der er givetvis ikke så mange epidemier i ørkenen. så min mor, der jo bor på plejehjem, har været en tur i isolation på det lokale sygehus med en roskildesyge og det, der følger med.
nu er hun tilbage i æblegrødstilstand, og i søndags fandt vi en rullestol, der ikke var helt flad og trillede på mor-barntur ud i det velkendte med Frilandsmuseet, Sorgenfri slot og Lottenborg som koste i sejlrenden.
Birgit var en fabelagtig historiefortæller, før hun blev dement. hun nåede at fortælle sin livshistorie, så jeg aldrig vil glemme den. i hvertfald ikke før jeg glemmer min egen.
nu er hun ved at miste sproget for alvor. hun kan ikke huske hvad ting hedder (trøje, himmel, hår) og når hun starter på en sætning, har hun glemt hvad hun vil med den, inden læberne rigtigt får form på lyden.
det er stadigvæk frygteligt frustrerende og pinefuldt for hende i små glimt. og for os søskende.
så sludrer vi lidt sort, og hun får et ekstra klem.
i søndags var sproget rigtigt umedgørligt. men hun pegede glad på et ægte kastanietræ.
og pludseligt, mens vi trillede af sted, fløj en lille sætningsboble ud foran rullestolen.
kære venner og veninder. hjælp mig her at samle minder.
vi reciterede resten sammen.
kom fra syd og kom fra nord. med et lille mindeord.
ærmesnip op til øjet.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
13 kommentarer:
Regitze, du beskriver smukt og nænsomt sindets forfald, og hvor godt det så er, når noget man kan samles om sker. Vi står kun ved begyndelsen, men det bliver svært, når vi når derhen hvor I er.
Tak :-)
Regitze - jeg stødte på din blog en aften på surf i det virtuelle og heldigvis kigger jeg af og til forbi. Du, for mig, totalt ukendte kvinde, der med hjertevarme, humor og 'velformulerenhed' deler rundhåndet ud af dig og dines hverdagssmukheder.
Jeg kommer igen :-)
Hilsen Sirup
Så sad man her og tød igen og måtte lige et smut ud på toilettet til de der mansizer ...
Så smukt skrevet, Regitze.
Meget fin beskrivelse. Det er så bittersødt med de der små glimt af fordums formåenhed.
Nu græder jeg.
Varme tanker
sikke en masse søde ord - tusind tak for dem.
men, det er nu ikke sådan at vi går og tuder i et væk. man vænner sig og indstiller sig og bruger krudtet på praktiske gøremål, aftaler og slåskampe med systemet. men ind imellem giver det et lille bittersødt gys, som du så præcist betegner det, SHA, når man lige høster et gyldent korn sammen.
vi har byttet roller:)
Jeg synes nu og da, der er noget smukt i at bytte roller, selvom mange betegner det som "uværdigt".
Jeg kan huske da min far i sin tid lå på hospitalet og havde mistet kontrollen over flere af sine kropslige funktioner, hvilket gjorde at jeg konstant blev sendt uden for døren. Til sidst kom en af sygeplejerskerne, som hjalp ham, grinende ud af døren og sagde: "Han siger, vi ikke behøver smide dig ud, for han har sørme også tit givet dig en tør numse!"
Og det er jo egentlig det, det hele handler om - at kunne drage omsorg for hinanden når funktionerne svigter, hvilket ikke er uværdigt når der er fysisk og psykisk nærhed til stede.
så fint sagt, Henriette.
tak.
jeg kom også især i tanke om rollebytningen, fordi den omtalte tur var den, som vi unger i sin tid har betragtet fra barnevognshøjde:)
men Henriette? hvor er din blog??
En tanke til din mor.
og tak, K. du nåede hende:)
regitze:
Den er pist væk verswunden - delvist ved et fejlslagent forsøg på at ændre brugernavn, men nu synes jeg pludselig det er ok.
Min sindstilstand er lidt rokkende frem og tilbage pt :-)
Send en kommentar