heden breder sig. jeg er oppe på ti-femten ture i døgnet.
at vågne med en krop, der består af to vandmænd, der, neddyppet i 60 grader varmt vand, snor sig om hinanden, er blevet natlig kost.
en pinefuld og højeksotisk nældefeber slænger sig som en elegant tatovering henover min svanehals.
men øjet på Brugsens tilbud af dem med tre dråber udenpå er perfektum participium fra denne måned. sidste bus er kørt. jeg kendte ikke køreplanen.
min hud på armene ændrer sig. jeg ligger nærsynet i lørdagens morgenlys og opdager, at jeg bliver til en hyldegren.
inden for de seneste par uger hører jeg pludseligt næsten dagligt, at jeg ser træt ud. mine omgivelser går rundt med ømme maver efter at jeg har sparket deres hoveder derned. jeg vil ikke høre på det.
de fleste siger det kun én gang. de har deres hoved for kært.
men hva fanden.
jeg spiser gelée royale, mens jeg skriger af grin med udsigt til bistaderne.
og jeg bager brød.
jeg stopper brød ned i halsen på mine nærmeste.
jeg vil aflure biodiversiteten i brødet.
jeg vil finde det gode brød.
det er en blød begyndelse.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Det daglige brød....
Dej, dej, dej - som bageren sang.
Åhh ja, det er sådan det er,Regitze - hjælper det når jeg siger at man vænner sig til det? -
Og ved du hvad - du må have gang i en vifte, og har du ingen så giv lyd - og jeg sender fluks - det der har hjulpet mig allermest i Land og tropical moments ;-)
Sikken en beskrivelse af hedeture - var det derfor du skrev om Lyng i forrige afsnit?
nemlig, Brorsan. i mit ansigts sved.
Tina:)
jeg tror dig, Ella. alting er bare så nyt. og jeg har faktisk en vifte. et sted. lige inden C og jeg giftede os var jeg i Kina, hvor jeg købte en fin håndmalet en, som jeg brugte som brudebuket (ikke noget med at kyle den op i luften hér..) den må jeg ind til Brønshøj og grave frem.
haha Donald. du forstår mig bedre end jeg selv gør:)
Send en kommentar