- at ting altid sker, lige når jeg har tænkt dem.
jeg har vænnet mig til det.
bare jeg vidste om det var af årsag eller af virkning.
første gang jeg husker det skete, var jeg en lille, tynd, espeløvskamelæonpjevs på 12. alene i en meget stor verden med ansvar for en toårig vallak til kåring på Næstved Garderhusarkaserne.
med en nyindkøbt iskage i hånden så jeg pludseligt mig selv ligge på jorden. til brølende grin. og to sekunder efter faldt jeg over en bardun.
sådan har det været lige siden.
kender du det?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Jep! Og jeg har en gang (ca. anno 1969) taget en fremmed mand i hånden (i den tro at det var min far) over vejen imellem is-udsalg og "Le Monde" kiosken i Tisvildeleje. Hele familien stod ovre på den anden side af vejen og skraldr-grinede...
jeg elsker den historie, især fordi vi begge to kan huske den fra hver vores højde og hver vores side af vejen.
der er noget med is..
velkommen hjem fra det store æble, Brorsan!
Måske er det isen, der er 'ulykkesfaktoren'?
Men jow, den der med presque vu kender vi osse her i hytten. Man lærer at leve med det.
ja, man lærer jo at leve med det, Dana. jeg spekulerer bare på, om det er mine tanker, der får hændelser til at ske, eller om det er et presque vu - at jeg ser hændelserne. før de sker.
uanset hvad. det er lige indbildsk:)
Send en kommentar