
min første og største kærlighed var en ung dansk kvinde, der arbejdede i en nærliggende kibbutz. jeg var 18 og hun var 23, høj, blond og meget, meget smuk.
vi havde det vidunderligt. da hun flyttede tilbage til Danmark, skrev vi sammen. ak ja. det var før computerne havde gjort deres indtog, så vi skrev breve. og ventede. og skrev. og så tog vi tre uger til Paris. åh vi var så unge. og lykkelige. og fulde af hormoner.
hans øjne har talt sig varme, bløde og brune. han kigger på mig i bakspejlet, mens han fortæller. jeg synes om hans historie. vi er på vej til Jerusalem. han er guide og jeg er den guidede.
jeg spørger ham, om de stadigvæk har kontakt. hun må være bedstemor nu, siger han. det er jo 40 år siden. jeg forsøgte at finde hende på facebook for nogle år siden, men hun var der ikke. jeg siger, hun måske har taget sin ægtemands efternavn. han fortæller mig, at han havde taget den baltiske cruisetur og havde to dage i København. det var rædselsfuldt. alt for varmt og ingen aircondition. og det værste var, at midt i trafikken, midt på gaden, stoppede en gruppe muslimske mænd pludseligt op og lagde sig til at bede. midt i det hele!
jeg fryser og visker duggen af sideruden, for at få ham lidt på afstand. han skulle koncentrere sig lidt mere om motorvejstrafikken i den styrtende regn. jeg fortæller ham, at sådan fungerer det ikke i Danmark. jeg har aldrig hørt om muslimer, der lægger sig ud i trafikken og jeg gider ikke høre på hans vrøvl.
vi er på vej til Jerusalem. han er min guide og jeg bestemmer.
han fortæller oprømt at han har oplevet det samme i Antwerpen.
de sidste kilometer før Jerusalem kører vi i ingenmandslandet mellem de to mure.

bag muren til venstre bor araberne. bag muren til højre bor jøderne. eller var det omvendt.
jeg fik den kristne version.














på den anden side af muren står palæstinenserne og græder.

og livet går videre.