fra kastrup til kathmandu

jeg er en priviligeret mor.
i veteranklassen.
de seneste to måneder har sønnike været vores nabo. dermed har C og jeg nydt fællesskabsfordelene der har fulgt med. sådan socialt, kulturelt og kulinarisk iblandet bajersk tale over høvlebænken.

alting har en ende.
Louis og Louise er på vej til Nepal for at arbejde på et børnehjem i Kathmandu i seks måneder.
jeg var for forpippet til at huske at tage et billede, da den røde rygsæk drog af med ham.


så vi nøjes med portrættet på kaminhylden.

i dag har jeg lært

1. at nyfalden sne + træsko + mandag morgen er en sprængfarlig cocktail
2. hvorfor man ikke skal lægge alle sine æg i én kurv

sheriffen fra Harrestrup

her vogter jeg.


her rykker jeg ud.

(ok. og så er det vist på tide med en lille hønsepause her..)

arj! det er løgn...

det havde jeg ikke bestilt.

selv englene er gået i hi

jeg tror, vi er Danmarks mest blødsødne hønseholdere. hvor mange høns med varmeapparat kender du måske?


Claus' forklaring til sig selv er, at så længe vi ikke har fået fat i en elektrisk varmeplade til vandbeholderen, og så længe termometeret står på syv minusgrader i dagtimerne, må vi hellere for en sikkerheds skyld osv.
jaja. siger jeg.
på Grønland fiser hønsene rundt uden at kny.

og om aftenen når hønsehusets vinduer stråler rødt og varmt, forventer øjet roterende grillspyd bag ruderne. siger Louis.
men det er nu meget hyggeligt at vide, at dyrene hygger sig under hjemmets arne.
der er ingen kø ved udgangen.


jeg indesysler også og håndskriver lange baner. med en nydelig og læsbar skrift, jeg slet ikke vidste, jeg havde.

det går ikke særligt hurtigt.
og det skal det heller ikke.