dytten og spytten*

jeg bliver nok nødt til at sige det, som det er.
sådan starter alle gode historier.
de dårlige starter med et for at være helt ærlig.

så. for at være helt ærlig, bliver jeg nok nødt til at sige det, som det er.
jeg aner ikke, hvor jeg skal starte. eller hvordan jeg skal forklare.

jeg steg på et fly i Kastrup sidste fredag ved lokal aftentid. og steg ud af et andet i Kathmandu 22 timer senere.
jeg kunne lige så godt være steget ud af en rumraket.

Louis og jeg steg ind i et fly i Kathmandu i fredags ved lokal morgentid. og steg ud af en rumraket i Kastrup 19 timer senere.

det er det, der hændte ind imellem, jeg ikke ved, hvordan jeg skal forklare dig.

jeg har mødt hjemløse tiggere, gadebørn, gamle, krøblinge og gadesælgersker med børn på ryggen dag og nat i mange lande. i Mexico, Colombia, Argentina, Puerto Rico, USA, Ukraine, Serbien, Rumænien og Kina.

men jeg har aldrig mødt så fattige, syge, forkrøblede og håbsforladte mennesker som i Kathmandu, hovedstaden i Nepal, en af verdens fattigste byer i et af verdens fattigste lande.

det er sin sag at skræve henover mennesker på gaden, når man ikke bagefter kan tage elevatoren op til 18. etage på Radisson og få sig en airconditioneret hjertestyrker på balkonen.

overlevelsespakken indeholder tunnelsyn og mental oplyning.

Kathmandu er fest og farver. og støj. enorme mængder af støj. stilheden er storbynepaleserens værste fjende. stilheden må provokere angst og tomhed. bliver der stille et øjeblik, skynder hundene sig at gø, bilerne sig at dytte, menneskene sig at råbe og rickshawsene sig at trutte i de hjemmelavede horn.
selv at spytte kræver en masse støjende forberedelser. at kaste op støjer. at skide støjer.

sidste morgen stod Louis og jeg op kl 5. vi sad på svalegangen sammen med Michael. det var helt stille.
en lille hånd tændte et lille stearinlys i et lille glughul i et nabohus.
en kvinde gik på taget for at fodre duerne og rede sit lange hår.
de små hjemlige bedeklokker startede. de lyder hver især som når du rører ihærdigt i din kaffekop.
munkene startede deres flerstemmige morgenhymne i klosteret.
aaaaaaaaooooooooouuuuuummmmmmm.

solen stod op.
det var lykken, der kom forbi.
og starten på en håbefuld, ny dag.



jeg bliver nødt til at skære elefanten op i de små berømte bidder. så dette må være den første.
værsgo at skylle.

*tak til Michael for titel. han er en af dem, der forstår at spidde, hvad der sker.