kyllingeræs

hvis du synes, tiden går lidt trægt, skal du bare ha en skovlfuld kyllinger.
for det første er de underholdende at se på. for det andet vokser de for øjnene af dig. og vupti er de ikke særligt små længere.


de startede i en lille kasse i hønsehuset med varmelampe.
så måtte Claus bygge en toværelses til dem. stadigvæk i hønsehuset. med varmelampe i soveværelset.
så måtte Claus sætte børnehave op i hønsegården og aktivere kyllingelemmen mellem gård og toværelses. kyllinger skal ha rendt krudtet af.
jeg siger dig, der er krudt i dem.


så måtte Claus sætte mursten under børnehaven, så kyllingerne kan komme ud og udforske den store gård (og fise ind i børneren igen, hvis de store høns bliver sure).
og der bliver udforsket. fra dag ét har de kunne sidde på fødderne af hanen, så der er ingen kannibalistiske tilbøjeligheder hos de store. det er ganske fint.


endnu holder de små sig i gården. den er stor nok. de store høns er som regel i haven. som regel.

kyllingerne er silkekulørte og ganske uimodståelige.
men Kaj. hun er og bliver yndlingsyndlingen.


da jeg ikke har været så meget hjemme endnu, er jeg endnu en fremmed dame. så motiverne er derefter.



blomster er lettere at få til at stå stille.


selv om de springer ud for øjnene af os.

av min arm (eller: intet nyt fra vestfronten)

ma déesse, jeg trænger til fordybelse.
at kunne dykke ned i, hellige sig og afslutte én ting ad gangen.

jeg voksede op i den fikse idé, at kvinder af natur er multitaskere.
mens mændene ligger på maven med et øje på horisonten og venter på en bøffel, rører vi i lergryderne, ammer de mindste, tørrer snot af de større og opdrager de største. og sludrer.
vi grinede lidt af mændene dengang. og troede, at det betød ét point til os.
hahaha.
ha.

multitasking, som vi i den grad tog til os, har gjort mindst lige så meget skade som Ajax' hvide tornado. udover at det er et grimt. grimt. grimt ord, indeholder begrebet i dag en daglig, uladesiggørlig forventning om på ganske kort tid serielt at kunne påbegynde og afslutte et antal hjerne- og kvalitetskrævende opgaver.
det er ikke længere nok at dikke under døren og holde skidtet fra de mindste.
det er ikke længere forbeholdt kvinder.
og vi har selv nikket.
jajaja.
ja.

og jeg holder jo så umådeligt meget af alt, hvad jeg laver. både ude og hjemme.
jeg føler mig jo så priviligeret.
og jeg er jo i bund og grund så livsbegejstret.
men.

nu har jeg to gange i år givet mig selv lov til at gøre på en ikke-arbejdsdag, hvad jeg allermest havde lyst til at gøre i hele verden.
lige i nuet.
og begge gange har jeg lagt mig til at sove.

sgu da spild af tid.

når man nu kunne bruge den til fordybelse.
dykke ned i, hellige sig og afslutte én ting ad gangen.

sådan som vi i bund og grund er skruet sammen til.
sov godt.

pludseligt er det gået op for mig

hvorfor jeg går rundt med myrekryb på hele tiden.


You can check out
but you can never leave


kryds fingre for os.
vi vil så gerne igennem og over på den anden side.

og for en sikkerheds skyld vil jeg lige sige, at vi har bedt gud give os sindsro til at acceptere de ting, vi ikke kan ændre.

jeg mener, hvis du har et alternativ, må du endeligt lade mig det vide.

still cruisin'

i virkeligheden er det jo lige meget hvor i verden man er. det går videre, livet.
eller rettere, man får en idé om, at livet går. alle vegne. der, hvor man er.

jeg forsøger at lave en hverdag her. et hotelværelse er et udmærket kontor.
jeg forsøger også at have lidt fritid. i går, hvor det var søndag, lejede vi en bil og cruisede op langs kysten.

Southern California er et land for livsnydere. og livssnydere.
alle i alle aldre løber for det liv. dagen lang. uanset alder. når de ikke surfer.



eller spiser burgers.

Southern California er pensionisternes paradis.


og pelikanernes.



jeg tror, jeg skal hjem og bearbejde Claus.


vi har jo også et otium at tænke på.

stuck

nogle vil vide, at jeg er en smule indebrændt.
der er andre, der sidder på ubestemt tid i mindre charmerende lokaliteter end jeg. der er også nogle, der ikke kan komme afsted, selv om de havde glædet sig.
jeg skal ikke pive. jeg er sneet inde på redderiets regning og jeg har følgeskab af mere end tyve gode kolleger.
men det er upraktisk ikke at ane hvornår man kan komme ud herfra.

da det er lørdag tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne holde lørdag. og om lørdagen tager man til Balboa, som er Amerikas næstældste park (slået af Central) med 142 år og to verdensudstillinger på bagen.

og når du nu alligevel er her, kan du jo lige så godt tage med.






















her er jo meget pænt, ing.
jeg er så glad for de mexicanske kulører. men det er ligesom med Retzina.
de skal nydes på stedet.

er der ellers sket noget omme i verden?

jeg har fået hat.


og så er der noget med en sky?

kærlig hilsen
Regitze
pt San Diego

vampyrpingvinen i hjemlige omgivelser

der er noget med mig og Transylvanien.
Burkarest må rumænerne godt beholde for sig selv.


men Transylvanien.

denne gang var jeg så heldig at vi tog turen dertil fra Bukarest gennem bjergene og ad landevejene. sådan en 250 kilometer. og tilbage igen dagen efter.
det har sin egen charme at bile sig tilbage til det 19. århundrede.



her er mine naboer i Ilieni.


og her er deres naboer.


rumænerne mestrer kontrasternes kunst.


blandt andet.

for 25.. nåh. 35 år siden..

mine ungdomserindringer har jeg i hovedet.
de fleste af de få fotos, jeg eventuelt er med på, har jeg enten aldrig set eller forlist.

for et øjeblik siden fik jeg et tidsklask af dimensioner.
se hvad jeg fandt omme på internettet:


stumpebukser (arvet efter en noget kortere pige) og stumpebluse (arvet efter en noget kortere pige) og forede træskostøvler, som jeg købte for EGNE penge.

der har sgu været stil over mig engang.

påskekyllinger

nå. men vi har jo fået kyllinger.
fire skønjomfruer på seks og fem bettefiser af blandet køn på et par uger.
de bor i samme kyllingebo i hønsehuset, så det er som at have børnebørn i diverse aldre med diverse behov.
de små skal ikke for langt væk fra griselampen for længe af gangen.
de er lige så korte som min pegerfinger.


de store trænger gevaldigt til at få udvidet deres hyacint.
de er lige så gevaldige som min hånd.

så i dag bar vi kravlegården om på græsset i solen og inviterede de unge damer ud at smage på livet.
det var en succes.


næh! en fnuller. næh! et græsstrå.
i morgen skal vi lege med regnorm.

de store høns (dværghøns elsker den betegnelse) er moderat interesserede uden at besvime af begejstring. jeg tror ikke, det bliver særligt svært at få erobret sig et par pladser eller ni i hierakiet hér i gesjæften.


ikke med dén sherif.
han skider på det hele.