ælsnør

når vi nu snarker om dialekter, så synes jeg altså også ret godt om helsingoransk. deroppe, hvor de tager fæuven over til Helsingborg. og tilbage igen i en fart.
det er stadigvæk især svenskerne der tager färjan over til Helsingör for at handle sprit, tillbud og tvål.
i dag var vi der også.

jeg er en sucker for Helsingør. faktisk synes jeg, hvergang jeg er der, at det er mærkeligt, at jeg ikke har slået mig ned dér. det er i den grad en by, jeg trives i.

også selvom selv vinförsäljarskan er svenska, slagteren utvungent skifter språk fra den ene kunde til den næste og svenske ostekunder insisterer på at betale i euro og få tilbage i SEK.

men butikkerne er så meget bedre end i København. ja ok. vi har Istedgade, Nordre Frihavnsgade og nogle sjove sidegader som fx Nansens- og Jægersborggade for lige at nævne i flæng, men det er ikke dér, jeg er lørdag formiddag.
det er for den sags skyld heller ikke i Helsingør, men nu var vi jo på tøm-flasker-og spis-dejlig-mad-til-vi-segner-nogle-senere-end-andre-fredag i Espergærde, og Claus var endnu ikke ratklar kl 10 så jeg bestemte retningen og vi skal have frokostgæster i morgen.

der er ikke så mange hundelorte i Helsingør.
det er en formidabel skoby.
de to ting hænger måske sammen.
og giver ihvertfald mening for mig.

og så er Helsingør så forbasket charmerende med sine 400 år gamle huslinge. ligesom Rønne, Svanneke, Stege, Køge, Roskilde, Odense, Assens, Ribe, Aalborg.
ja ligesom Danmark.


jeg havde en pragtfuld papdatter, der slog sine folder på Svingelporten i sine unge dage i gamle dage. dagen efter, når virkeligheden trængte sig på, tog hun til Axeltorv for at gå på kur:

rejeburger og jordbærmilkshake.

stik dén.

og find Claus.