i forgårs var C og hans pengepung ikke lige på samme planet. det er jo sådan noget, der sker. så skulle han bare lige låne mit dankort samt pinkode, og så kunne vi komme videre i teksten.
da jeg skulle skrive koden ned på en lap papir, kunne jeg pludseligt ikke huske den.
det er altså ikke sådan et kort, der kommer frem til jul og fødselsdage. jeg var lige kommet hjem fra downtown Ballerup, hvor jeg havde stukket chippen ned i en hel del terminaler, og tastet de fire cifre med et kvart øje på displayet.
sjovt, ikke. haha, som hjernen kan spille én et puds.
i går morges skulle jeg tidligt op og afsted til Fyn til rundt fødselsdagsselskab. ud og hjem på samme dag. ingen kufferter, kun lidt rejselekture og en gave under armen sammen med den præprintede togbillet.
da vækkeuret ringede, vågnede jeg med et nervøst spjæt. en nervøsitet der tiltog i styrke, til jeg var et rystende nervevrag. jeg forstod ingenting. at tage toget til Fyn burde ikke være så angstfremkaldende. jeg mener, jeg har misset fly på adskillige kontinenter uden at føle andet end en lettere irritation.
en grundig ransagelse klargjorde, at nervøsiteten hidrørte fra den glemte pinkode. den var ikke dukket op i hovedet endnu. jeg har haft kortet i snart tre år og har tastet den kode mindst sekshundrede gange. jeg kan smage talkombinationen, jeg kender dens farve og kan se dens kontur. men jeg kan ikke huske den.
i Assens forsøgte jeg at komme med et bud tre gange i en pengeautomat, så nu er kortet spærret. det gør ikke så meget rent pekuniært, for jeg har et andet kort, jeg kan rive igennem maskinerne.
men jeg kan ikke huske koden.
til morgen vågnede jeg op, vel hjemkommet i går efter et brag af en fest med inspirerende nye bekendtskaber. jeg burde være begejstret og synge fra morgenstunden. men det gør jeg ikke.
jeg er ked af det. hænderne ryster. jeg er hele tiden bange for, at jeg har glemt noget vigtigt og at det pludseligt er for sent. jeg trænger til at lave huskelister, men tanken fylder mig med kvalme. jeg er handlingslammet og hænderne ryster, så jeg næsten ikke kan skrive.
det er sidste feriedag og jeg er ude af kontrol. som et lille rumskib, der er kommet ud af kurs.
jeg fylder snart 50 og jeg synes, det er lidt tidligt at blive dement.
det er til at græde over.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
23 kommentarer:
Så så, søde Regitze, det kommer igen!
Trøste, trøste, trøste ...
Jeg har fået savet adskillige cykellåse af, fordi jeg ikke kunne huske låsen! Fået låst min kode op på jobbet, fordi den var pist væk. Så gik jeg over til et andet system, når jeg laver kode. Og nu virker øverste etage igen.
Klem til dig!
åh, det er bare så irriterende når det sker, og jeg er endda kun lige fyldt 41... Jeg har flere gange haft det ligesom dig og nu er jeg begyndt at skrive koder og andre vigtige ting i min kalender, som følger mig overalt!
Pist Regitze, pas godt på dig - du er for god at smide væk med stressvandet. For var der ikke noget med, at du havde rygende travlt på dit arbejde før ferien, og næsten ikke kunne få sat punktum - og nu vender det tilbage. Jeg kender signalerne.Og det er altså ikke skægt!
(((varmt knus)))
Det kan også være at automatikken svigtede et øjeblik, og den har det jo med at dukke op, når man mindst venter det ;-)
At kunne cifrene i sin kode kan de færreste, når de bliver spurgt og især under pres.
Det 'sidder i fingrene', og jo mere bevidst man prøver at huske det, jo værre går det. Jeg har selv fået spærret kort et par gange. En gang fordi de (dengang) nye dankortterminaler havde omvendt tastatur. Faneme ikke skægt at holde en laaang kassekø i Netto tilbage efter man har tastet galt 2 gange og prøver at se fingenes bevægelse for sig, og så vende det om til det modsatte tastatur. At fokusere på at aflæse sin motorik og overføre den til tal, for så at taste den, under stress og tilråd. det gik bare ikke. Jeg får det skidt bare af at tænke på det. :-D
Og selvom jeg ved du har et særligt forhold til at miste hukommelsen, så er dette næppe et forstadie, men mere et udtryk for måden man indlærer og fastholder viden. Rent motorisk, og uden 'tal' på :-)
Rikke - det gør det ikke. den skuffe i hovedet er forurenet af alle de kombinationer jeg har tvangsfodret mig med de sidste dage.. :( men tak for opmuntring :)
tak for god trøst, Madame og Kagekone. det trøster meget.
Ella.. det knirker i min mave. du ramte muligvis hovedet på et af sømmene søm, der. tak!
Styx! netop. godt formuleret. tak! men interessant at man så kan ødelægge det så meget for sig selv, at muligheden for at genfinde hvor i hovedet, man har lagt koden, er ødelagt.
Kom her og få en krammer! Du får en ny kode, som du så kan more dig med at glemme.
Jeg stod i banken i kø ved automaten, og læste et eller andet om pinkoder, og bling var min egen væk. Jeg prøvede på mine to forsøg, men måtte køre hjem med uforrettet sag. Heldigvis kunne Bjørnen den også:)
MEN, pas nu lige lidt på med den der stress, den kan godt være lidt dark horseagtig, til tider.
Jeg sad lige og tænkte på at det Ella skrev slet ikke var så towle endda. Og så tænkte at der er så meget man skal slæbe på sine skuldre og al den beton og det. Og man kan godt trænge til at holde helt ferie og det kan man jo ikke og så bliver man tom i hovedet. White noise, der!
Og så kan jeg slet ikke trøste andet end med et knus og sådan et får du af de varme og så ånder vi lige heeelt ned i maven, sammen, allesammen. Helt roligt, ing?!
Knus, Pus!
knus herfra regitze. jeg kender den med at føre den over på vores mødrene/i mit tilfælde fædrene ophav og arvelighed, men jeg giver Ella og Irene ret. Stress og andet lignende ødelægger vores hukommelse, vores koncentration og lignende, så pas på dig selv, please
Hvis ikke Styx havde skrevet det, ville jeg have gjort det. Det er nemlig lige præcis sådan, det er - og længere er den ikke. Nå jo, måske, hvis Ella har ret ... Kort sagt: tid til rød noilly prat med et skvæt Angostura i aftensol.
Der var forresten engang en IT-fyr der lærte mig et trick med sådan nogle koder. Han huskede aldrig nummeret, men lavede dem så der var logik i mønstret på tastaturet.
Tre hen, een ned, eller to hen i første række og to hen i anden række. Og sådan. Det trick bruger jeg nu ... Jeg kender simpelthen ikke nummeret, kun bevægelsen fordi sådan kan jeg bedst huske, jeg egner mig ikke til tal, nej!
kan I huske, dengang man var en lille en, og gik og hiksede i flere timer efter, at man var holdt op med at tude? alt var godt igen. der var plaster på og solen skinnede. og så gik man der. *hiks*.... *hiks*.
sådan er det at være mig. takket være jer.
alle de rædselsberetninger gjorde godt. Brorsan kunne også en værre en, da han ankom.
men det har været interessant at hilse på en angst, jeg ikke var klar over kunne fylde så meget.
og nemlig, Uffe. en rød noilly med et skvæt angostura er den bedste kur mod det meste:)
Irene - jeg glæder mig til, at de begynder at fotografere vores tommelfingre. dem har vi som regel med.
Jamen jeg kan jo kun tilslutte mig trøstekoret. Især fordi jeg godt kender præcis dén angst - vi har også familiemedlemmer, som blev meget tidligt demente.
Indtil Les mindede mig om, at jeg aldrig glemmer et ansigt, men sjældent husker navne.
Så kunne jeg pludselig huske min kode igen. Men det var præcis så stygt som du beskriver, med de små hikst bagefter.
Og det er også en del af at vi ikke er 17 længere - uden at vi altså er hoppet på Alzheimerkrikken af den grund. OK?
Knus.
Alzheimer light behøver ikke at ende i rigtig Alzheimer. Jeg er ofte i tvivl om min pinkode, selv om jeg har brugt den et hav af gange. Og jeg har måttet opfinde min egen lille småmusikalske huskeregel for at holde fast i den. Og jeg gruer for, at banken af en eller anden grund vil udstyre mig med et nyt...
Velkommen i de voksnes klub.
Capac, problemet i den sammenhæng er, at angst ikke er rationel.
Hvis ikke jeg havde set elskede familiemedlemmer gå mere eller mindre i opløsning ville jeg da heller aldrig ha' stået ved en fremmed pengeautomat og rystet over hele kroppen af angst, bare fordi jeg havde glemt min pinkode.
Det eneste rationelle er at angst går over.
Undres mest over at du kan finde på at skrive din pin på en lap papir! eller at Claus ikke forlængst har fået og lært din kode udenad -)
Hos os har vi fordelt goderne lige over - afstemt efter evne: Jeg husker alle navne, tal og gadenavne, han husker alle folks ansigter, hår og tøj. Bum. Vi bevæger os ALDRIG ind på hinandens områder, for så meget kan vi slet ikke gabe over.
Jeg har nu holdt 3 ugers ferie og har 1 tilbage. Jeg føler mig så dum og og nulstillet, at jeg aldrig vil på arbejde igen.
Regitze, du er smørklatten midt i grøden.
jah, Capac. vi kan rumme så og så meget. det har jeg det fint med. til dagligt:)
Dana. du sætter den lige på studsen!
hej Bente. tjah.
nu smeltede vi her, Suzy Q. tak for helvede.
Det var sguda så lidt :o)
Jeg har lagt min tegnebog i køleskabet og stået og gloet i stuen og sagt "Hvad var det nu jeg skulle?" uafbrudt de sidste 3 uger.
Cellerne er på ferie. De er snart tilbage igen.
Suzy Q. kører du stadigvæk på hotmail? nu har jeg ihvertilfælde sendt et postkort.
Jeg siger som "Styx": Det er da fordi du bruger fingrene til at huske med, og måske lige noterer dig med det kvarte øje, om det er et rigtigt tastatur (lave værdier nede) eller et af de Franske (med de lave værdier anbragt højest) som ødelægger den ergonomiske indtastning.
Nogle gange nytter det at lære noget nyt (dansetrin, klaverspil, botanik, kemi) for at overbevise sig selv om at man ikke er håbløst angrebet af senilitet.
Hvor mange her på listen kan huske deres DK-kode? Jeg kan ikke, kun når jeg ser på det numeriske tastatur!
tak, Donald!
og så må det være en lære, at når man bliver hylet tilstrækkeligt ud af den, finder man aldrig koden igen. jeg drømmer firecifret i disse dage:)
så. altid have en kodehusker på sig. ikke noget med at smide den ud med de andre værdiløse tingester i pungen.
Jeg er 25 og har flere gange glemt koder på kort jeg har haft i flere år. Dog er de kommet tilbage til mig. Trikket er ikke at tænke på at huske koden, men bare bruge kortet i butikken, og når man står der som man plejer, kommer koden frem ud af fingrene!
Send en kommentar