05 maj 2007

at skue hunden på hårene


for ikke så længe siden deltog jeg i en forsamling der omfattede hamburgere, londonere, new yorkere, storbyjyder foruden nogle Københavnsomegnere som mig selv. på et tidspunkt talte vi trust som i at turde/kunne/ville stole på hverandre.
alle var enige i, at mennesker generelt stoler på hinanden. psykologen kunne endda fastslå, at dette var et grundlæggende indbygget træk i vores overlevelsesstrategi. der var ingen colombianere tilstede.

jeg rakte fingeren i vejret og fortalte om en artikel jeg havde læst i weekendavisen, hvor man netop havde undersøgt menigmænd og -kvinders opfattelse af hinandens pålidelighed. heraf fremgik det, at 96% af danskere stoler på hinanden mens 26% af franskmænd stoler på franskmænd.
journalisten havde nævnt som eksempel at han og konen havde stået ved Eiffeltårnet og havde bedt en ung indfødt om at tage et billede af parret sammen og havde rakt ham deres kamera. i det samme havde journalistens mobiltelefon ringet og samtalen havde åbenbart krævet både hr og fru journalists fulde opmærksomhed i nogle minutter. da de lagde på og var parat til forevigelsen var den unge franskmand forsvundet med kameraet.
havde en ung dansker gjort det samme?, spurgte journalisten. hvad ved jeg, tænkte jeg. molboere i Paris, tænkte jeg.

dette bringer mig frem til dagens kerne.
den værste vrøvlekliché af dem alle, er denne her med at first impression lasts. at du har et splitsekund til at komme ind i varmen/ud i kulden når du møder et andet menneske og at dette førstehåndsindtryk er af så stor betydning, at der er skrevet tykke bøger om det.
jeg synes, jeg er en gevaldig menneskekender. på mit arbejde møder jeg hver måned en del nye ansatte, som jeg ikke alene skal til at være på hat med men også sommetider skal lære rigtigt godt at kende i dagtimerne.
bralrebasser er min private hadeprofil nummer et. og hvor mange gange har bralrebassen ikke vist sig at være alletiders varme, kloge og lyttende menneske, når høn lige har fået lov at lande. den nervøse sniger er min hadeprofil nummer to. som tit har vist sig at være en humørbombe, når høn lige har fået lov at lande.
alle dem midt i mellem ryger lige ned i accepthalsen, for generelt er jeg en pæredansker, der har stor tillid til mine medmennesker og tror på det bedste i os allesammen.

og så er der de uhyggelige. dem der går lige ind i mig med træskoene forrest og som viser sig at have en giftdolk på hver finger. gonflerede egoer der gør livet til et helvede for alle omkring sig. som tager alle ved første øjekast - inklusive ansættelsesudvalget - med sturm und drang. jeg mener at have gennemskuet, at fællestrækket for de uhyggelige er, at de lever i en solid boble af selviscenesatte løgne. der er ingenting indeni.
forleden læste jeg en advarsel til de psykoterapeuter, som prøver at hjælpe psykopater til at blive bedre mennesker. psykopater kan ikke reprogrammeres. men de kan via terapeuten få nogle værktøjer, så de bliver endnu bedre til at manipulere med deres medmennesker.

tilbage til førstehåndsindtrykket, som naturligvis handler om spejling; at du genkender træk ved den nye, du kan lide ved dig selv - eller ikke har lyst til at blive konfronteret med. en af de store professionelle næser ved et af de store parfumehuse sagde i Alf og damerne for nyligt, at det er vores dufte, der afgør om vi tiltrækkes eller frastødes. selvfølgeligt sagde han det. derfor tror han ikke på netdating.

nå. det jeg ville sige er, at jeg øver mig i at tygge på jer. tygge og gumle og smage og vente lidt, før jeg synker.
for så holder den jo. med eller uden næse. om jeg så møder jer på arbejdet, til festen, på gaden eller i cyberspace.

gid jeg kunne lære at forstå, at førstehåndsindtrykket er spild af tid. gid resten af verden aldrig lærer det. for så bliver vi arbejdsløse i marketing.

11 kommentarer:

kkk sagde ...

Men dit konkrete eksempel fra arbejdet er vel også en lidt "ekstrem" situation. For uanset om du bryder dig om bralebasserne og snigerne på arbejdet, så er du pinedød nødt til at forholde dig til dem. Og her synes jeg, det er et sympatisk træk hos dig, at du formår at få det bedste ud af situationen og endda revurdere dit førstehåndsindtryk.

Men, hvis du ventede på bussen og stod ved siden af en bralebasse, ville du så gide indlede en samtale med ham/hende?

I øvrigt tankevækkende, HVILKE indtryk vi hver især først lægger mærke til. Personligt synes jeg ofte den holder, førstehåndsindtrykket. Om det også er personer, jeg orker i det lange løb.

Dana Watsham sagde ...

Kloge ord at tygge på på en solskinslørdag ... og jeg vil give dig ret, når man giver sig tid vil førsteindtrykket ofte opløses i noget helt andet.

Klumpen i halsen kommer så, når det går op for én hvor ofte man glemmer at give sig tid!

Hege sagde ...

Jeg håper ikke folk dømmer meg etter førsteinntrykket, - for da får jeg jo ingen ny sjanse - og det trenger jeg :-)

styx sagde ...

Men svaret er vel i 2 dele. Rent professionelt SKAL man jo udvise alle tillid, at man så på det personlige plan hurtigt danner sig en vis skepsis over for visse typer, er bare et naturligt forsvar, der sikrer at man ikke selv kommer i klemme.
Ved at have en personlig vurdering får man ikke indledt et 'venskab' der viser sig, at ende med kniven i ryggen. Selvom man i jobsammenhæng skal og må samarbejde trods tvivlen om den andens gode intention.
jeg samarbejder fortrinligt med personer, jeg aldrig ville bruge 2 sekunder på i min private liv.

Irene sagde ...

Vi bondenaive møder alle, som grundregel, med åbent sind og pande.

Det åbne sind, det vinder hver gang men dem der er for tunge, får en revision og er de stadig for tunge så kasseres der. Behagesygen får aldrig rod, så vi lever fint med dem i grøftekanten, der ikke duede ...

Det kan give fæle knubs, det åben sind og mange positive overraskelser ...

Regitze sagde ...

kkk, hvis vi udvider eksemplet til at omfatte foreningsarbejde, uddannelsesforløb, venners venner etc er det vel ikke så ekstremt?
alle de situationer, hvor du ikke bare kan lukke i eller vende dig og gå.
idioter m/k ved busstoppestederne er der masser af:) (inkl. mig selv somme tider) - de/vi kan bare sejle i deres egen sø.
HVILKE indtryk vi lægger mærke til er interessant, ja. for hvor jeg ser en bralrerøv ser min næste måske en Victor Borge Jr. den tygger jeg lige på. (og tak for de pæne ord).


nemlig, Dana. men jeg har fundet et fif. når jeg møder en, der virkeligt får hårene til at stritte, byder jeg vedkommende ind i min cirkel på et tidspunkt. åbenhed smitter, og selv de mest kantede kan have noget at byde på. det er selvfølgeligt en satsning hvis det så vitterligt er en børge(lise)..

hvor er du sjov, Hege:) jeg er ret sikker på, at man vil føle sig udvalgt i dit selskab!

Styx, i mit liv er der ingen forskel på professionelle relationer og frivilligt samvær - men jeg blander ugerne arbejde og privatliv sammen.
det skal nok også tilføjes, at jeg privat er meget SVIP (tyvinspireret fra Uffe) [Social Vægring I Perioder]. der skal fordøjes.

du sagde de klogeste ord på kortest tid, Irenschen:)

Madame sagde ...

Kan ikke tilføje noget, der ikke allerede står her, men det var god læsning, og jeg vil gerne tilslutte mig den foreløbige konklusion om kodeordet åbenhed. De fleste mennesker viser sig jo næsten altid at være udmærkede :-)

Lene sagde ...

kloge ord Regitze. Løgstrup omtalte vist tilliden som en af de suveræne livsytringer, og at vi fødes med tilliden til andre. Jeg ville blive ked af dt, hvis jeg mødte et andet menneske med mistillid, men nogle gange er det jo hvad jeg gør.
I Paris mødte vi tiggerkvinder fra østlandene, som på gebrokkent engelsk fortalte, at deres mor var kommet på sygehus, ville jeg give penge? Dem mødte jeg jo med mistillid og gik forbi dem, ignorede dem. Min kære søn syntes det var synd, at vi ikke stoppede op og talte med dem, men der havde jeg ikke tiltro til, at det ville ændre noget. Men jeg kan godt følge ham i, at det er ubehageligt sådan på forhånd at afskrive et andet menneske. Tak fordi du satte mine tanker i sving :-)

Palle sagde ...

Jeg fornemmer at vi danskere generelt er slemme til at dømme ved førstehåndsindtrykket. Og som du også skriver, så kommer det mange tilbage som en hammer at man har "læst" forkert første gang. Jeg er selv slem til at dømme første gang, men arbejder hele tiden på at ændre denne stil. Og det hjælper faktisk rigtig meget. Men der er altså også i nogle tilfælde at man ha´r dømt rigtigt første gang.

Donald sagde ...

Forsinket kommentar (Gumle ... synke ...:-) Det er rart at der er nogen, der gumler lidt. Ellers var jeg da dømt ude mange, mange gange!

Kkk, engang i et tog var jeg alt for længe om at få snakket med en rar mand, som foldede et livsperspektiv ud, som giver dybde i ens egen tilværelse. Man kan godt komme over det første indtryk, også når man ikke skal.

Til gengæld er jeg tilhænger af den med at det første indtryk er af stor vigtighed; jeg registrerer måske lugte, men også noget i mimik og kropssprog, som jeg ikke har lært at sætte ord på. Det bliver man selvfølgelig ved med efter de første minutter, hvis man altså tør, og hvis man interesserer sig for andre mennesker.

For mange år siden gik det op for mig at jeg havde en evne til at "læse" folk, og at jeg ikke stolede på den. Det føltes, som om jeg skulle lære noget helt basalt forfra, nemlig hvad man kan bruge den evne til. Det er naturligvis en uskik, hvis man bruger den evne som overdommer og ser bort fra talen og alle de andre informationer, man får gennem ... (av av av, er dette et nyt udtryk? :-) ... man får gennem den bevidste fornuft.

Eller, "gennem den medierede iagttagelse.", hvis man hellere vil ha' et mere neutralt udtryk.

Det har været en dejlig halv time at læse posten og kommentarerne igennem - mange tak!

Irene sagde ...

Donald, netop det bevidste (consious) liv mener jeg gør spændvidden og tolerancen større men flertalsmennesker lever ubevidste liv, desværre ...