nuets nærværdi

i disse dage er det en måned siden, mine søskende og jeg var sammen med vores mor i hendes sidste fem dage.

en måned.
det var i går og det er en evighed siden.
jeg har nået at tænke en del siden. og har et bud på en ny erkendelse.

store og voldsomme hændelser er en del af livet.

nogle kommer uventet, som et lyn fra en klar himmel.
i bund og grund reagerer vi ens på chok. det er der skrevet bøger om.
hvordan vi kommer videre, er nok bestemt af, hvordan vi er skruet sammen. det er der sikkert også skrevet bøger om.
for mit vedkommende får jeg et enormt behov for at være handlekraftig. det værste der kan ske, når det uventede sker, er, at jeg ikke kan stille noget op.
en syndflod af andrenalin og andre overlevelsesstoffer, skyller igennem kroppen uafbrudt.
det er en lang proces. det kan tage årevis igen at kunne sidde stille i en stol mere end fire minutter ad gangen.

Birgits død var langsom. det var tusinde fugle der blev sluppet fri, da hun drog sit sidste åndedræt.
og i tiden herefter har der ikke været behov for at galopere rundt som en tornado i rustning og klare ærter.
snarere tværtimod.

den seneste måned har jeg mestendels siddet og kigget.
og tænkt.
og været tanketom.
og husket.

det har kostet. mit havehejs er bagud. frø sukker sagte i deres poser. ukrudtet stråler. edderkopperne spinder i håret.

og nu forstår jeg, at det har haft et formål.
alle de timer, jeg har siddet på bænken. alene og sammen med Claus. og kigget på kyllingerne. og fordøjet. uden egentligt at tænke over det.
stille, intense stunder.

det er nu, vi er.

og enestående venskabninger er kommet og har siddet med.
rummelige, nærværende. og oprigtige og hensynsfulde på én gang.

vi har ikke travlt.

det er, hvad jeg har siddet og tænkt.