når hatten nu alligevel er kastet

aftenens store fest forløb lige så festligt som de kinesiske fester jeg hidtil har været så heldig at deltage i.
smuk mad.


og slørede hønsefødder

hurtig øl og 'kinesisk hvidvin', som er en djævlesprut på 54% som skænkes i ølglas. man sidder ved ti runde timandsborde. hvert bord rejser sig på skift og går rundt og skåler med alle de øvrige borde.
damerne må drikke sodavand. undtagen havheksen fra vikingelandet med enzymet, der nedbryder alkohol, før den når nyrerne. håhå. hun er sgu en rigtig guttermand, hun.

jeg var bare glad for at min improviserede tale var lagt først i programmet.

jeg befinder mig midt i kinesere fra hele riget. og de, der kan engelsk, er søde til at oversætte til og fra de øvrige. så nu har the old man, aka Claus, og jeg stående invitationer til bl.a. det indre mongoliet.

kampei betyder i øvrigt ikke skål i Kina. det betyder bottoms up. og 'kinesisk hvidvin' lugter af naftalin men smager en smule i retning af en blanding af æter og tigerbalsam.
på grund af det manglende enzym varer en kinesisk fest, som jeg kender den, ca halvanden time, førend herrerne vakler blåhovedet i seng.
praktisk.

men jeg er jo på arbejde, så det er ikke fest det hele. efter formiddagens dont, stod den på sightseeing til den lokale lavakløft.










vi var i vildnis.
bare os hundrede.
og så poing.
kom akrobaterne.
som bestilt.
uden at være det.
måske var det deres øverum.

på ethjulet


på tohjulet


på motorcykel


skal vi sige... 100 meter oppe og 80 meter fra kyst til kyst?


frem og tilbage


frem og tilbage


frem og tilbage
jeg vinkede armen af mens jeg holdt vejret i en halv time.
ny rekord.

vi forcerede en bambusskov.
det er altså bare græs.


og jeg fandt det sted, jeg vil foreslå C, at vi slår os til tåls i næste liv.
nå. men jeg må i seng.
i morgen skal jeg nemlig på sightseeing. kl. 7.

ha!

jeg er så smart, at jeg ku undvære hatten.

ganske vist har Kina besluttet, at blogspot.commere er for systemkritiske, hvorfor storebor har lukket for dén hane. men jeg fandt bagvejen, så jeg i det mindste kan propagandere fra min egen blog, mens jeg er her.

turen gik til Shanghai over Frankfurt med to timers indcheck på hotel til rejseafstøvning inden arbejdet kaldte og senere videreflyvning til Tunxilufthavnen.
herefter snuppede vi to stive timer i en minibus uden støddæmpere op ad en delvist asfalteret og fuldvist hårnålet bjergvej på bredde med en halv Værnedamsvej med hornet i bund, og legede kylling med de nedadkørende fireetagers lastbiler i mørket.

jeg har prøvet det før for et par år siden, mellem Jinan og Taishan, men det var på en motorvej. det var bedre end playstation.

også i Kina har lastbiler lygter fra de er små. men på et tidspunkt er de slidt op. og så har de jo ikke lygter. i det mindste er det en trøst, at chaufførerne kører over så lange distancer, at de højst sandsynligt tager sig en skraber bag rattet. med panden på hornet.

så nu er jeg oppe i bjergene i Huangshan. der betyder det gule bjerg. på fredag kravler jeg helt derop. tror jeg nok. lige nu arbejder jeg bare. og har denne her udsigt når jeg kigger ud af mit vindue om morgenen.


i går havde jeg tid til en minisightseeing i byen.



det gule bjerg Huangshan.





til aften gik jeg en tur med mine medkinesere.
byen er bette. alle mennesker er på gaden. her er ingen gadelygter og ingen synlige fjernsyn. folk taler sammen. hænger ud. vasker tøj i bjergkildevandshanerne i bælgmørket, drikker og sælger lidt the og klapper de få børn på hovederne. her er både drenge- og pigebørn. i Beijing i sin tid, forstod jeg, at det primært er de intellektuelle og velstillede, der får pigebørn. jeg spørger ikke ind til så private, potentielle, problematikker, så jeg ved ikke, om jeg er udenfor etbarnszonen.
men jeg får meget at vide alligevel. de kvinder, jeg er sammen med, der kan engelsk, vil gerne fortælle. ligesom andre steder hvor jeg rager op rent fysisk. så jeg får en del indsigter. de vil også gerne lytte, så jeg er ved at lære at fortælle. for de spørger ikke.

jeg spiser alt. også hønsefødder. men fisken her hører til en af favoritterne.

nu sidder jeg på mit værelse foran det åbne vindue. jeg hader lyden af aircondition. klokken er 22 og temperaturen er dalet til omkring 30 grader. jeg kan hører latter, snakken, klirren og dytten, dytten og dytten. og milliarder af cikader og metalliskklingende frøer.
Kina er seks timer foran Danmark. selvom landet strækker sig over fire tidszoner. alle kører på Beijingtid. smart ikke?
resultatet er, at størstedelen af Kina står op, arbejder og går i seng på skøre tidspunkter, for at tilfredsstille trangen til at følge solen. tjok-tjok for dikteret smartnæs.

vi ses i Shanghai. hvis de ikke har lukket posthullet imellemtiden.
ha det godt.

our way

omme i radioen lagde de to mølædte sjælere i forlængelse af hinanden lige midt i fiskefrikadellerne.

de ringeste trommer
og
den smukkeste percussion

som hermed er tilføjet vores gravølsrepertoire.

og det bliver langt.
så lad køretøjet blive hjemme.

godaften sommerdanmark

når bierne er inde, sidder kattene på taget.

mit liv følger fame margueriteruten

- så gør det ikke noget, at vi ind i mellem må snapshotte stierne.

i går brød Claus og jeg lydmuren for at komme op til nordsjælland og dele aftenen med mine søskende og deres.

tidligt i morges kringlede vi med dinglefødder på den not-so-ugly-bugly-nomore ned igennem Danmark, når hun er aller-allersmukkest. med hjerterne forrest.

tak til apotekeren, der var så fremsynet at lade sin sommerresidens opføre, før verden gik af lave.

endnu et kys til mine søskende og jeres.

lige nu

det er tordenvejr lige over hovedet på mig og et lyn er lige slået ned lige ved siden af huset.
hvad er det nu jeg skal?
lave kaffe?

holbæks chrome og omegn

jeg kender ingen som ham, der forstår at træde i karakter, som årene går.
det vil sige. jeg synes nu, alle mændene i omgangskredsene forstår at yndes med ælde.


what a party.
da alkometeret åbnede for Venturaens startspærre, besluttede Claus og jeg at blive lidt væk på de vestsjællandske landeveje. det første skilt, vi så, viste vej til Andelslandsbyen Nyvang.
der var en museumskrussedulle på skiltet.
og det skal vi love for.
Nyvang er en tidslomme.


























nu tænker du - hvis du er fulgt med så langt - wøuw, smart; nu behøver du slet ikke besøge andelslandsbyen selv.
men du tager fejl. du har ikke lugtet lunten eller den sildelage, smeden bruger til at lave huller med, smagt Rich'sen, hørt historierne, mødt en damptromleklub, klappet din barndoms telefon, set en Beocord 1 og en henkogt høne fra 1928. du har heller ikke besøgt husflidsarbejderne.
vi gik rundt i fire lykkelige timer for en flad halvfjerdser pr næse.

Claus måtte få en birkeskål.

så nu helmer han ikke førend han har fået en drejebænk.
I september er der høstmarked. så skal vi tilbage. og jeg skal købe alle mandens guldregnsskåle.
så fingrene væk, hvis du kommer der inden.