dagens første glimt

jeg tager verden i små bidder, når jeg vågner.
starter med at skæve ud til den fra paradehuset, når jeg tuller fra soveværelset og ud i transitbadeværelset.

rimfrosten var pæn. selv med søvn i øjnene.

hønsenes morgenmad stod bl.a. på rimbedrysset køkkenhavegræs.
mine fingre tøer langsomt op omkring et glas kaffe.

god morgen.
god dag.

skraldenøden

billedet er fundet her.

der er mange fordele ved at bo i lejlighed. en af dem er, at det går ned ad trappe, når den daglige skraldepose skal med om morgenen.

der er også fordele ved at bo i Harrestrup. en af dem er, at der er basis for at nøde.

jeg nøder høns.
foruden korn, hirsekolber, æglægningspiller, grønt, insekter, orme og skaller tager de gerne for sig af gårsdagens småtskårne rester.
jeg har udviklet et blik, der får C til at lægge kniv og gaffel førend den sidste bid er sunket. tak. siger jeg med brændende øjne og vups. er resten af hans tallerkenindhold fløjet ned i hønsespanden.

jeg nøder komposten.
ligesom os andre skal kompostens indbyggere have en varieret kost.
kvæl-/kulstofbalancen, fx, danser mellem hønsemøj, grøntafklip og -skræller på den ene side og køkkenrulle og andet papiraffald på den anden.

jeg nøder vores genbrugsystem.
fyrfadsaluminiumsdimser og dåser.
glitterpapir, -karton og plasticdutter.
engangsflaskerne.
og så op på genbrugsstationen og lette på kasketten når ånden falder over den.

jeg nøder brændeovnen.
ensidigt. foruden aviserne og masser af reelt, vaskeægte, velstablet brænde skal den bare have masser af reelt, vaskeægte, ustablet affaldstræ.
det har vi.

jeg nøder til gengæld nærmest ikke vores skraldespand.
det bliver kun til lidt ensidig sjatten med noget madbefængt plasticaffald.
og masser af cigaretskod.

så engang om ugen tuller jeg afsted med en slunken skraldepose.

det kræver ikke ret meget fantasi. struktur. overskud. eller tid.
men man bliver pivglad i det af det.
på den gode måde altså.

det gir lissom mening ing.

tillykke, big daddy

fejrer I også runde fødselsdage deroppe?

skål i kærlighed fra os hernede.

Sorgenfri Bibliotek

farvel og tak.
fra os, der voksede op med Mis med de blå øjne, aben Osvald og de Blå mænd lige durk i nakken.

Egon Mathiesens malerier pønser på at flytte til Lyngby Stadsbibliotek.

parat. start.

grav!

kvirks

Capac har tagget mig og beder mig løfte sløret til mit inderste.
det er lang tid siden jeg sidst har kigget derind.
der var støvet.
men her er hvad jeg fandt.

1. jeg kan ikke lade være med at lytte til dine tanker, når jeg taler med dig. jeg hører tankebobler. bobleløse mennesker gør mig nervøs.

2. jeg har startet forfra på livet adskillige gange om dagen siden jeg var lille. da jeg fyldte otte år, startede jeg på en frisk ved at tælle til otte. senere lærte jeg bare at lave et lydløst klik.

3. jeg starter og slutter hver eneste dag med at tænke over alt det, jeg har at være taknemmelig over. så vågner, lever og sover man i øvrigt ret godt.

4. jeg elsker at vaske op alene. dagens første opgave er opvask efter gårsdagen. så står jeg og kigger ud i haven og følger hønsene, småfuglene, kattene, de store fugle ude over engen og årets gang i haven. imens vågner tankerne.
og så er opvask så behageligt konkret.

5. jeg kan ikke kende forskel på højre og venstre. når du siger 'gå til venstre' til mig, skal jeg først lade som om jeg kigger på uret på venstre arm, før jeg ved, at det er venstre. jeg går ikke med ur. og når jeg går med ur, har jeg det på højre arm.

6. når jeg forsøger at tænke, sætter jeg venstre hånds tommelfinger over venstre øjenbryn og samme hånds langefinger over højre øjenbryn. for år tilbage læste jeg, at det gør vi, fordi vi herved stimulerer hjernens blodcirkulation. du gør det garanteret også. vi er smarte, du og jeg.

øv. det var seks. jeg har ellers mange flere.
men legen er slut her og fortsætter mange andre steder.

hvis du vil være med, følger reglerne her:

Link til din tagger
Nævn reglerne i din blog (altså dem her,ing).
Fortæl om seks af dine særlige vaner (unspectacular quirks of yours).
Tag seks andre bloggere
Læg en besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget.

jeg er til ord. jeg lader mig ikke diktere af tal. det siger jeg hele tiden til banken.
så jeg synes bare, du skal hoppe på, hvis du er i dét humør.

taCapac.

sidder du alligevel og surfer på må og få?

dooce.

ord

da jeg var barn, kom jeg hele tiden på Sorgenfri Bibliotek.
enten lånte jeg bøger. eller gik i frimærkeklub. eller spillede og trallede mig igennem stort opsatte teaterstykker, som en meget ung Jan Hertz dirigerede med kyndig hånd.
jeg var ret lille, og det var biblioteket vel egentligt også.
men det var hér, jeg lagde kimen til min kolossale almendannelse.

ja. jeg var der hele tiden.
og jeg vekslede mellem at drømme om at blive udlånsekspedient og bibliotekar.
udlånsekspedienterne styrede de magiske hulkort.
og bibliotekaren havde en gevaldig magt, som du ved. vi, der var børn dengang biblioteker stadigvæk handlede om bøger og læsesale, ryger op på listetå og sætter en pegefinger for trutmunden, bare du nævner ordet bibliotek.

den bibliotekar, der nogensinde har gjort størst indtryk på mig, var vores børnebibliotekar. hun hed Gunvor Bjerre og hun havde den dejligste, dybe, runde, klangfulde stemme. stemmen er væsenets spejl.
jeg syntes, vi børn skulle have en opslagstavle og en postkasse til gode forslag. og vupti havde vi en opslagstavle og en postkasse hvori jeg lagde et forslag om en kæledyrsudstilling på biblioteket krydret med kæledyrsopslagsværker.
jeg kan ikke huske, om mit forslag blev til noget, men det vigtigste var, at Gunvor Bjerre syntes, at det var en mægtig idé.

senere blev Gunvor Bjerre kendt i det. hun er den kvindelige pendant til Thomas Winding.

da jeg kom i tanke om alt dette lige før, fandt jeg Gunvor Bjerre på LinkedIn og ville gerne have sendt hende denne hilsen.
men LinkedIn behandler kun mails mod cool cash.
så, Frøken Bjerre, jeg håber, du googler dig selv med jævne mellemrum og læser din hyldest her fra hende den lille tynde med fletningen i postkassen og de udstående fortænder.

jeg fortsatte min intense tilknytning til biblioteker i mange år. især det på Islands Brygge, som ligger i den gamle Anvabygning og var et af Louis' og mit foretrukne, ugentlige udflugtssteder.
jeg hoppede af og på Hovedbiblioteket i mange, mange år. og fulgte med fra Kultorvet til Krystalgade. senest jeg havde min ugentlige gang dér, var de år, jeg fulgte Louis til og fra Dramaskolen i Teglgårdsstræde i midthalvfemserne.

da jeg siden flyttede til Nørrebro, checkede jeg samtlige lokalbiblioteker ud, men det var ikke det samme. bibliotekerne var blevet til skrigeballoner af galopperende rollinger.
sådan lidt svømmehalsagtige.

next stop var Brønshøj med mere ro og orden. til gengæld var jeg blevet en langsommere læser, og efter et års tid gav jeg op.
pengene til bøder var bedre givet ud på at købe bøgerne selv.

og så skete der det, at jeg holdt op med at læse.

i dag har jeg været på bibliotek igen.
jeg måtte låne ét skønlitterært værk og det skulle være Billedet af Dorian Gray. hvorfor? fordi jeg er blevet medlem af en klub og har fået lektier for.

hjemmefra kunne jeg checke hvilket bibliotek i området, der havde bogen på hylden.


og den stod der sørme!

til gengæld måtte jeg låne lige så mange bladrebøger jeg ville.


biblioteker er en fantastisk verden på en tirsdag formiddag.
jeg var så høj. gik rundt og aede og klappede på og kiggede i de udstillede bøger i en times tid. uden at bruge en krone. hjernen var lykkelig.

og bibliotekaren var så venlig. han lærte mig at ekspedere mig selv. swup sagde det. keine hulkort. nur behändigkeit. og gav mig en brochure om, hvordan jeg fornyer mine bøger fra sofaen.




- og skal vi så lige slutte ringen med sidste nyt fra Lyngby-Taarbæk kommune:

Kommunalbestyrelsen har som en del af de kommende besparelser besluttet, at biblioteksbetjeningen i kommunen skal omlægges.
Sorgenfri biblioteks lokaler på Sorgenfri Torv er opsagt og biblioteket lukker den 29. oktober.

jeg græder indeni nu.

powershopping

dagens indkøbsliste:

25kg hvede (70 kr - 2,80 kr/kg. Farmer slår sig på lårene af grin).

25kg vildtfugleblanding (180 kr. det er billigere at holde høns end gærdesmutter).

for 300 kroner hirsekolber af de gule, tak. Kaj kan ikke li de røde.

adskillige kilo herrejeans med god røv.

lige så adskillige kilo herreskjorter med plads til skuldre. og det.

500g sokker. nej. herrestrømper.


når Harrestrupbonderøve en sjælden gang ager til staden, er det ikke for en rulle sytråd og et gram safran.

motorcyklen blev sadlet til en af årets sidste dingleture og mens solen brød frem, snirklede vi os ad samtlige lande-, bi- og omveje til Køge.

det egentlige mål. klimakset, om du vil. var frokost på Skipperkroen nede på havnen.
du ved. sådan en platte, hvor man kan spise halvdelen.
med surt og bløde løg. og gammelost. og håndbrygget Braunstein fra fad. og en porse.

Skipperkroens vægge er fuld af løgnehistorier fra tiden, der svandt.
og krofatter delte rundhåndet ud.
også om stamkunden og kommunisten Fritz, der solgte statshemmeligheder til østtyskerne for cigaretter. og som fik salig Carl Madsen som forsvarer, da hammeren skulle falde.


jeg har ingen svaghed for blyindfattede ruder. måske lige bortset fra dem i Sainte Chapelle. men Skipperkroens kulørte glas' berettigelse er forståelig, når man forestiller sig de igennem tiden skålende spidsborgere, der har levet af resten af Køge. advokaten. doktoren. præsten.


og så ser det da meget pænt ud, når solen skinner igennem dem.

opdatering. og ah. det bedste er, at nu går C mannequin.
go røv, do.

langsomom

vi har taget hul på en uges velkommen og velfortjent ferie.
fredag aften tog det ungefär 17 minutter at falde ned i klaveret, sænke farten og være i stedet. lige her og lige nu.

den store hemmelige plan er, at der er ingen planer.
dagene styres af lyst og lys.
så nu stråler huset, staudebedet og biernes have om kap.
det sidste brænde er stakket.
vasketøjet flagrer.
i ro og mag.

vi ferienyder allesammen. på både to og fire ben.
på langs og på tværs.
jeg triller ud på bare tæer i morgenvådt græs og lukker hønsene ud i haven. og så triller jeg tilbage til sengen og C igen.
når Rasmus og Co så synes, det er på høje tid til morgenkomplet, hopper de op på verandaen og står og pikker på soveværelsets franske palævinduer, indtil jeg overgiver mig.
senere går de på udflugt hos naboen. og kommer hjem igen.

vi drikker drinks.


og laver glad mad.



uge. var uendeligt.

eat like the locals

i dag har jeg spist frokost i Leipzig.

må godt

som produkt af frisindet har jeg altid sovet med uden noget på.

det gør jeg ikke længere.

jeg øver mig i at må.
må få.

ikke at der er så meget, jeg gerne vil eje.

men i mange år powershoppede jeg en madkasse til Louis et par gange om året.
og gummmistøvler og bævernylon, når børnechecken faldt.
og tre par sokletter str voksen. når de var på tilbud. og dem i skuffen var vasket ihjel og slidt ned til holderne.

sokkepengene kunne man have fået megt andet for, så det var med en lidt fesen smag i munden at jeg strøg forsigtigt over det bløde bomuld, inden jeg lagde de tre bundtede par på snorlig række i skuffen.
sådan noget bliver siddende i én.

ligesom min mormor, der på sine gamle dage blev millionær og stadigvæk sprang ud mellem bilerne, når hun fik øje på en 25øre på kørebanen på vej ned i banken for at hæve lidt af sin folkepension, for at det ikke skulle se for mistænkeligt ud, at hun slet ikke pillede ved den.

jeg synes, jeg er blevet bedre. men det bedste ved penge er, at man kan forære dem væk. og købe gaver.
for ikke at tale om, at man sover bedre om natten. (undskyld, Island).

penge er et simpelt byttemiddel. de skal ud og rotere ligesom al anden energi.
spred dem, når du kan.

ansigtsløsning

jeg opdagede til min forfærdelse, at jeg nu har 92 venner.
så det har jeg fået en del tid til at gå med at tænke over. og tale om.

92.
de 89 har spurgt om vi skulle være venner. to er blevet anbefalet af andre venner.
og to har jeg selv inklineret for. det accepterede den ene.

ud af de 91 venner har jeg placeret en del bag brændte broer. folk, som jeg var rigtigt ligeglad med eller glad for, at jeg aldrig skulle se mere.
nu hang de pludseligt der og havde inviteret sig selv. og jeg fik rystelser i pegefingeren over lysten til at trykke på ignoreknappen.
ligesom hende guldklumpen, der sagde til mig: tænk, hvis man buser ind i dem engang. så er det så forpustet uhøfligt, at man ikke er venner.

det kilder på den forkerte måde. der er ikke det store drive i at polere på pinlighed.

en ven poppede ind med en hilsen, og jeg forvekslede hende med en anden. det var rædselsfuldt pinligt. indtil der kom hul på bylden og jeg blev gal over at have fået påduttet den pinlighed.

så var det, at en anden guldklump i dag fortalte, at han havde ringet til en ven. sådan en kød-og-blod-ven. og spurgte hvad han lavede.
oh. han havde travlt med at rydde op, fortalte han.

han var i gang med en stor defriending.

totalt [fung swai].
det kilder.

min bagdel

der er fordele ved at arbejde hjemme.

der er ulemper ved at være ved at vænne sig til at arbejde hjemme.
for eksempel når man har taget en fridag og pludseligt af gammel vane har logget sig på arbejdsserveren og sidder og arbejder den halve dag væk. uden at opdage det.

så er det en fordel at have inviteret gæster. Yndlingssis, Caoimhe og hendes far, irske Kevin blev tvangsfodret med æggekage af 15 dværghønseæg, inden vi tog til Brorsan og family og sammen med Louis og Kit blev trakteret med drømmegryde, gode oste og chokoladekage. og vin fra begyndelsen af årtusindskiftet.

der er fordele ved at have knapper i bukserne.

den sidste tur gennem byen

tilsæt selv hanen, der gol, kanariefuglene, der sang, kirkeklokkerne, der bimlede, radioen, der spillede, hundene, der glammede, barnet, der græd, kvinderne, der lo, manden, der sang så vemodigt, køkkenet, der emmede af hyggesnak.
og duftene af søndagsfrokosterne, der stod simrede.












og så tog jeg hjem.

Lisboa, cidade da tolerância

fingrene til blods og så afsted.
jeg er nabo til Orientestationen. en moderne palmelund.
så det var bare durk ned i metroen.


Lissabon kan noget med arkitektur.
og mennesker.
og mad.
og vejr.

tilsammen et sansesvirp af de mere behagelige.
jeg har hovedet fuld af det hele og sidder med glade fisk i maven og grøn vin i blodet efter en vidunderlig dag i egen hånd og en lun og lattermild udendørs aften i et par gode kollegers skær.

nå. nok om mig. hvis du har lyst, gir jeg en rundtur i Baixa. det var jo fredag og forretningerne havde åbent. så Alfama og Bairro Alto står forhåbentligt endnu på søndag, når jeg har nogle sidste timer til at ture den.


bacalhau grillet over åben ild.
jeg kan sige tre ting på portugisisk. klipfisk er en af dem. så det spiser jeg.





det skulle vel aldrig være du Ponsard, en af Eiffels elever, der har sat sin tommelfinger her.



en rigtig mand husker at justere slipset før hjelmen.












hun var sød. hun kunne ligge ned og gø.



nu er minibaren fyldt med ost og pølse af sorte svin.



og i sofaen flyder det med vihno verde og late bottled vintage.


det er med beklagelse at jeg hører, at det har regnet derhjemme.