30 juni 2007

damernes verden


min mor, Birgit, og jeg var ude og trille idag. der skulle hentes lavendler og dronning ingrider til hendes franske altankasser og til min yndlingsis, som har fødselsdag i dag - hurra! - skulle udvælges den lyserødeste af alle lyserøde orkideer i lyserødt silkepapir og celofan og alt. man er vel kvinde.


vi faldt også over og for den labreste thaisilkedims hos den lokale drømmeleverandør, som Birgit lige skulle prøve.
alle kan vittigheden om Alzheimers.
men det er ikke sjovt.
da vi kom ind i prøverummet, blev hun forskrækket over de fremmede mennesker i spejlet og forundredes over, hvordan verden stoppede, når hun forsøgte at række igennem spejlet.
så vi måtte væk derfra og jeg må trist konstatere, at nu er vi nået til dét stadie.

men ellers var humøret højt.

og Cecilie holdt et vidunderligt big party. og den største gave var fra Caoimhe.
den bette skid havde været hos bageren og bestilt en løvelagkage.
på egen hånd.

nu er månen lige stået op og hænger derude og ligner en løvelagkage, selvom Claus siger, det er blue moon. i hvertfald er månens ansigt umådeligt tydeligt lige nu. hvem, der havde en telelinse.
shhh. den brøler noget. lige så sagte.

8 kommentarer:

Sifka sagde ...

På min blog:en godnathilsen fra den ene bryggekone til den anden:)

Sov godt.

HenrietteB sagde ...

Jeg synker lige en klump over Birgit og bliver våd i øjenkrogen over løvelagkagen.

Den blå måne hang så forbandet smukt over Vestegnen i nat - jeg så den selv fra 17. etage på Motorvejsklinikken. Jeg overdriver ikke, I er, efter min mening, den smukkeste udsigt i Danmark.

;-)

Madame sagde ...

Sikke nogle smukke oplevelser, Regitze. Din mor ser fin og dejlig ud på billedet, men sikke en trist skæbne. Vi kender det selv så godt.

Irene sagde ...

Så rig på sorg og glæde!

Regitze sagde ...

wåw for et superkamera, Sifka:)

Henriette - jeg må snige mig til et besøg på motorvejsklinikken - gerne sammen med dig! når jeg rækker mig på tåen, kan jeg se 17. etage ude fra vejen.

tak for ordene, Madame. det gør så forbandet ondt. især når man tænker tilbage på den, der var.
I kender det.

Irenschen.. du kan sige det så præcist. på bare seks ord:)

Lene sagde ...

Jeg prøver at gøre mig klar, men det bliver man vist aldrig, for vore stærke forældre skal jo gerne blive ved med at være de samme, og at læse om det forbereder ikke på den sorg, når folk definerer et ældre menneske udfra demens diagnosen og ikke ser det der ligger bag.

Donald sagde ...

Er det sådan en dag man ønsker at blive bjergbestiger - fra dybeste dale til de højeste tinder, nogen gange er der ikke så langt.
Knus.

Regitze sagde ...

hvor er det fint sagt, Lene. demens er jo ofte en langsom proces, hvor man selv flytter sine sorggrænser med. det er jo ligesom så meget andet. men ind imellem åbner der sig en sprække, så jeg kan se durk ind til til min, mine søskendes og min mors sorg. sådan er livet også. og så må man finde på noget at grine sammen af.

nemlig, Donald!