13

i dag er det tretten år siden, at jeg hørte Caoimhes lunger fyldes og hun drog sit første suk.
om tolv dage er det et år siden, mine søskende og jeg hørte vores mor drage sit sidste.

og ikke nok med det. vi har fået en ny teenager i familien.


en forfærdeligt dejlig en.
der serverede vegetarjuice til fødseldagsbrunchen.

sidste vers

påsken har sat sine gode spor.
hér og dér.

i går var vi til påsklunch i Snaphanernes gamle boldgade et par kilometer fra Drakabygget.
det gælder ikke om at eje en ødegård. det gælder om at kende nogen, der er 2. generationers i en 102 år gammel dame med egen brønd og fiskerøgeri i en Wiinbladkagedåse.


man blev budt skovmærkesnaps. og champagne.
og så blev der tændt for fordøjelsen.


i morges trillede motorcyklen os tilbage nedad E4 så vi kunne komme hjem og påske i familiens skød.

man blev budt på Samuel Smith's.
og så blev der tændt for fordøjelsen.


da vi kom hjem, gik hønsene.


og nu er påskeferien også gået.

rollover

C er så forkælet.

han har alt. undtagen en tuba.
troede han.
indtil i dag.



nu venter et besjælet /manystrument på at han kommer igang.

at drømme en have

natur er noed mærkeligt noed.
i efteråret købte jeg i hundredevis af løg med fantastiske navne, som jeg lagde efter en nøje farve-, facon- og tidsplan.
saxatilis, burgundy lace, peach blossom, alium unifolium, kaufmania, negrita... og så naturligvis dorthealiljer, perlehyacinter og interessante himmelblå krokus.
jeg har stirret henført på det kulørte excelkort hele vinteren.

op kommer påskeliljer, påskeliljer, påskeliljer, påskeliljer. og nogle skrigeballoner af nogle gule og lilla krokusser. og skvalderkål.
det er så tydeligt, at jeg ikke har gået i planteskole særligt længe.

men en hønsesti med lavendelgardister kan man altid lave.


så det gjorde C.


og i går rodede hønsene og jeg med stiklinger af pelargonier, geranier, figen og kamelia. og satte interessante frø til forspiring i paradehuset.
de bliver nok heller ikke til noget.


men. man skal ikke tage livsdrømmen fra et gennemsnitsmenneske, så nu vil jeg gå ud og ondulere køkkenhaven.

my own private cowboy

han ku så hatten passe.

turen var ikke forgæves.

Ferdinand au vin

Ferdinand siger farvel.

med et lyst og lykkeligt år på gumpen tog han til aften tillidsfuldt med Claus om til huggeblokken.

nu har jeg plukket og renset og i morgen skal der simres.

trut op

Brorsan påstår, at hans storesøster ikke kan se et kamera uden at trutte.
det er lissom mit varemærke, synes han.

jeg påstår, at han tager fejl.

nede på serveren fandt jeg billeder, jeg ikke har set i mange år og de forestiller mig. mig. mig. mig og mig.
tak til C for at scanne.
og tak til fotograferne.

jeg er hende med de mytisk dragende kødfulde kinder og et bredt grin.
så når jeg trutter på fotos er det et signal på et level-up i livet.
Abraham Maslow vinker fra graven.

"Det menneskelige liv kan aldrig forstås med mindre
dets højeste aspira­tioner tages i betragtning.
Vækst, selv­aktualisering, stræben efter sundhed,
stræben efter identitet og autonomi, længslen
efter udmærkelse (og andre måder at omtale den stræben,
der vil "opad") må allerede nu accepteres uden forbehold
som en vidt udbredt og måske universel menneskelig tendens."


et ganske lille trut fra Gunløgsgade på Islands Brygge i 1988.
fotografen er Louis, fem år.


et begejstret hønserøvstrut fra Hjerk i 1993.


se! jeg trutter IKKE i 2001.


min første sommer i Harrestrup i 2003.
det der trut. det er en ren glædesfanfare.
tak, C.


og så et lille antydningstrut på færgen mellem Bogø og Stubbekøbing i 2006.
tak, C.
det har holdt siden.

nosserne op i ganghøjde

hvis du er begyndt at tvivle på at der findes cowboys i Amerika, så tvivl ikke længere.
jeg fandt dem i går aftes.
i en hørm af kolort, testosteron og adrenalin.
og ja. det er ikke silkebånd, de binder under maverne på dyrene.
så er vi advaret.

først bad vi en bøn og sang en sang.


og så gik vi igang.










missionen er kompleteret.
nu kan jeg tage hjem.

jagten på kvæghyrderne

udsigten fra hotellet er modfalden.
jeg tænkte, det var lidt kedeligt at være bosat i Hvidovre, når man nu er på cowboykulturjagt i Dallas, så til morgen besluttede jeg at finde ud af, hvor det sner i denne her by. et hurtigt klik til hotellets website, fik mit mod til at falde fra 20. etage

'Conveniently located near the business, sports and shopping districts, this fine hotel is in the heart of downtown's historic district'.

ok. så værsgo: Downtown Dallas:


efter morgenens forelæsning, drog jeg igen på cowboyjagt.

det første jeg fandt var en pionerkirkegård.
der var så mange børnegrave.


i de øde gader fandt jeg pludseligt en Starbuck.
og inde i Starbuck fandt jeg en vaskeægte pensioneret Cowboy. i hat og kondidragt.
men jeg orkede ikke den samtale, der skulle være betaling for et billede, så du må se dig for ham selv.

i stedet kiggede jeg genert ned i en Dallas Morning News, som jeg forventede mig en del af, efter at have passeret deres hovedindgang.


her fandt jeg voice of Texas.




videre.
gaderne er evigt øde. jeg fandt én forretning, der forhandlede klipklappere.
den var tom.



her er ingen cowboys. ingenting. kun et lille kapel.


de kan da ikke være døde allesammen.
de må sgu da være et sted.

de sorte hjerter

da jeg var i den alder, hvor benene hele tiden drømte om at blive taget på nakken, var der pludseligt nogle, der hed Runaways.
til aften kom jeg dertil, hvor jeg har hujet over, at vi er nogle, der stadigvæk er i live.




og Joan Jett, den gamle hejre, er endda to måneder ældre end mig.


kæft, min tinnitus klør.

godnat.
eller noget.

som at være der selv

efter 15 timer og en madpakke kunne jeg sparke stiletterne af og ringe godmorgen til C inden jeg gik i seng og sov som en lille sten til kl 6.
efter første forelæsning kl 8 var det tid til at gå ud og kigge efter cowboys.
jeg skulle ikke gå ret langt.







ellers ligner Dallas en by i Amerika.






det skorter på kød og blod i gadebilledet.