skødet er skrevet og gælden er Deres, Brodtgaard

jeg forelskede mig omgående i den lejlighed.
efter en årrække satte jeg den til salg.

den første der kom og beså den forelskede sig i den omgående.
så han købte den også med det vuns.

og i Kastrup forleden kom min kuffert op som den første.

ingen af tingene kan lade sig gøre.
men det gjorde de.

i aften står den på fejr.
og NEM ID er inviteret med.

apropos assimilering

min første og største kærlighed var en ung dansk kvinde, der arbejdede i en nærliggende kibbutz. jeg var 18 og hun var 23, høj, blond og meget, meget smuk.
vi havde det vidunderligt. da hun flyttede tilbage til Danmark, skrev vi sammen. ak ja. det var før computerne havde gjort deres indtog, så vi skrev breve. og ventede. og skrev. og så tog vi tre uger til Paris. åh vi var så unge. og lykkelige. og fulde af hormoner.

hans øjne har talt sig varme, bløde og brune. han kigger på mig i bakspejlet, mens han fortæller. jeg synes om hans historie. vi er på vej til Jerusalem. han er guide og jeg er den guidede.

jeg spørger ham, om de stadigvæk har kontakt. hun må være bedstemor nu, siger han. det er jo 40 år siden. jeg forsøgte at finde hende på facebook for nogle år siden, men hun var der ikke. jeg siger, hun måske har taget sin ægtemands efternavn. han fortæller mig, at han havde taget den baltiske cruisetur og havde to dage i København. det var rædselsfuldt. alt for varmt og ingen aircondition. og det værste var, at midt i trafikken, midt på gaden, stoppede en gruppe muslimske mænd pludseligt op og lagde sig til at bede. midt i det hele!

jeg fryser og visker duggen af sideruden, for at få ham lidt på afstand. han skulle koncentrere sig lidt mere om motorvejstrafikken i den styrtende regn. jeg fortæller ham, at sådan fungerer det ikke i Danmark. jeg har aldrig hørt om muslimer, der lægger sig ud i trafikken og jeg gider ikke høre på hans vrøvl.
vi er på vej til Jerusalem. han er min guide og jeg bestemmer.
han fortæller oprømt at han har oplevet det samme i Antwerpen.

de sidste kilometer før Jerusalem kører vi i ingenmandslandet mellem de to mure.


bag muren til venstre bor araberne. bag muren til højre bor jøderne. eller var det omvendt.

jeg fik den kristne version.















på den anden side af muren står palæstinenserne og græder.


og livet går videre.

women's lib og lab

sommetider er det mægtig fint at holde tilbage med anekdoterne.

en af de perverse anekdoter som jeg er glad for forblev inde i dag, er den om de asiatiske kvinder, der bliver overstrøet med blomster den 8. marts af mændene i deres liv.
jeg fortalte den ikke til seminaristerne to minutter før døren gik op her i Tel Aviv og to overdådige rosenbuketter myldrede ind og kastede sig ned foran de tilstedeværende kvinder.
nu ligger der en gispende langstilket på mit hotelskrivebord.
sådan har jeg aldrig fået den før på en international kampdag.

ellers har jeg mikrofonmotiveret i ni timer i et træningslaboratorium. og kigget ud af vinduet.

først regnede det.


og så regnede det ikke længere.


senere tog jeg ud i livet og mørket og fægtede lidt på må og få med fotoapparatet.


en dame.


og en synagoge.

så har vi vist essensen.

det går ikke tilbage for det hele

for seks-syv år siden sad jeg og spiste morgenmad i Beijing ved samme bord som to israelske piloter, der skældte mig ud over, at vi hundehoveder og svæklinge af en samling danskere ikke havde mod til direkte fly til og fra Israel.

om lidt tager jeg til Terminal 2 og flyver direkte på hovedet til Tel Aviv med Cimber.
så i aften står den på det mellemøstlige køkken.
omnom.

søøøøøøøøøøndag, søndag og sol

luften er fuld af en duft af smukke, kloge søn og hans smukke, kloge sød som kom forbi i dag og blev puttet i havemøbler, tæpper, bragende sol og en lille drinks.

og C havde dækket bord med både dug og dat og fremelsket en lam-i-citron.
og vi missede mod og skålede for solen og glæden over at være sammen og det var nærmest forår.

og så gik vi gennem skoven til Bagatellen og spiste æble-i-tærte og drak whisky-i-kaffe.
og så på kunst og det.

dejlige søndag.