bag spejlet

jeg har lige fået et nyt navn.
Regitze Whizenhunt.
lige i disse minutter er jeg på vej over i Second Life.
jeg er lidt nervøs for, hvad det er, jeg begiver mig ind i. eller ud i.
hvis du ikke hører fra mig indenfor de næste dage, vil du så godt lede efter mig her.
tak.

skulle jeg lige tilføje

at nu kan I føje mig til listen over tv-stjerner, der blogger?

de af jer, der så serbisk tv-avis igår, syntes givetvis jeg klarede den ret godt?

jeg svarede rigtigt på alle spørgsmålene. også det om 'hvad synes du, om vores land?'

til(stede)værelsesfragmenter

* lige før frakørslen til Kragujevac ligger - nej - lå ex-jugoslaviens eneste bilfabrikation, Zastava. et kæmpemæssigt fabriksområde, der beskæftigede 38.000 mænd. nu er det en gigantisk ruin af en spøgelsesby som resultat af NATOs strategiske bombning to nætter i træk i borgerkrigens sidste dage, september 95.
mange af arbejderne havde håbet på at kunne beskytte deres arbejdsplads ved at opholde sig i fabriksbygningerne døgnet rundt og dermed agere et menneskeskjold.

* gennemsnitslønnen for en gennemsnitsserber er 200 euro pr måned.
når husleje, el, gas og mad er betalt, er der minus 800 euro tilbage.
en læge med nattevagter og operationer får dog i snit 500 euro om måneden.

* serberne håber at blive en del af det europæiske fællesskab.
i 2020.

- og dette lille lys i mørket er til Capac:)

beograd på to minutter

i dag nåede jeg at se en port på vej ind i en bil.
i morgen skal jeg på to timers sightseeing ned ad motorvejen til Kragujevac.
sig ikke, jeg ikke oplever noget.

Dobrodoshli

jeg føler mig velkommen.

det serbiske basketballlandshold var med fra Wien. propelkabinen var 1.90. lutter lange peter madsen.

fattigrøve kører mc i regnvejr

det blev sørme weekend alligevel. og vanen tro var den styret af to kvindelister.
én med what to købe og en med what to gøre.

indkøbslisten indbefattede
20 kg sukker til bierne
2 kasser vestfyen
1 bil
karklude

så nu har vi fået os en tysk hvid van the car, med sovepladser til to, træk, nye vinterdæk m fælge og følge og en motor på 1.8, der er fræk i min målestok.

vi kørte fluks ud til min bror på prøveturen. to spark på dækkene og en tur og den var godkendt.

det er min første bil.

for ti år siden definerede jeg frihed som at kunne pakke mine og Louis' ting og forlade etablissementet på en halv time.

nu sidder vi her i aften og tænker på frihed.
en bil, så vi kan få flyttet os selv, kattene, min mor og dimserne rundt.
sommer og vinter.
en monsterratbike af en motorcykel, så vi kan mærke livet, mens vi flytter os.
tiere i tørvejr.
et sommerparadis og en vinterhule. to boliger til hver sin tid.
og så min elskede cykel, forstås.

Claus og jeg er gode sammen. jeg er glad.

bliver det nogensinde weekend..

jeg klipper præsentationer sammen, så øjne svier.
mine slidteste taster er ctrl+z.

livet er en drøm

så er tre intense dage med gode kolleger fra hele verden ovre. et tilbagevendende, årligt seminar hvor der bliver videns- og meningsdelt, netarbejdet, spist, drukket, fjollet og sludret. jeg har både givet og fået, stået på tæer for at fatte og ind i mellem var jeg også fløjet en lille tur ud af vinduet, hvis det ikke er fordi konferencesale altid ligger i midten af bygningen.

i stedet greb jeg mig selv i på et tidspunkt at flyve en lille tur alligevel. da jeg opdagede, at jeg sad og dagdrømte, blev jeg først irriteret, for interesserer programmet mig ikke, ville det være mere hensigtsmæssigt at smugarbejde lidt, når man ikke kan rejse sig og gå.
men jeg havde intet materiale med, så i stedet fik jeg lov til at tænke lidt over, hvad dagdrømme er for en størrelse.

og her er mit forslag.

en dagdrøm har mig selv som omdrejningspunkt. det er et sted, hvor jeg kan søge hen, fordi jeg ved, at der er godt at være. det er et sted, jeg ligefrem kan glæde mig til at putte mig ind i.
dagdrømmen kan foregå forskellige steder på tidsaksen og hvor som helst i universet. som regel dagdrømmer jeg om fremtiden. når huset i Harrestrup er færdigt og jeg spadserer henad dækket fra soveværelsets fløjdøre til det solsejlsoverdækkede udendørskøkken for at plukke en tomat i paradehuset.

i perioder, når et andet menneske går mig på, kan jeg bruge meget tid på at dagdrømme om hvordan retfærdighed kan ske fyldest.
da jeg var yngre kunne jeg bruge timer på alternative slutninger på en dum oplevelse, som jeg i dagdrømmen slipper heldigt fra ved at få sagt fra eller på anden måde hævnet mig gevaldigt. gudskelov det ikke sker ret ofte længere.

statusdagdrømmen, hvor jeg gør op hvor rigt livet er. hvor dejlig mand og søn er. hvor hvor uovertruffen jeg selv er, er en af mine klassikere.
den optræder gerne som et interview med mig selv.

andre klassikere fra min barndom og pure ungdom var dagdrømmen om, hvordan det hele KUNNE være, hvis jeg havde været en anden.

og så er der den der, hvis jeg vandt en million. heldigvis fandt jeg ud af at flytte den fra dagdrømsuniverset til en positiv bekræftelse. så gik den iorden.

fælles for alle disse mine dagdrømtemaer er, at de give mig en dyb, indre tilfredshed, der kan sammenlignes med den fornemmelse man sætter sig med et glas vin efter en veloverført dåd eller pligt.
aaahh. hjernens belønningscenter får sin kemi. verden giver mening og jeg ønsker at kunne forblive svævende i lykkeboblen.

så var det jeg kiggede på teksten, jeg lige har skrevet, og udskiftede ordet dagdrømme med weblogging.

guldkorn

hvis min far havde været på planeten stadigvæk, havde han og og min mor haft guldbryllup nu.
det sku fejres. og foruden vi blodsbeslægtede mødte de fire farverige og vigtige veninder op, der alle trofast og jævnligt krydrer min mors dag.

de kvinder kan huske detaljer, der ellers var skammeligt forsvundet.

på spørgsmålet 'hvad ønsker du dig til jul', kan jeg huske, min ublu mor altid svarede

tre artige børn

hurra. så bliver vi seks.

VenindeLise kunne supplerende huske, at min blufærdige far altid svarede

tre artige børn
og en uartig kone

skål, daddy.

bring on the family

og så på dansk.
her i familien stammer vi især fra Fyn.
uden ophavsret (jeg tror på tilgivelse) flasher jeg lige mit skrivebord, som forestiller Farmers bredskærm med Mads og Misses nevøer.
en rød og blå killing
det ser du ikke hver dag.

sleep tight

eller ude og hjemme igen

man behøver ikke perfluks at dokumentere alt.
men jeg kan alligevel ikke nære mig for at konstatere, at vi var i Kløvedal i dag.

Bilbo var ikke hjemme


men det lå klart, at han havde haft et gevaldigt suppegæstebud for ganske nyligt.


en enkelt Ente var også på besøg.




hvor var det en dejlig dag. det er lang, lang tid siden, vi har været i dét gear.
tusind tak fra os for dejlige timer. gode samtaler. vidunderlig mad og drikke. smukke dyr og tre kilometer i timen.

hold øje med de to ..

det er dem, der sikrer vores pension.

tak, Louis, fordi du afbrød mine cirkler via messen. det var rart at se Kasper igen.
Kasper, som jeg har kendt siden han var en bette en på 1.8 meter for mange år siden.
Louis har jeg som bekendt kendt, siden han var på størrelse med en reje.

jagt & vagt aps

da jeg vågnede på et tidspunkt i nat, var det med begge killingerne på geled på maven (yep, Irenschen, min seng er helst ikke min egen...) men happy var jeg og gled tilbage i en drøm.

da Louis var lille, havde han gummipivedyr, som drev mig til stille vanvid indtil jeg fik fisket fløjterne ud.

da jeg faldt i søvn igen, drømte jeg om et lille barn, der irriterede mig til nye hyacinter med sine vedholdende tryk på gummidyret.

da vi igen vågnede i mørket fortsatte piveriet, indtil Misse fik has på sin første mus på den anden side af soveværelsets franske døre.
fire en halv måned gammel og aldrig mere kysset på snuden fra nu af.

Mads er således bagud med en omgang. og har arbejdet på det siden morgenmaden. det ligner snart et et-et efter at han nu fået demonstreret sin overlegne frygtsomhed ved gurglende at stirre Vivis hunkat baglæns ud af havens morads. hvem gider til Kenya når man har hjemmejungle?

det er nærmest et paradigmeskift, vi er vidner til.
og de sover pt ikke i pote på podiet længere.

det var lettere at ha barn..

killingerne går på besøg. ud og ned, op og ind. i alle haverne her på vejen. i dag har de taget kammerater med hjem for første gang.
først var det Jespers hidsige hunkat, der kom drønende ind i halerne på de små, som med to vræl nåede at komme i skjul inden de fik smæk.
senere kom Vivis hunkat på besøg i spurt efter de små, og så stod den på luftlussinger til de bette igen.
og lige så snart de har fået bekræftet at vi har set, hvad der sker, smutter de ud i højt trav. man skulle jo nødigt gå glip.

nu er det sent, og de er ikke til at lokke ind. i blandt lyder der et par vræl og en buldren derude. men. for første gang, kommer de ikke, når jeg kalder.

hvad dælen stiller en mor til præteenagere op? andet end at vride hænder?
lygten. hvor fanø er lygten?
og vandpistolen?

big mama

der var engang da jeg var en fjervægtersting på omkring 53 kg. arj siger I, der har set mig i trikot. men jo.
så fik vi kattekillinger og så blev jeg synonym med mad. og det eskalerer.

jeg kan ikke sætte tagrender op i vater, men jeg kan lave frikadeller af 1.5 kg hakket kalv og flæsk, samtidigt med at jeg kan ondulere to kilo kartofler og aldentere to bundter asparges og hælde smør- og tiøres sovs ud over hele molivitten.
skovbærtærtedesserten købte jeg mig fra.
så jeg var værtinde for en aften og holdt midlertidigt liv i de tre mænd, inklusiv Claus, som bygger fantastiske huskasteller her omkring.

kæft, de er gode de drenge. jeg håber, jeg får rapporterblod nok til snart at måtte dokumentere de fantastiske, fantasirige og grænseløse huse, der er igang omkring os, med kalenderen som indpisker og imod alle øvrige odds.
og så er de ovenikøbet kommunalt godkendte. både drenge og tegninger.

at gennem- og overleve en aften som denne er vist en raskhedserklæring.
de ziggede glade hjem og jeg har kun opvasken tilbage.

fjernsynsbloggere

TV2. gå et andet sted hen.

kære alle sidste dages tv2-bloggere

er I bevidste om, at I har valgt et medie, hvor man skal registrere sig for at kommentere hos jer?

er I klar over, at I har de mest larmende reklameblogs - det er som at få uønskede pamfletter ind ad sprækken - jeres skal dog ikke bæres ned igen?

er I klar over at I pinger blogbot.dk?

er I klar over, at I har et hav af alternativer (hvis ellers der var noget, der hed sådan)?

blå måne

aftener er dejlige.
og i aften under den stuvede spidskål, aspargeskartoflerne og slagterens medister var vi i tredsernes Haarby.
Claus fortæller og jeg spinder som blommen i et æg.
skrøner. anekdoter og især. erindringer fra en tid, der svandt.
Haarby var langt, langt ude på landet.
der var Brugsen, som var en købmandshandel. med kudsken, der bragte varer. og Brugsen blev til et supermarked i 65. og ekspanderede sig henad Algade, hvorad roetoget kørte parallelt.
tornen i fremskridtets øje var skomagerens enke, der ikke ville sælge sit hus midt i gaden.
det var hende, der blev uddødelig gjort med følgende ordskifte med en af sine små, da han sad på aftenpotten ude i haven:

'se måni, mor!'
'ja ja. skii nå', dræ'g'.

dagens tilstand: rødhalsen

så nåede Nyborgsygen til Harrestrup.
wydrk.

hamskifte

C og jeg skulle møde til et renaissancebryllup i Skt Olaikirken, Helsingørs domkirke, klokken 14 i lørdags. så kl 13 sad vi på Hellerup station i stiveste puds som Flådeofficer Claus Ørnfeldt Willemoës af Brønshøj og til Harrestrup med frue.

her mødte vi en to meter høj Fru almindeligt-kvindenavn af nabobyen i tidlig renaissance med slag, slør og hyttesko.
jeg synes det var ualmindeligt kreativt at vælge et kvindekostume og komplementerede fruen. vi småsludrede os vej op igennem det nordsjællandske og da vi kom til Helsingør erklærede Fru almindeligt-pigenavn, at det skulle blive rart at få pudret næsen - hvis ellers der var toiletter i domkirken.
- ja siger jeg med solen i øjnene og smil på kinderne. - og nu skal du så til at overveje, om du vil benytte herre- eller dametoilettet.

Fru almindeligt-pigenavn ser hvast - men også lidt bestyrtet på mig - og siger at det er hun ikke det mindste i tvivl om. hun har ikke brugt herretoiletter i mange, mange år.

senere på aftenen, da brylluppet var trillet til HC Andersens slot i Tivoli, mødtes vores cirkler igen, og jeg fik genoprettet balancen ved at komplementere hende for hendes klædedragts meget smagfulde ryg, som vi var enige om, krævede figur.

men det er altså ikke nemt, når en kvinde bliver født i en mands krop og får lægevidenskabens hjælp til at komme hjem i sin egen, hvorefter hun klæder sig ud som kvinde fra en ganske anden tidsalder.
Claus var ikke i tvivl. han syntes bare, hun var meget høj.

derudover havde jeg mine kvababbelser ved at møde udklædt i kirke, så det var noget Claus og jeg diskuterede og kiggede nøje på i dagene forinden. C var ikke i tvivl om, at det var i orden.
jeg skuttede mig ved tanken om at bruge kirken som kulisse i et iscenesat show. men. som C ganske rigtigt påpegede, er det dét, der er kirkebrylluppers lod.
så hellere kalvekrøs end smokingbukser.

nå men det handlede jo en hel del om kærlighed. og den kan jo altid tåle at blive spredt. og da jeg med åben salmebog og orgelbrus hiksede mig igennem Brorson, var det første gang jeg var i kirke siden min fars begravelse. så. ligesom ved alle andre lejligheder, hvor kleenexer er fremme: vores gråd er vores egen. men tak for husly, Skt Olai.

mellemfolkelig mellemmad

pligtpølse



penette picante
poronpaisti (kallrökt renstek)
fromaggio del caciotta alle olive
mustaleima emmental
koskenkorva brännvin
og en trussetrækker valpolicella.

det er simpelthen i orden at være hjemme igen.

se! et træ!

og se! der er et til! og et til! og en sø! og en til!

og apropos ild og papir.
se

hvad jeg måtte se i tv.

den har jeg sukket efter at gense i så mange år.


are you happy?
are you really happy?


finsk lektion 2: Suomi betyder sumpland.

tietoliikenneyhteydet

jeg er en heldig kartoffel med hjertet spredt ud over store dele af planeten.
en flig ligger permanent i Helsinki, som jeg er heldig stadig at vende tilbage til, og i mit organ kan byen og dens indvåndere på en heldig dag stemningsmæssigt bedst sammenlignes med en heldig dag i Amsterdam. jeg kan rigtigt godt lide sønderfinner. bevares, de er ikke bimlende ekstroverte, men jeg føler mig hjemme. de ligner os en lillebitte smule. det er nok det, der er indre Helsinkis charme. den minder nu tildags om en heldig klon af A'dam og Kbh.

så jeg ankom begejstret og udmattet kl 20 lokal tid til gode gamle kønsløse Radisson Plaza, som ligger lige i det centrum, som jeg havde set frem til at tilbringe aftenen i. middag på den fabelagtige lapperestaurant. kaffe på den underholdende café og en tur ned til havnen. her var bævrende smukt i aftensolen og skærgårdsidyllen kaldte.
og så brast festen.
for man havde overhørt at jeg var en sen ankommende, og havde lejet mit værelse ud til en anden værdig trængende.
og her er selvfølgelig tusind kongresser, så summa summarum endte jeg her ude i Espoo, hvor der, bevares, også er pænt. men det er lidt lige som at ha troet man skulle trille rundt i Nyhavn og på Christianshavn og så ryge videre til Nærum.

nu sidder jeg i VIPsuite på størrelse med en 2værelses på Nørrebro og skal videre herfra kl 6.15 (5.15 din tid) for at nå morgendagens skema.
sengen ser i det mindste ok ud, for hotellets cesar salad og ostetallerken kommer ikke med i mine erindringer.

og så starter roadshowet. first we take Kuopio and then we take Oulo.

det lille ord i toppen er godt at ku. det betyder internetforbindelse.

har du talt dine børn i dag?

- eller i det mindste banket din pingvin?

mad

første gang jeg tænkte på mad som mere end bare vi ikke skal have torsk eller brunkål, var, da jeg fandt Karl Eskelunds kinesiske kone Chi-Yun Eskelunds bog 'Jeg lever for at spise' i stuens reol.
Claus er en formidabel kok. Det er Louis' far også. disse voksne mænd kan kunsten, og jeg smed grydelappen i ringen, inden jeg egentligt fik startet. så jeg kan lave salater og vaske op. sådan nogle som mig, er der også brug for.

i denne uge kører C jer rundt på de lange skinner mellem 16 og 24, så aftensmad står for egen regning. heldigvis har arbejdspladsen en ypperlig ordning, der byder på 'Dagens Rest' eller - når det skal være vildt - 'Den Lækre' til færre kroner end en hotdogs eller en pizza.
så her står den i disse dage på lammecuvette og unghane med årstidens grøntsager, der bare lige skal varmes. til frokost vælger jeg dagligt dagens fisk, så der er ikke noget med ensidig mad.

jeg piller ud af mikrobølgepakken og steger på panden.
jeg dækker bord, tænder stearinlysene og vælger dagens serviet.
og så tænder jeg P1 og hører Løkkegaard samtale med chefredaktøren for Kristeligt Dagblad, Erik Bjerager. jeg er ligeså forelsket i Løkkegaard som Claus er.

samtidigt gør jeg det, man ikke må. jeg læser.
jeg spiser. jeg lytter til talkshow. jeg læser avis.
og jeg bilder mig ind, at jeg er tilstede med alle fire sanser.

jeg læser Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, som jeg også er lidt hemmeligt forelsket i. hun har ugens madklumme og kommer ad lange norske omveje til en kylling, hvorom, som hun skriver, at 'De må hellere holde Dem for øjnene, mens De læser opskriften, for det er en klassisk fransk én, fra før man opdagede, at smør er livsfarligt'.

og vi har jo endnu et par gevaldige, lykkelige kyllinger i fryseren fra Allégården og estragonen er på størrelse med en tjørnehæk, så jeg spidser øjne og citerer:

Man tager en god stor, økologisk kylling, lader den få stuetemperatur og lægger inden i den en klat smør på 50 g, som man har æltet med peber, lidt salt og en topspsk friskhakket estragon. Det gælder om at spise sin friske estragon nu; så snart det bliver koldt og mørkt, er den færdig med at være morsom. Smør derefter kyllingen udenpå med endnu 50 g smør, drys med slat og peber og læg et par hele estragonkviste ned over brystet. Ind i en 250 grader varm ovn i et ildfast fad. En time.
Mens manden skærer dyret i stykker og lægger det smukt på et serveringsfad, koger man det ildfaste fad af med en dl creme fraiche tilsat endnu en stor spsk friskhakket estragon, lader det koge lidt ind og hælder det op i en saucekande. dertil små kogte Samsøkartofler og en stor grøn salat.

der er nogle, der godt kan forberede sig på gæstebud inden længe. man behøver jo ikke tage to gange, hvis man ikke kan. Louis.

og sig månen langsomt stiger og kattene er på natterov.
og imorgen tager jeg til polarcirklen.
Kiitos.

to heste

drengene snakker om biler.
jeg snakker med.

vores bil var en 2cv. der var én anden 2cv på gaden i københavnsområdet (eller i Danmark) dengang, så vi vinkede til hinanden, når vi mødtes.
den var naturligvis grå, den havde kaleche, der gik helt ned til bageste kofanger.
den kunne køre ca 70. så Hallandsåsen, Vejle ådal og Valby bakke var udenfor vores revir.
den kom ind i familien i omkring 56, og der blev den til omkring 70.
den hed Citrón, for vi var meget svetlandiafrankofile hjemme hos os.
vi elskede den citrón. også selvom jeg havde så let til køresyge i den, at jeg måtte sidde forrest. det var før Klippans rulleseler.

den havde ganske vist ikke klapudblinkepind, som onkel Ankers Opel, men jeg måtte have fødderne i handskerummet, for at jeg ikke skulle falde igennem hullet i bunden. senere lagde vi en bageplade dér, men den måtte jeg heller ikke træde på.

og så sad vi der og sang. Evert Taube, Alice Babs, Sylvia Vrethammer, Lill Lindfors.

du är den ende.

dagens dali

hver dag er jeg glad for, at Claus ikke arbejder med stilladshejs længere.
og i dag var jeg glad for, at stilladsarbejderne i denne her sidegade til Falkonér Allé var gået hjem, da jeg gik forbi.

har I bemærket, det blæser.

biavlerbekendelser

fadeburet fuld af glade honningglas og mjød og vokslysenes duft spredt over hele hytten.
det blev ikke i år.
det blev ikke til løbende biblogging, for der har ikke været meget at skrive hjem om.
efter at vores oprindelige familie bi delte sig i først to, hvoraf udbryderne blev stationeret i det ekstra trugstade, og efter at oprindelig familie igen delte sig, og den nye dronning med hof kom hjem til Henning, har vi haft to småfamilier, der har summet rundt og hygget sig.

under besøg i staderne har vi kunne konstatere, at de opfører sig som i Eigil Holms bibel. men få bier laver lidt honning, så faktisk havde vi aftalt med dem, at de kunne beholde den selv i år.

og så fik vi alligevel honning på tanden i dag, da vi skulle til at fodre for vinteren, så haps snuppede vi honningtavlerne fra den oprindelige famile. det blev til syv tavler af en bruttovægt på en 12-13 kg.
så.. godt vi ikke havde regnet med at leve af salget.

nu står de i køleskabet i containeren, og så skal vi igang med at slynge, filtrere og røre og røre og røre.
og alt det andet hyggehejs, der hører sig til. med den ene fod dybt forankret i byggeri, hverdagssysler, rejser og det, er det nok meget godt at det bare er en lille portion. i år.

nu er vi gået igang med at fodre til vinteren.
hver familie får sukkervand fordelt på 3 del sukker til 2 dele vand.
det blandes i femliters spande med låg, hvori der er prikket 28 huller med et 2mm bor.
spandene sættes på hovedet i stadet på nogle specialdækbrædder med hul, og så er der serveret i dryptempo.
der går 4 kg sukker til hver spand, og hver familie skal ialt have fem spande.
det giver 40 kg sukker af 8 kr kiloet i Aldi. store familier får samme portion som små. vores små skal have så forholdsmæssigt meget, fordi de skal bruge en allerhelvedes meget vingesvirreenergi på at holde varmen i stadet til vinter.

i gamle dage var alting meget lettere. dengang holdt man bier i halmkuber, og når der skulle høstes kvaste man hele molivitten inklusivt bierne.
tilgengæld skulle man så ud og finde nye familier - deraf Jyske Lovs udførlige paragraf om, hvem der ejer en bisværm *).

jeg håber, vores små klarer vinteren. til næste år har vi forhåbentligt tid til at have endnu mere fokus på dem, og det kunne nu være hyggeligt hvis det fortløbende er den oprindelige familie der er med.
ikke mindst fordi de er så venlige, renlige og trods alt produktive.
og tænk hvis vi så bliver så birige og strukturerede, at vi kan isolere de forskellige blomsterhonninger gennem sæsonen. i år er det primært oregano og mynte, der er tilbage til os. slurp.

det var ikke lige tiden til at fotografere idag, så jeg har lånt et billede fra Danmarks Biavlerforening af husbier, der udveksler nektar.

*) Finder en Mand Bier paa aaben Mark, og ingen Mand følger dem, da skal den, der fandt dem, have dem, selv om han hverken har Jord eller Skov paa den Mark. Men finder en Mand Bier i en anden Mands Skov, da maa han ikke borttage dem, hvis de er fløjet op i et Træ, og faar ingen Del i dem, medmindre han følger dem til en Stub. Hvis han følger dem fra sin Gaard, da skal han enten have en Trediedel af dem, hvis de skal optages, eller en øre Penge, hvis Ejeren af Træet vil løse dem. For naar de flyver ud af en Mands øjesyn, da tilhører de den, der finder dem. Hvis en Mand finder en Bisværm paa Kirkegaarden, da tilhører de den, der finder dem, og ingen anden Mand.

sisyphine

copyright: Michael Bergt

mæt.

jeg er træt med sky på.

huset sover. kattene sover. Claus sover.

det nye hus dufter af nylagt douglasplankegulv og olie.

vasketøjet knirker, mens det tørrer.

græsset knirker, mens det gror.

jeg knirker.

knrk.


opdatering: det var stolen, der knirkede.
nå. men det var en god gullash. og stolen skulle alligevel ud.

førere af alle weblogs, uniformér eder

nålen knak, så gallaen trækker lige tænder ud.
indtil videre må i nøjes med drengenes hjemmebanedragt.

sommeren er forbi nu

CV sagde det allerede i firs.
der er ikke flere hvepse i Harrestrup.
og ikke mere myg.
nu er jagten ellers gået ind.
endelig.
endeligt.