30 maj 2010

noget om helte


vi er verdens almindeligste familie.
vi holder f.eks. fødselsdagsselskaber.
i dag var det Brorsans tur til at blive fejret.

stand-up kemikeren havde bagt Napoleonskage.
den blev skåret med en Lord Nelson-køkkenkniv under skarpe protester.
men kagen gled glad ned. også hos Willemoës'erne.

og Brorsan fik hele to eksemplarer af 'Danmarks største søhelte'.
det er vist ikke sket før i verdenshistorien.

tak til Brorsans og stand-up kemikerens ældste arving for inspirationen til dette indlæg.

26 maj 2010

mind the gap


hvornår sad du sidst i en rhododendron?
altså frivilligt?

og hvornår nåede du sidst at vinke til dronningen på Buckingham Palace, give skamstøtten på Trafalgar Square the look, se ryggen af Tower of London, slentre gennem the City mod strømmen, turboose i Spitalfields Market og falde bagover af begejstring i Bricklane - inklusiv en lang, forrygende vegansk frokost med godt økologisk øl og dansk snak og grin med the Tina under en dobbeltdækkers soldækken i det gamle Truman bryggeri?
på seks timer?



hvis du ikke er artig, har jeg sekshundrede havebilleder fra Wakehurst og Leonardslee.



og hundrede damplokomotivpics fra Bluebell Railway.
med spisevogn og hele svineriet.


vi kørte på første klasse og fyrbøderen var en dame.

23 maj 2010

Shipley ohoy!


indstil eftersøgningen.
vi har fundet lykken.
den er i Sydengland.
det er vi også.

16 maj 2010

ægte æg


det kan godt være, at vores høner lægger ikke-så-store æg. men hvad kan man også forlange af en dværg.
se til gengæld lige forholdet mellem blomme og hvide.
og se lige farven.

jeg har ikke snydt.

08 maj 2010

Se non è vero è ben trovato

det skorter på svigerfædre for Claus og mig.
til gengæld har Brorsan en, som vi gerne låner.
i dag fortalte han en historie, som fik mig til at hyle.
den kommer her.

på vej hjem fra en Grønlandsekspedition stod løjtnanten og kaptajnen på dækket og kiggede på vandet. den unge løjtnant bar som altid den guldfyldepen og den guldskrueblyant, han havde fået af sin trolovede, i brystlommen. den over hjertet.

på et tidspunkt læner løjtnanten sig ud over rælingen. i det samme glider guldfyldepennen og guldskrueblyanten op og ryger overbord.
løjtnanten stirrer fortabt ned i det 4.300 meter dybe vand.
kaptajnen går.
uden at sige et ord.
et øjeblik efter kommer han tilbage med en stump papir, som han overrækker løjtnanten med ordene:
her er positionen. de er ikke blevet væk.

02 maj 2010

Regitzes lykkelige dag

søndag, den 2. maj 2010 må gerne gå i huskebogen.
vi har allesammen været ude.
nogen mere end andre.


de største af de små er på udvending, men vendte dog hurtigt næbbene mod den hjemlige planet.

planter og knolde røg op og ned, så det har føget om ørerne. vi er jo lidt bagefter herude på tundraen. kartoflerne er lagt i køkkenhavejord, der gerne skulle være verdensklasse efterhånden. vi får se.

professoren, aka stand-up kemikeren, er ikke alene min svigerinde. hun er også en havegavespreder. ikke mindst når det kommer til georginerne. i går kom hun og Brorsan forbi med et mylder af knolde og forspirer.
så i dag har jeg anlagt årets hysteriskeste bed. om et par måneder har vi forhåbentlig et knaldrødt, pink, rosa, lilla, bronze og polkagriset georginetrip derude.


min svigerinde er min store inspirator udi blomster med attitude.

i det hele taget har det været inspirationens højdag. jeg vågnede med hovedet fuld af æltefrit brød og middelaldermad efter at have været på blogcrawling i går.

Liselotte deler gavmildt ud af en opskrift, der har vendt mine forstillinger på hovedet om hvordan man gør sig fortjent til et superfantastisk brød.


det SKAL du prøve.
total arbejdstid: ca otte minutter.

Sifs Støbejernkasserollas medrivende, dybdeborende og velkomponerede samt -skrevne middelalderanarkaanekdoter og opskrifter på Anarkistens (ægte) Kogebog gør mig til et nyt og nysgerrigt menneske. jeg har stadigvæk til gode at få hidset C op til at afprøve specifikke opskrifter.
men man må jo gerne lade sig inspirere i det små.

så til Liselottes kærlighedsbrød (ja, det hedder det) serveredes her i hytten blendet og beflødet kartoffel-porre-skvalderkålssuppe på hønsefond med bacon- og babyskvalderkålsdrys til aften.

Noma gå hjem og vug.