fjelltagende

Bergen, 30. maj kl 11.30


Bergen, 30. maj kl 23.30

holder det aldrig op?

vi sidder lige så fredeligt og spiser. og vegeterer. og taler om... ja, det handlede i hvert fald på et tidspunkt om zeppelinere. og pludseligt, midt inde i krøllen, siger Claus

vandsønderdelingsapparat

hvornår har en humanist lært ord nok?

tak, til Projekt Runeberg, der har lagt side 54 af Salmonsen, 2. udgave, bind VII ud på nettet.
stuen er for trang til værket hér.

TRUUUUT!

jeg sad i en rum tid og kiggede på datoen.
og så slog det mig, hvorfor den virkede så bekendt.
det var jo i dag for så mange år siden, at jeg var på Bakken med vores far for at fejre, at jeg havde fået en lillebror med Beatleshår.

det er jo idag, det er. ja det er det jo, for det er i dag.

tillykke, Brorsan! - så er det derfor, solen skinner og alle flager på fulde stænger.

(og tillykke, Glistrup).

hop i havet eller ud og hjem igen

det er i orden med mig at være en lille jolle i et stort frådende hav.
eller. det flytter grænser at overleve det til hver tid værst tænkelige.
så er det i orden med mig bagefter.
fem minutter efter.
eller fem år efter.

men sommetider er det bare så fantastisk, at befinde sig på det bedst tænkelige sted, på det bedst tænkelige tidspunkt (indenfor de revolutionære 20 minutter...) med de bedste, tænkelige mennesker.

hep herb!

fødselaren to end all fødselars bød på blåmuslinger og picpoul de pinot. og vi var der allesammen. både blodsbeslægtede og tilvalgte familiemedlemmer. undtagen Claus, for han er på vej hjem fra solskin og Esbjerg.

hvad giver man en yngling, der har alt?



og han delte ud.


og demonstrerede hvordan man bagefter lukker den hjernemasse ud, der har samlet sig i røret


og vander stuebirken. som nu er klogere end hele familien tilsammen.


sikken god gave. som Kristian underfundigede, er det måske dét, der skal til for at vende huspriserne i kvarteret.

og sikken dejlig dag, det er i dag.

udskud

nattergalene triller om kap med solsortene. gøgen kukker. bækken klukker. dronningebusken er vågnet. forleden var der én blomst - nu er der hundrede og tusinder står på spring.
de sidste bier er ved at gå til køjs. der duftede så godt af varm voks og honning, da jeg lige listede derhen på maofødder. et par humledittoer brummer stadigvæk i akkelejerne. verden er pastel. månen er selskabssyg og jeg sidder med tæppet omkring mig og udskyder tiden, til jeg skal bort.

midlertidig fanatik

jeg er en midaldrende kvinde med en ganske middelmådig intelligens. da jeg engang deltog i en meget seriøs segmentanalyse lå jeg lige i midten af de for mit køn, min alder, bopæl og indkomsts typiske kasser; sådan lidt lyserød, lyseblå og lysegrøn, så vidt jeg husker. alt i alt lidt plørefarvet.
jeg bliver forpustet når jeg læser i ølentusiasternes og biavlernes medlemsblade. så meget vid om så snævre områder. jeg måtte opgive at gå til whisky, for jeg kunne ikke overskue så meget vid om så snævert et område. jeg har skam mange interesser, som jeg ved en lille smule om. i det hele taget er jeg en formidabel skøjteprinsesse. at vide en lille smule om en hel del, det er lige mig.
det er også mig der kan det meste af en vittighed eller en god historie.
her lige midt i centrum, der har jeg det godt.

til aften kom jeg kørende ned af haveforeningens stamvej, der i parentes bemærket har fået et rigtigt navn. Odins Allé. den er smuk, med høje birketræer på hver side af et par brede græsrabatter. i vinter var nogle fjollehoveder letsindige nok til at parkere i de våde rabatter og fik pløjet det meste op. så nu har vi fået (endnu) et velkomstskilt op ved indkørslen foruden 'hunde i snor', 'parkeringsforbud for biler over 3 tons' og 'max 20 km i timen'. på det nye skilt står der 'parkering forbudt i rabatten'.

en bil kører foran mig tyve meter oppe ad stamvejen. øh Odins Allé. pludseligt svinger bilisten ind i den venstre rabat og stiger ud. da jeg med mine 19,9 km i timen kommer op på siden af ham, stopper jeg, ruller vinduet ned og fortæller ham venligt og bestemt, at parkering er forbudt i rabatten.
den ældre mand ser på mig som om jeg er en hundelort, som han lige netop ikke har trådt på, og siger, at det skal jeg ikke bestemme. jeg insisterer venligt og overskudsagtigt på, at vi har en foreningsbestemmelse, fordi vi, der bor her, er glade for vores vej og ikke vil have den ødelagt. og i den dur. manden ligner mere og mere en dreng på 12 år og jøsses hvor han hader den dumme kælling.
lige i går aftes talte Claus og jeg om transaktionsanalyse, og jeg er nu helt høj og skæv af at være ren- og retfærdighedens supercarla, godt camoufleret af min voksen - voksen-approach.
han kan ikke vinde på ord og han indser det. på vej hen til sin bil skal han nu lige have det sidste ord, som hvæses ud med overtænderne godt forankret i underlæben inden tungen stikkes mellem tænderne og hvæset afsluttes med blottede for- og sammebidte kindtænder. jeg kunne ikke høre, hvad han sagde, så jeg stopper igen og siger: undskyld?
FANATIKER!!! udspyr han, så birketræerne rasler.

da jeg er kommet 15 meter væk og kigger i bakspejlet, er han igang med at pløje rabatten op i en trepunktsvending i 2. gear for derefter at gøre holdt inde midt på græsset, springe ud af sin bil og med venstre hånd placeret i siden give mig fuckfingeren med hele sin højre arm. ud og op. tre gange. som om han er ved at at hjælpe en ko med forstoppelse.

hvem vandt.

det var lige godt laspeyresia saltitans!

jeg har endeligt fået lattertårerne tørret af efter Brorsans, Albertes og Jonas' spontanfyraftensvisit. hvor kan tirsdage pludseligt blive gyldne.

nu brøler nattergalen derude.
springbønnerne er netop gået til ro i deres glasbur ved min side efter at have pirouetteret det meste af aftenen.
kattene er lige kommet ind og Claus er ude på de lange skinner.

i min hunger efter springbønneerkendelser fandt jeg en spændende hjemmeside hvorfra jeg citerer med udførlig kildeangivelse:

"Mexicanske springbønner er ikke egentlig bønner, de er frøene/nødderne fra Sebastiana pavoniana, som er et medlem af Euphorbiaceae-familien (på dansk: Vortemælk-familien), som et møl (Laspeyresia saltitans) har lagt et æg i blomsten af. Når frøene er modne smider planten dem. Hvis de får det for varmt, "klikker" larven inde i frøet for at få det hoppet ind i skyggen. Frøene kan ikke spire, de er helt hule. Efter en måneds hopperi gnaver laven et område af frøet helt tyndt, og forpupper sig her. Næste sommer, lige før Sebastiana pavoniana blomster, kommer de ud af puppen, finder en partner, og ringen er sluttet".

jeg tog dem ikke med hjem. de tog med mig.

jeg troede, jeg kun tog disse her junglekastanier med hjem.

hvor mange gange kan håret rejse sig på en enkelt aften?

en af de dejlige ting ved at bo i Harrestrup er, at her ikke sker så meget. eller. her sker så meget. men her sker som regel én ting ad gangen. så hver ting når at få et udråbstegn eller et spørgsmålstegn i halen, som så bliver langsomt fortæret.

til aften gik jeg og rodede med noget spansk margueritnoget i lige-før-blå-time-stemningen. alting omkring mig holdt hvil uden at holde vejret.
jeg ved ikke hvordan det er hos jer. men hos os kan man høre en ringmotorvejssusen bag skoven. når det er vindstille, som i aften, er den kun en svag hvislen. jeg bilder mig ind, at man i det meste af Danmark, uanset hvor man er, kan høre denne hvislen. ok, der er steder i Jylland og på de øvrige øer, hvor man stadigvæk har ægte stilhed - men som hovedregel kan de fleste af os høre en trafikhvislen. kraftigere eller svagere.
hen under aften var den så svag og ensformig at den i vores terminologi var at ligne med stilhed. og jeg gik der og rodede med...
og så pludseligt! et bremseskrig ovre bag skoven. og det holdt ikke op. bremserne skreg i 3 - TRE - sekunder. det er altså noget med fra minimum 120 km/t og ned - tid nok til at jeg slap, hvad jeg havde i hænderne og førte dem op til ørerne.

men det udeblev.
braget.
tak.
og der skete ikke mere. ingen sirener. jeg var så rystet, at Claus måtte brumme lidt. men hvor går det hurtigt. nej, langsomt. du ved, hvad jeg mener.
udråbstegn.

så måtte jeg lige ind og dimse lidt i paradehuset. og fra den ene zinkbakke lød det som fra en lillebitte popcorngryde. og på dén bakke lå tre små dutter, der nærmest ligner knækkede rugkerner (yes, jeg har lige bagt mit livs første rugbrød i går; tak Brorsan og frue!). og de tre små dutter hoppede rundt som besatte.
vi har ingen lup, og jeg kan ikke finde hoved og hale i dutterne. Alien har ikke levet forgæves, så de røg op i et glas m/låg. og nu ligger de der og hopper.
spørgsmålstegn.

jeg tog nogle spændende frø med hjem fra junglen i Mexico.
flere end tre.
undskyld.

a room of one's own

arj, hvor har jeg haft travlt i dag.








som Claus har sit værksted, har jeg øjensynligt mit paradehus. sidst jeg havde mit eget værelse var, da jeg boede hjemme hos min mor og far.
der mangler naturligvis stadigvæk en læselampe og en gyngestol. men det skorter ikke på klunser- og marskandiserbekendtskaber, så det er et spørgsmål om tid og det.
og de, der hvisker Isabellaaaa kan bare komme her hjem og vugge.

imens tullede C med en terrasse til vinpavillonen.



to af de små nye vinplanter har haft deres tvivl, om de kunne. men den ene kan i det mindste. så små er druer, når de er små.


fra duplo

til voilá.

agenda: regn, rent hus, tørklæder og hej Norge

Mads og Misse hænger ud under udhænget.

døren til havestuen står åben, så jeg kan høre regnen. der er ild i brændeovnen og stearinlysene. og her er så rent. ikke flere musehaler, frølig, hybelmus, edderkopper og spind. her er så fint at jeg ville ønske, jeg fik uventede gæster, inden det hele gror til igen lige om lidt.
men spontanvisitter, bukke- og musejagt har våde kår pt.

dagens højdepunkt været Pia Ks krav om tørklædeforbud.
som mange af jer andre tror jeg heller ikke på tvang eller forbud. vorherrebevares.

men jeg bryder mig generelt ikke om religiøse kropsmanifestationer i min hverdag, det være sig muslimske tørklæder, demonstrativt overdimensionerede kors eller kalotter.

mennesket har været dygtige til at fortolke de gamle religioner som islam, kristen- og jødedom, således at disse religioner har passet ind i menneskets kram. og har dermed forårsaget årtusinders verdensomspændende død, ulykke, undertrykkelse og had.
for sådan er mennesket og sådan er alle rovdyr - med eller uden religion - og sådan har rovdyr altid opført sig.

men nu synes jeg, vi skal se at komme videre (afskaf provinsen!), hvis vi vil overleve som (anstændig) race.
og vi må starte med os selv. vi mangler et moderne uforurenet budskab om den kærlighed, der gennemsyrer alt som et universelt princip, et budskab der ikke bunder i religion. og karmaloven, som også er der, hvad end vi tror på den eller ej.

så jeg har købt en kanon og er startet for/med mig selv. jeg bryder mig om langt, langt de fleste mennesker. og jeg kan sagtens rumme en kvinde med religiøst tørklæde på, hvis jeg ellers bryder mig hende inden under.

men jeg forstår ikke, hvorfor hun skal have tørklæde på, hvis det ikke er for at manifestere en afstandtagen til mig.
og hvis hun gerne vil have et job og deltage i samfundet på lige fod med andre, er der rigtigt mange interessante jobs, der ikke kan bestrides gennem umiddelbar afstandtagen til øvrigheden.

og jeg forstår ikke, hvordan de sidste fans overhovedet fortsat kan tage en Pia K alvorligt. med sin hysteriske afstandtagen til øvrigheden bestrider hun sit job rigtigt rigtigt ringe.

nå ja. og så forresten tillykke til broderfolket i Norge der blev uafhængige af Danmark i 1814.
skål.

urkomik

hvor blev tiden af? jeg har stort set intet udrettet udover Maslows nederste trin. trukket vejret, drukket lidt vand, spist en ostemad og i den dur. og kredset om urtegården.

indtil videre venter ambra, en timianbold, broget timian, citrontimian, rosmarin, fransk estragon, ananassalvie, citronhestemynte, rosenhestemynte, kinesisk purløg, sar, græsk oregano, dild, solsikker, purpur solhat, anisisop og rucola på at blive proppet i.
... og der er så stadigvæk 21 firkanter at gøre godt med.
angsten for de tomme felter murrer.

hvor blev tiden af?
i '75 købte min mor et ur i Irkutsk, som hun stadigvæk bærer.
jeg har aldrig brudt mig særligt meget om at gå med ur. det er sjældent, at jeg ikke ved inden for en timinuttersramme, hvad klokken er. og dengang jeg var bybo, vidste jeg, hvor alle byens ure befandt sig.
men jobmæssigt er det en nødvendighed at have et ur, hvis jeg ikke vil gå rundt og kigge på en telefon eller en pc hele tiden. timinuttersrammer er ikke altid godt nok.
i 05 tog jeg konsekvensen og købte mig et armbåndsur på en flyvetur. et Skagen uden dikkedarer. dejligt ur. jeg havde det et år, så tabte jeg det.

i 06 tog jeg konsekvensen og købte mig straks efter et armbåndsur på en flyvetur. et Swatch med swarovsky. udmærket ur. jeg kunne ikke finde det efter dukkert i poolen forleden og regnede det for tabt. iøvrigt sad det ikke særligt godt på håndleddet og skiven var blevet svært ridset. og jeg kunne ikke altid se hvad klokken var fordi det hele var sølv-i-sølvfarvet. virkeligt ringe ur. tak til den der nolede det.

så jeg tog konsekvensen og købte mig straks et nyt armbåndsur på flyveturen hjem. et Skagen med swarovsky. herligt ur, der sidder som smurt.

nu har jeg lige fundet Swatch med swarovsky i min taske.
amarhalshug på, Claus, at det ikke var der forleden.

morgengave

at vågne i sin egen seng. med sin elskede ved sin side. at betragte solskinsflimmer i løv bagved tæerne. at række en lang arm ud og åbne døren til paradehuset, så de skrydende katte kan komme ind og hoppe på dynen.
frisk kaffe.
det er en gave.

mens jeg har føjtet, har Claus lavet min urtegård. og flyttet frugtbuskene.
nu skal jeg bare putte noget i felterne.
det er min opgave i dag.
min gave.



C tog på arbejde. det vil sige, han kom bandende tilbage et par sekunder, fordi han, i sin iver efter at favne sin kone i går aftes da han kom hjem, lod nøglen sidde i tændingen på motorcyklen - i ingenmandsområdet mellem start og stop. det kan batterier ikke lide.
så endeligt kunne jeg gøre lidt nytte og køre ham på arbejde.
undskyld til alle jer, der befandt jer i krydset ved Jarmers plads kl lidt i elleve.

og skal vi så lige sætte en stopper for det her caribienhalløj med Playa del Carmen.



nu skal jeg have stortrøje på og ud at så og plante og rode og regere.
i dag, imorgen, på fredag og i weekenden.
mors festlige feriedage starter nu.
det virkeligt virkelige liv.
gave.

mors Cobá

i eftermiddag var jeg ude i det virkelige liv.

sådan bor mayaerne, når de ikke skifter mine håndklæder og serverer mine drinks.



det er et lillebitte folkefærd. deres drikkevand indeholder så meget kalk, at de har verdens tungeste knoglestruktur og til gengæld ikke bliver ret høje.

jeg tog til Cobá for at se deres pyramider.
guiden var en fremragende italiensk arkæolog. du får måske anekdoterne en anden dag.






vi fandt et bibo af originale, vilde mexicanske bier. de er brodløse og fredelige. Mayaerne byttede honning for alskens andet.

men det allermest fantastiske var, at lige som jeg drejede om hjørnet for at se den største Mayapyramide i Mexico, ringede min mobiltelefon. midt ude i junglen. midt inde i vildnisset. og i den anden ende hang knajten klokken 23.30 DK-tid.
de stille tårer stod ikke stille.
vi bruger ellers ikke mors dag hos os.

men det gjorde Louis lige.

intet nyt fra vestfronten

de ligner hinanden, dagene.



til aften havde jeg dog en ud-af-resortet-oplevelse.
de andre var søde og vækkede mig, da vi skulle hjem.

god nat

god aften

dagens pleasure bestod indtil videre i at gå til arbejde.





og i at gå hjem igen.

lydene er anderledes. fuglene lyder som aber. men endeligt gik det op for mig, at det er fraværet af kendte lyde, der er frappant.

1. man behøver ikke rasle med pengene her. alt er inkluderet. inklusivt drikkepengene.

2. børn er forbudt.

ohøj nu startede trompeterne, så jeg kommer for sent til festen.
hvor stillede jeg nu mine glassko.

god morgen

der står et ordentligt skrummel på mit værelse.


jeg bor længere fra det Caribiske hav, end jeg troede, jeg skulle.


og på min balkon hænger der en køje. indtil videre er det kun mine fødder, der tør vove springet.

jeg tror, jeg vil vove et øje og forsøge at forene business med pleasure de næste dage.

Claus? hvad filan laver du i Harrestrup?

hasta la vista

Christian Braad Thomsen var også begejstret for Fassbinder. under optagelserne til Berliner Alexanderplatz stod CBT en formiddag sammen med hundreder af udklædte statister og gamle køretøjer i det til formålet afspærrede område og ventede på at Fassbinder skulle komme og dirigere.
da der var gået nogle timer, gik Christian ned på den knejpe hvor mesteren yndede at hænge ud. han trådte ind ad døren, og i halvmørket skimtede han silhuetten af Fassbinder, der sad ved baren med et glas og netop sagde, henvendt til servitricen: kender du de dage, hvor man ikke giiider gå på arbejde.


sådan har Misse og jeg det også i dag.

hvem gider at gå helt ud til bilen og blive våd i håret. tilgengæld ved jeg, at Farmer er glad, hvis han også får del i de tunge dråber.
og jeg ved, at fra i morgen tidlig og til den 14. har jeg stort set kun fri når jeg sover.

hvis jeg kan snige mig til det, vil der indløbe en lille rapport hist og pist fra amerikanernes Mallorca.
jeg tager hjem den 14. og kommer hjem den 15. skat. den 15. den 15.