går og gik og puslede ved walk-in-bilen.

en meget bette gut med hænderne i lommerne trillede hen og kiggede interesseret på hans gøren.

så spørger knajten: hvilken slags håndværker er du?
C fortæller, at han er elektriker.
hvad laver man som elektriker?
C forklarer.

aaarh. ok. ser du, jeg overvejer nemlig hvilken uddannelse, jeg skal tage mig, når jeg bliver stor.
og egentligt tænker jeg på at blive læge.
jeg går nemlig meget op i mit udseende.

C spørger, om en elektriker da ser fjollet ud?

nej nej. dine briller er meget stilfulde!

så nu ser vi for os en modfalden fader og moder, der netop har modtaget meddelelsen om at Gösta alligevel ikke vil være bekitlet hjertekirurg.
men elektriker.

solgt for et par briller med magenta vrang.

det der offentlige

i går havde jeg et ærinde i Glumsø, og da Claus havde taget Saaben skulle jeg køre med det offentlige og det var dramatisk.

jeg har hørt om Glumsø, men jeg har ikke haft brug for at vide hvor byen ligger før i går.
en rejse kræver forberedelse og for at være på forkant med situationen, gik jeg på rejseplanen.dk og satte mig ind i sagerne.
skift på Valby og ankomst i Glumsø efter fem kvarters rejsetid med tog nummer 2229 til 100 kroner for en enkelt eller en halvanden krones penge i minuttet.
jeg printede billet og plan ud og cyklede til stationen, hvilket i sig selv var en bedrift.
jeg overvejede et indkøb i kiosken, men da jeg ikke kunne trække udgifterne fra, lod jeg kiosk være kiosk og tog til Valby hvor jeg blev for lækkersulten og røg i kiosken og kioskmanden var et kapitel for sig. men han er ikke med i denne her historie.

så fandt jeg den rigtige perron og stillede mig parat til at stige på toget til Glumsø.
og så skete det.
en dame i højttaleren sagde, at der ikke kørte toge til Ringsted fra Valby på grund af sporarbejde i weekenden, så alle skulle tage S-toget til Høje Tåstrup og hoppe på de lange skinner dér.

sikke noget hø. hvor ligger Ringsted? har Ringsted noget med Glumsø at gøre? der var ingen, jeg havde lyst til at spørge. heldigvis vidste jeg at jeg skulle med tog nummer 2229. men det nummersystem bruger man ikke på DSBs plakatoversigter. der bruger man udelukkende endedestination. og endedistinationen fremgik hverken af billet eller rejseplan.
så var det, jeg tog jeg mig et hysterisk tilfælde og ringede til Claus, for han var engang lokomotivfører på de lange skinner.
men desværre er det sådan, at når jeg er hysterisk, formulerer jeg mig ikke så struktureret.

da alle de andre rejsende bandede og skiftede perron, gjorde jeg det samme.

så jeg tog til Høje Taastrup og kom til at stå af på Glostrup station i rent raseri. og da jeg kom til Høje Taastrup havde jeg revet billetten i stykker ved en hysterisk fejltagelse over at være blevet overhalet af IC3-toget til Nykøbing Falster med stop i Glumsø.
tognummer 2229 er nemligt indlysende info for lokohajer. serie totusinde kører til Nykøbing Falster.
klart.

i Høje Taastrup klistede en rar dame min billet sammen igen og oversigtsplanen meddelte at det næste tog til Nykøbing Falster forventedes til perron om tyve minutter.

og toget kom og jeg satte mig ind i en stank af toiletnedbrud og MacDødpommesfrites og alt var godt indtil jeg fandt ud af at det først stoppede i Næstved.

var det ikke skørt?

gæt en kat

Uffe illuderer 'fredag aften'.
det er en kollektiv tilstand han er ret god til at lægge krop til.

kattene, hønsene, fiskene og jeg er alene hjemme.
C er ude at føjte.
men ingen af os gider at danse på bordene alene af den grund.

hønsene er sunket sammen på hjalet. i griselampens skær.
efter en meget lang diskussion.
regitze: høns kan tåle ned til minus tyve, hvis bare det ikke trækker.
hønsene: vi vil så gerne have en lille bitte varmelampe tændt. bare en lille bitte en.
regitze: høns kan tåle ned til minus tyve, hvis bare det ikke trækker.
hønsene: vi vil så gerne have en lille bitte varmelampe tændt. bare en lille bitte en.
regitze: ok.

fiskene står hvor de blev stillet under isen.
de siger ikke så meget.

og kattene ligger stille hvor de lagde sig efter middagen.
de følger min puls.

det har været en berigende, stærk, spændende, intens, kærlig og overraskende uge, hvor jeg har gået rundt og skabt mig som et stearinlys i mørke.
kender du det?
man får helt lyst til at checke sine biorytmer.

og nu er det er fredag.
og katte er så pisloyale.

sku vi på lørdagskultur?

ja. det skulle vi.
for mens jeg har kulturmagten i ulige måneder, må jeg bøje mig for Claus' indslag i de lige.
og Claus er fynbo. så det var noget med at stå tidligt op lørdag morgen og køre til Blommenslyst.

i Blommenslyst har de ikke noget tøjhusmuseum, men de har Jacks Biler på Middelfartvej. og Jack har biler. mange biler.

både gule


og hvide


og sorte


vi tog den sorte fra Svenska Aeroplan Aktiebolaget (den oppe i luften, forstås).

og en tårevædet afsked med den gamle tysker.


og mens vi spiste pølser på havnen i Nyborg - for det skal man - udvidedes min hyacint med sprogblomster som cruise control, turbo, sædevarme, infopanel, tågelygter, elspejle og lygtevaskere.


vores mekaniker besvimer.
jeg lovede ham at have fokus på et driftsøkonomisk, miljøvenligt transportmiddel uden dikkedarer.

men man kan ikke få det hele, vel.


og hvis jeg nu lover at bruge cruise controllen. hver dag.
så skal jeg fanme nok få lært hr og fru danmark at holde farten lige i munden, når de har mig oppe i bagsmækken.

med kærlig hilsen og tusind tak til Gowings fra Cummings & Gowings (aka Mænd af betydning) for gode, strukturerede råd, koldt overblik og sublim sparring.

når jeg siger Rumænien

.. siger du:

stewardessedrab.
løntrykkere.
falske hus-forbi-sælgere.
ludere, lommetyve, tiggere
- og alle mulige andre former for kriminalitet - af den organiserede slags.

Rumænien er også så meget andet.
jeg besøger hårdtarbejdende, dygtige, velbegavede og videnshungrende fagfæller fra hele landet, hver gang jeg lander.

jeg kan fortælle meget lange historier om Rumænien, og en dag tror jeg, tiden er moden til den slags.
for nu vil jeg bare sige:

nogle kommer frem i åben vogn


mens andre biler.
vejene er så dårlige, at det går nogenlunde lige hurtigt.


nogle kan lide at bo grønt


mens andre kan lide


noget andet.


jeg griner bare smørret. og er glad for at sønnen er voksen og manden økonomisk uafhængig.

kulturturtur

jeg har taget mig en kulturel opblomstring.
eller måske mere præcist: jeg er blevet invaderet af en lian med kulturelle følehorn.

i dag stod den på generalforsamling med efterfølgende auktion i den lokale kunstklub, hvor jeg med et snuptag gik fra at være et meget, meget passivt medlem til at være et medlem af bestyrelsen med ret og pligt til at forestå en månedlig udstilling i løbet af elleve.

og så tænkte jeg
1) at jeg hellere måtte byde på den efterfølgende auktion.
og da vi har lige så meget vægplads her i huset som der er parkeringsdittoer i Krystalgade tænkte jeg
2) at jeg ville nøjes med at byde på et par fluer.
så det gjorde jeg.
og brugte mit gamle fedtspillertrick fra dengang jeg legede med på lauritz.com.
og det virkede.

vel er det ikke konceptuelle fluer. eller situationistiske installationer.
men de sagde pling da jeg så dem første gang.


og det har de gjort lige siden.


små stille, livagtige fluer.


Ginny Page hedder kunstneren og hun skal udtales på engelsk.
hun bor her, hvor du iøvrigt også kan se et billede af mine fluer. jeg må hellere skrive til hende og fortælle at de har det godt. det er jo trods alt små væsener, som vi er nogen, der kærer os om.

den måned Ginny Page udstillede i mine daglige vandrehaller var jeg helt høj af at trille rundt i hendes superrealisme.

men ikke nok med det.
i morgen spreder jeg armene ud til en finpolering, der på et tidspunkt kulminerer i at alle de gamle visitkort skal i brændeovnen og nogle nye opstår af asken med titlen certificeret storyteller (som de siger i jylland).
den proces glæder jeg mig så vildt til at jeg allerede nu sidder og træder mig selv over tæerne og pudser briller.
hele tiden.
jeg skal altså ind til byen og spise skeer med de store kirsebær!

men ikke nok med det.
på lørdag går jeg i duarteret med HKH MTV Bolette og vores gamle knytnæver og ser De-kaldte-hende-Crazy-Daisy-Gæstespil-af-BaggårdTeatret-i-Svendborg-på-NYAVENY-inde-på-Frederiksberg.


bare fordi talen under en frokost i går med to skarpe knive faldt på al den kultur og Anne Merete lige havde været inde og se og så videre.

det var det.
nu behøver jeg ikke blogge før søndag.

nogle dage har en anden størrelse

licens som fortjent


to generationer spiller ud


duping, dupang og dupong


stolthed og rørstrøm


og.
all right, sønnike. all right.