det skorter på svigerfædre for Claus og mig.
til gengæld har Brorsan en, som vi gerne låner.
i dag fortalte han en historie, som fik mig til at hyle.
den kommer her.
på vej hjem fra en Grønlandsekspedition stod løjtnanten og kaptajnen på dækket og kiggede på vandet. den unge løjtnant bar som altid den guldfyldepen og den guldskrueblyant, han havde fået af sin trolovede, i brystlommen. den over hjertet.
på et tidspunkt læner løjtnanten sig ud over rælingen. i det samme glider guldfyldepennen og guldskrueblyanten op og ryger overbord.
løjtnanten stirrer fortabt ned i det 4.300 meter dybe vand.
kaptajnen går.
uden at sige et ord.
et øjeblik efter kommer han tilbage med en stump papir, som han overrækker løjtnanten med ordene:
her er positionen. de er ikke blevet væk.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
7 kommentarer:
Nææ, hvis man ved, hvor noget er, er det jo ikke væk. Heller ikke selvom man ikke længere kan nå det. Med nogen ting ville det dog være rart, om de bare var blevet helt væk og ikke blot uopnåelige...
smukt :-)
Herlig historie :o)
ja, Lotte. jeg er jo enig. men alligevel. når han nu sku forklare sig derhjemme...
Visitsen og Dana - jæhr:)
hmmm ... faktisk tankevækkende.
I øvrigt var overskriften min gamle fars underskrift på en af de danske stile han skrev i folkeskolen.
Uden videre sammenligning, kom jeg til at tænke på en af de få molbo-historier, jeg kan huske, nemlig den, hvor de skal gemme kirkeklokken (husker ikke hvorfor). Molboerne ror et godt stykke ud og smider kirkeklokken i vandet. Så er det én spørger: hvordan ved vi nu, hvor kirkeklokken er? Hvortil den klogeste molbo svarer: vi skærer da et hak i båden, så kan vi finde klokken igen... som sagt, så gjort...
Måske man skulle genoptage barndommens læsning... De var nu underholdende, de molboere... :o)
GittenGas
Fru Green - godt at høre fra dig:)
de gamle kan. det var også min far, der lærte mig frasen, som er meget anvendelig. (hvis det ikke er sandt, er det godt fundet på).
den historie elskede og gøs jeg over, GittenGas. ligesom den med storken.
Send en kommentar