rooms with a view

bukarest.



calgary.

regarding your unexpected stay..

hvis gaderne var ret tomme i Danmark idag, var det fordi halvdelen af befolkningen plus samtlige internationale gæster befandt sig i Kastrup lufthavn.
så inden jeg fik haget mig fast i halen på et fly som landede i Frankfurt ti minutter efter at dagens sidste vestover til Canada var taget afsted, var der gået noget.
men. InterCity Hotel Frankfurt er da også pænt og rent. og jeg blir kun 24 timer forsinket. det giver stadigvæk 26 i Calgary.
og tid til at glæde sig over at /many ikke blev til en pandekage idag.

mor er ikke skuffet

hun er heller ikke hjemme.
men som så mange andre er jeg rejsende i noget. så fra i morgen tidlig, vil jeg i den kommende uge hovedsageligt befinde mig i en kø i en af følgende lufthavne
Kastrup, Frankfurt, Calgary, London, Frankfurt, Cluj, Bukarest, Wien, Kastrup.
den næste, der siger, at det er vanvittigt sexet at være kvinde i en lufthavn får en på kassen med de 10 kg håndbagage.

kattebasse

man kan ikke få det hele.
jeg har indstillet mig på at vi ikke får kat (igen) førend vi får rynker.
en kat, der skal henslæbe vinteren på 4. uden mulighed for udgang for herefter i sommerhalvåret at skulle opdyrke eget territorie med deltidsvenner/-fjender indenfor rækkevidde, bliver nok ikke en glad en af slagsen.

så. i byen har vi en parisisk to-i-en-kat, der kan lyse om vinteren og lade være om sommeren.
på landet har vi fisk, fugle og én bifamilie med dronning og pt ca 10.000 menige, som sover med svirrende vinger til det bliver forår og vi flytter ud til dem.
smart.
man kan ganske vist ikke ae nogle af dem.
så man må nøjes med at ae på nogle mennesker (man kender). det er som regel ok.

køkkenskriverudkigspost

Liselotte tænker på køkkenbænk.
denne her er i halv dybde af hvad der er muligt. den skal jo bare rumme mig med benene oppe.
... tack så mycket, ikea.

spred.

rose to self:
venner, familier og kolleger vil vide, at jeg ikke er bange for en god konflikt.
og selvom jeg er afklaret på forskellige planer og selvom jeg var ung i de fordomsbelastede 70ere, er jeg blevet for gammel til at have autoholdninger. så jeg er med alderen blevet god til at lytte.

og selvom det naturligvis er optimalt når det ender med at parterne bøjer sig mod hinanden, mener jeg ikke at målet nødvendigvis er enighed, men gensidig respekt for hinanden.

kajeryster to self:
jeg har en meget lav tolerancetærskel når det gælder fravær af verbalelegance hos andre. og den tærskel bliver ikke højere, når det gælder ukendte skribenter.
i mit livs rysæk ligger tykke scrapbøger fulde af idioters læserbreve og chatkommentarer.
jeg mener, jeg er blevet bedre til at lade det passere. i dag behøver jeg ikke længere partout smadre en knytnæve i sylten på enhver der ikke opfylder mine kriterier.

for under et halvt år siden havde jeg aldrig hørt om weblogs. eller havde jeg. det interesserede mig ihvertfald ikke.
for halvanden måned siden stak jeg fingrene i brændnældesuppen, da jeg begyndte at forholde mig til det personlige kontra det private.

visitsen satte det hele på plads for en ny som mig med sin godt skårne filosofiske sammenfatning af rumsterende overvejelser, principper og spilleregler.

Madame vil gerne have en ordentlig opførsel herinde.
man kan vælge at anskue det fra to sider.
1. en ordentlig tone.
2. men størst af alt er kærligheden.

jeg tar toeren. dens ræsonans ligger i mit mellemgulv. der er levende mennesker inde bag enhver blog.
jeg fik simpelthen et akut behov for at sprede medmenneskelighed efter fredag den 13. så den fik ikke for lidt under gårsdagens julefrokost.

det kan godt være, at jeg får sendt de fem mails. det kan også være at der går en ged i det. men så får jeg spredt på anden vis.
vær vis på det.

nu talen falder på børn

Liselotte kan hele teksten til Den lille Ole.
suk, den er så sød. og udenfor rækkevidde for en brummer som mig.

Louis faldt istedet i søvn til Solvognens vuggevise fra Elverhøj.
melodien er så smuk og teksten kan jeg fanøgaleme huske endnu:

stenene, de sover under jorden
og fuglene på deres gren
katten, den ligger og spinder i søvne, den gaber og strækker sit ben

køerne, de sover midt på marken
og huset blir træt indeni
lyset forsvinder, det falder fra himmelen, som tegn på at dagen er forbi
fiskene, de laver snorkebobler, der blinker som perler i vand
himlen blir mørk, imens bølgerne bruser og skibene søger mod land

natten dækker jorden med sit tæppe
og solen har vinket farvel
menneskene sover på puder i senge
og lige straks sover du selv
og lige straks sover du selv

barnebarn. kom an.
shhhhhh.

søndag

scenen sættes til stresshåndtering

min yndlingstegneserie hænger på væggen modsat elevatorsengen. den er uden talebobler og viser i al sin enkelthed

1. tidlig morgen
2. fisker sejler ud
3. fisker har fanget en fisk og sejler hjem igen
4. fisker er gået hjem til kone

vel er jeg ikke fisker og vel er dette ikke Kina.

og vel er min jobmæssige højsæsons sindssyge cirkus startet og vi pr tradition bliver svunget rundt og rundt i et stadig mere snærende tov med krav om leveringer til urealistisk nærliggende deadlines, som skaber splitfokale og multitaskende hjernehalvdele, der går ind og erstatter hinanden i ny og næ, i tide og utide - ikke mindst når tidszonerne overskrides i et væk til både højre og venstre og der på indkøbslisten står støttestrømper og børnemagnyl til langdistancerejserne.
men vi kan jo ta det.
og li det.

en skyfri sommerdag i 2005 startede Claus og jeg fra Jydelejet og endte i 30 graders skygge på en italiener i Stubbekøbing efter at have tullet Møn og Bogø tynde og forceret Grønssund med den lille færge. på et tidspunkt, rejser jeg mig efter en pludselig indre indskydelse og slowmotionerer hjulbenet gennem lilleputbystøvet over til kiosken og køber mig et blad, der hedder Psykologi, som ryger i den stedlige skralder. men bogen, som fulgte med i købet, beholdt jeg. og læste.
af den lærte jeg at klare mig med fremadrettet kraft.

men med tiden har jeg har også lært, at alt hvad jeg har lært efter mit 18. år skal repeteres regelmæssigt, hvis det ikke skal fade ud. så repeat after me:

Yerkes-Dodson-kurven:
ligner et U, hvor bunden er vendt i vejret.

x-aksen viser stressbelastningen
y-aksen viser produktiviteten

når stressbelastningen øges, øges produktiviteten – til et vist punkt = kurvens toppunkt.
al produktion herefter er spild af skønne gode kræfter.

indlysende ikke? men. vi ved jo godt, at når vi når om på den anden side af kurvens toppunkt, ser vi så uklart, at vi ligger og roder rundt i længere og længere arbejdsdage og får LANGT MINDRE FRA HÅNDEN - og hovedet - end vi gjorde tidligere på kurven.
alle kan tåle at blive ved udover de vedtagne 8 timer i en periode – en skalle her og der er et herligt kick fremad.
og gå så hjem.

målet må være at (stræbe efter at) kunne befinde sig lige før toppunktet – i hvert fald mens det brager løs.
hvordan man lige gør det, handler resten af bogen så om.

de voksed op i lampetlys

Liselottes saltmandler syder i ovnen. Allan Olsen fortæller om taberens søn. her er så roligt, at selv lysenes flammer står helt stille.
første dag i 06 og sidste dag i ferien. jeg elsker den stemning, der hersker ude, inde og indeni.
eftertænksomhed og enkelthed.

jeg spekulerer stadigvæk over, hvad det er for et medie, vi drages af.
på et tidspunkt prøvede jeg at beskrive min blog som en elektronisk udgave at den opslagstavle, der hænger i køkkenet. den har ikke meget indflydelse på verdens gang. men den gør det muligt for mig at se på mig selv udefra. og så forstår jeg mange ting bedre.
som en positiv sideeffekt nyder jeg at besøge og følge med hos jer.
I er hyggelige, inspirerende, stimulerende. og sjove.
jeg klukker, jeg bliver gal og jeg lærer en masse.
og jeg er ved at aflure et kameras muligheder for første gang i mit liv.
tak.

kommentarerne som jeg i begyndelsen fandt overflødige, er en af de funktioner jeg virkeligt har lært at sætte pris på. det ville ind imellem have været rart at have holdt kæft med tilbagevirkende kraft ligesom ude i det virkelige liv. men grundlæggende synes jeg, takket være kommentarerne, at jeg har udvidet min kreds af mennesker jeg sætter stor pris på.

jeg ønsker jer alle sammen et år, som I vil se tilbage på med glæde.

tiden går og saltmandlerne blev til brændte mandler. nu er det tid til Tom Waits. tiderne skifter.

p.s. hvis I også synes, dronnings nytårstale var lidt tynd i går, kan jeg varmt anbefale iAndys.