til sidst mistede jeg appetitten om morgenen. det vandt jeg ti minutter på.
til frokost endte jeg med at tage lidt af noget som ikke krævede kniv. så kunne jeg gå, mens jeg skovlede.
om aftenen knaldede panden i tallerkenen og slukkede for spiserefleksen.
nu har jeg sagt fra og bedt om at blive hjulpet tilbage til 120 km/t.
og arbejder mig langsomt op gennem vandmasserne.
hørelsen og synet vender tilbage.
og appetitten.
også på livet.
og på julen.
8 kommentarer:
Velkommen tilbage! Ikke-spisning er næsten lige så slemt som lokumsørling og i en kombination taber man sig, men der er ikke meget skæg ved det. Ikke i længden.
næh. jeg har hængerøv i bukserne og C stikker sig på mig.
tak, Susling. jeg sidder og bider mig fast i bordkanten. og i livets lår.
AII det lyder ikke rigtig godt med dig. men når der nu ikker er mere at holde i - så er det godt der er noget at holde af!!
Godt du bad om hjælp, knus herfra :-)
julekys til jer, Karin. og ja. jeg er heldig.
Lene. knus til dig. med jul på.
Hurtig hjælp er dobbelt hjælp, eller?
Bare man husker at bede om den. Og så noget ferie og afspadsering og RO til at komme ovenpå igen.
Tag hånd om dig. Ik?
åh - jeg mistede helt pusten. Men godt at høre at du er ved at få din tilbage.
Det er ikke til at spøge med.
jah, Dana.
nu ser vi på det. det har stået på et år. og der er stadigvæk skibe, der skal i havn. men bare det at have sagt *blurb*.. *stop* :)
om lidt er det juleferie. fjårten dage!
det er det ikke, Visitsen. det ved du.
Send en kommentar