
regnen har slået hårdt ned på paradehusets tag det meste af natten.
Carlo, Rasmus og Alfred har holdt galekonkurrence siden kl 3.
jeg drømte, at jeg klaprede rundt i træsko på brosten i gyder og fangede hanekyllinger. omgivet af bindingsværk og svalegange.
af de elleve høns har vi fire unghaner.
Carlo tog têten inden han var kommet ud af papkassen og kunne have fortsat som flokkens leder en rum tid endnu, hvis han havde spillet sine kort fornuftigt.

man må ikke grine af en alfahane, men stive haneben og rituel dans er underholdende. desværre er han så overrumplet af sine hormoner, at det giver sig udslag i decideret mishandling af hønerne. de gider ikke blive trukket i fletningerne hele tiden. og er han en ballademager nu, siger sagkundskaben, at han kun bliver værre med alderen. det ender med, at jeg får en spore i nakken.
Rasmus er den flotteste af de fire fyre og den, der kommer nærmest idealet af en dværgfaverolleshane. sort bryst og grøn metalglans som en nypomaderet rockabilly.

adfærdsmæssigt lægger han sig desværre lidt op ad Carlo efterhånden, så han står på vippen. med mindre han tager sig sammen, når Carlo ligger og simrer i gryden.
Alfred er stor. og pæn. og anonym. jeg har ikke set ham banke damerne endnu. måske har han et godmodigt sind.

men han er ikke særligt spændende. med mindre han tager sig sammen, når Carlo er spist og Rasmus ligger og simrer i gryden.
og så har vi vores lille
Ferdinand.

ham, vi en rum tid troede, var en Isabella. han triller rundt og er veninde med hønerne og siger ikke en lyd. jeg ville ikke blive særligt forbavset, hvis han gik med i redekasserne, når de begynder at blive interessante om nogle uger.

udseendemæssigt er han ikke noget at bygge videre på, dertil er han alt for kedelig og grå. men når Carlo og Rasmus er spist og Alfred ligger og simrer i gryden, kunne det være, han trådte i karakter og blev den galanteste tropsfører på vestegnen.
jeg hørte engang om en hane, der holdt solbærgrenen ned, så kyllingerne kunne nå bærrene.
hanerne har samme far som hønerne, så han skal kun bruges til en enkelt generation. men derfor kan man jo godt øve sig i at gøre sig umage.

se. det er væsentlige tanker at sidde at gøre sig på en grå, regnvåd søndag.
der skal tages en beslutning.
nu.
hvad synes du?